Hvem er den næste ngo-general, der bliver revet af hesten?

Hvem er den næste ngo-general, der bliver fyret? Anders Ladekarl fra Røde Kors? Birgitte Qvist-Sørensen fra Folkekirkens Nødhjælp? Eller måske Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår?

Indrømmet, det er både ufint og polemisk at spekulere i navnet på den næste spektakulære ngo-fyring. Men det er udelukkende for at illustrere den simple pointe, at i en sektor under hastig forandring kan ingen vide sig sikker – end ikke de største navne.  

I det seneste år har en stribe ngo’er sagt farvel til deres topledere. Først kom Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, LMS. Siden fulgte organisationer som Diabetesforeningen, Danmission, Red Barnet, DBU, Danmarks Naturfredningsforening og nu Dansk Flygtningehjælp trop. Og den sidste fyreseddel er ikke skrevet endnu.

Nogle betragter det som en rensende ild, der brøler gennem sektoren. Andre ser det mere som en ødelæggende skovbrand, der er fuldstændig ude af kontrol og river alt med sig på sin vej.  

Organisationer under stærkt økonomisk pres
Udefra set kan det virke besynderligt, at en stribe topchefer i civilsamfundet bliver sat fra bestillingen netop nu. For på papiret går det forrygende i en stor del af sektoren.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) forspilder sjældent en mulighed for at holde skåltale om frivillighedens fortræffeligheder, fondene har virkelig åbnet pengepungen for ngo’erne, og ulandsorganisationerne sætter år efter år omsætningsrekord.

Kradser man lidt i overfladen, viser der sig imidlertid et lidt mere mudret billede.  

Mai Mercado sidder i en regering, som vil sløjfe satspuljen, der er en central finansieringskilde for de sociale organisationer. De mange fondsmillioner har åbnet en kamp om penge, der er bundne og kræver store ressourcer og ekspertise til ansøgninger og dokumentation. Og generel afhængighed af korte puljer giver stor usikkerhed om grundfinansieringen.

I udviklingssektoren er ngo’ernes rekordomsætninger primært genereret af internationale kontrakter med blandt andet EU, som kræver muskler og støttefunktioner. Og det gør ondt, når en organisation som Red Barnet med et slag mister en EU-bevilling på 200 millioner kroner. Især når markedet for frie midler er presset, og mange ngo’er står med faldende indtægter for face2face, telemarketing og landsindsamlinger.

De ansatte har fået nok
I offentligheden er det nødvendigt for ngo’erne at signalere stærk omkostningsbevidsthed. Befolkningen stiller krav om, at pengene går til formålet – ikke til sekretariatet. Derfor er administrationsprocenten et nøgletal, der skal ligge lavt.

Det slår direkte igennem hos medarbejderne, der typisk brænder for den sag, de arbejder for – i en sådan grad, at de brænder ud i kampen for at lande de store kontrakter eller få tilstrækkelig overskudsgrad på indsamlingerne.

Flere steder er de ansatte nu ved at få nok. De kræver bedre arbejdsmiljø, hvilket blandt andet kostede jobbet for Steen Andersen Ledsager i LMS og Jonas Keiding Lindholm i Red Barnet.

Så på den ene side står topcheferne med komplekse økonomiske organisationer med begrænset manøvrerum. På den anden side er en gruppe medarbejdere, som kræver et opgør med kontante ledere og urealistiske måltal.

Og ind kommer formanden
I denne pressede situation har en tredje spiller meldt sig på banen, og det giver i stigende grad anledning til hovedbrud for ngo’ernes direktører og generaler.

Første bølge af professionalisering i sektoren medførte vækst i sekretariaterne og mere prestige om direktørposten. Det skabte en stadig stigende ubalance mellem sekretariat og den ofte frivillige bestyrelse.

Men nu er bestyrelsesformændene for alvor begyndt at manifestere sig. Mange organisationer har groft sagt haft tradition for, at den formelle frontfigur levede et tilbagetrukket liv, hvor han eller hun mødte op en gang i kvartalet og nikkede over en Ramlösa og en laksemad.

Men midt i en brydningstid for sektoren er formændene blevet mere selvbevidste. I dag besættes posterne hyppigt med stærke profiler, som stiller hårde resultatkrav og gerne tager kampen om, hvem der skal i TV 2 News eller mødes med kongefamilien.

Det fører til benhårde nævekampe mellem direktører og formænd, som begge føler sig som den mest kompetente til at repræsentere organisationen til hverdag og især til fest.

Katarsis eller kaos?
At være generalsekretær i dag er ingen dans på roser. Man har ansvar for komplekse butikker med en omsætning og et personale, der svarer til en mellemstor eller større dansk virksomhed.

Og lønnen er ikke derefter.

Christian Friis Bach forlod Dansk Flygtningehjælp med fem måneders løn – svarende til knap en halv million kroner. Det kan lyde af meget, men ikke sat op mod det ansvar og den personlige eksponering, en stilling som topchef for Danmarks største ngo indebærer.

Er de mange udskiftninger i toppen udtryk for, at en skovbrand hærger ngo-sektoren, melder der sig et brændende spørgsmål: Vil de kvalificerede kandidater for det, der i stigende grad må betegnes som et højrisikojob, i fremtiden tage til takke med en løn som en kommunal chef og en opsigelsesperiode som en gymnasielærer?

Er der derimod tale om en uundgåelig katarsis, der følger af en bydende nødvendig professionalisering, er spørgsmålet snarere, om vi er på vej mod en mere velfungerende ngo-sektor med klarere rammer for både bestyrelse, direktion og medarbejdere.

Det ved vi først, når røgen er lettet. Men uanset om vi ender med det ene eller det andet scenarie, er det givet, at vi ikke har set den sidste generals fald.