HK: Fællesskabet stiller individet stærkere

Af René Knudsen
Formand HK Service Hovedstaden

Flere af de tidligere indlæg i dette debatpanel har beskæftiget sig med fællesskaberne i fagforeningen og i hvilken udstrækning, de etablerede fællesskaber har mulighed for at skabe reel positiv forandring for medlemmerne af fagforeningerne.

I Søren Fibiger Olesens indlæg slås ligeledes et slag for, at fagbevægelsens værktøjskasse ikke længere er tidssvarende til at løse nutidens udfordringer – eksempelvis i forhold til stress på arbejdspladsen. Samtidig peger Kent Petersen på, at den nuværende model ikke evner at omfavne den 4. industrielle revolution, som følger af den hurtige teknologiske udvikling.

Lad os begynde med det sidste. Jeg er enig i, at vi i fagbevægelsen bliver nødt til at tænke nyt og udvikle os med omverdenen for at forblive relevante for medlemmerne. Jeg mener dog ikke, at der er noget nyt i den tankegang – sådan har det i min optik altid været.

Den teknologiske udvikling går hurtigere end tidligere, og på HK’s område er der en reel frygt blandt mange medlemmer for at blive erstattet af en robot på arbejdspladsen. Den bekymring har jeg fuld forståelse for, men det er ikke første gang, vi i fagbevægelsens historie bliver mødt med en foranderlig omverden, som stiller nye krav til vores medlemmer og til os som fagforening.

Udvikling af fag og fagbevægelse
Det kræver en øget indsats på opkvalificering og uddannelse, noget vi i HK er meget opmærksomme på. En del af løsningen, tror jeg, er at finde nye fællesskaber på tværs af de platforme, hvor arbejdspladserne opstår. En stolt tradition i fagbevægelsen er netop, at vi som demokratisk og medlemsbaseret organisation er med til at udvikle fagene i en positiv og tidssvarende retning.

Vi skal sørge for at organisere os om den positive og konstruktive forandring, men vi må aldrig være bange for at slå tilbage, når vi ser urimelighederne ramme os.

René Knudsen
Formand, HK Service Hovedstaden

Her anerkender jeg også, at vi ikke blindt kan styre os i havn ved udelukkende at bruge vores kendte virkemiddel, overenskomsten, som kompas. Selvom atypisk ansatte stadig udgør en beskeden andel af arbejdsmarkedet, er det helt afgørende, at vi i fællesskab finder løsninger, der omfavner netop deres behov og sikrer, at de ikke bliver tabt til et helt ureguleret marked.

Fællesskabets styrke
Vi skal sørge for at organisere os om den positive og konstruktive forandring, men vi må aldrig være bange for at slå tilbage, når vi ser urimelighederne ramme os. Fællesskaberne opstår, når mange nok søger en forandring og organiserer sig om en sag, som er dybfølt.

Tag Ryan Air som et eksempel. Her viste vi, hvordan fællesskabet af lønmodtagere kan sætte selv de mest kyniske virksomhedsejere på plads. Det er afgørende for fagbevægelsen, at vi er stærke nok til at føre sådanne kampagner ud i livet. Men før det er muligt, er det nødvendigt med en stærk medlemsbase af engagerede lønmodtagere, som også forstår, at fagbevægelsen ikke blot er en ”forsikring”, men netop et demokratisk fællesskab.

Derfor kan jeg heller ikke dy mig for at give Søren Fibiger Olesen en kommentar med på vejen. For selvom jeg anerkender, at Krifa sidste år blankt indrømmede, at de overenskomster, som de har begået med KA, decideret leder til social dumping, gør det jer ikke til en fagforening. I en medlemsorganisation båret af fællesskabet er det naturligvis ikke nok at have fokus på individet.

Hele pointen er jo netop, at fællesskabet stiller individet stærkere – det er derfor, vi laver kollektive aftaler. Aftaler, som Krifa desværre i mange år, har været med til at udfordre. Når Søren Fibiger vil stress til livs, er jeg helt enig i diagnosen, men jeg mener ikke, at behandlingen er løst ved at følge et af Krifas online-forløb om stress.

Tværtimod mener jeg, at overenskomsterne her kan spille en positiv rolle. Vi skal have organiseringsgraden på virksomhederne højere op, så man ved hjælp af overenskomstens værktøjer – eksempelvis flexsystemet – kan give lønmodtagerne en større frihed til at jonglere arbejds- og privatliv, og vi skal have dygtige tillidsrepræsentanter, som kan tage ansvar for medlemmerne og organisere ude på arbejdspladserne. Vi skal styrke den danske model og ikke gradvist nedbryde den.

Husk: Fællesskabet kom før fagforeningen, sammenholdet kom før strukturen, og relationerne kom før reglerne.