Svend Brinkmann: Jeg er selv en hykler. Men der findes ikke et godt argument for at spise dyr

Jeg talte for nylig med en ung filosofistuderende, der var blevet vegetar, fordi der i hans øjne ikke var en eneste god grund til at spise dyr. Jeg indvendte, at “det smager jo godt,” hvortil han svarede: “Ja, men det er ikke en god grund.”

Jeg er efterhånden overbevist om, at han har ret. Den lille nydelse, man kan få, er højst en ubetydelig subjektiv (og dermed ret dårlig) grund, der blegner totalt ved siden af de objektive grunde, vi har til ikke at pine dyr.

Landmænd vil indvende, at dyrevelfærden er høj i Danmark. Men til det vil jeg sige, at selv hvis reglerne overholdes, er den konventionelle “produktion” af dyr så langt fra deres naturlige livsudfoldelse, at det skriger til himlen.

Den berømte historiker Yuval Noah Harari er gået så langt som til at sige, at factory farming nok er historiens allerstørste forbrydelse.

Det er meget store ord fra en jødisk historiker, der kender alt til menneskehedens forbrydelser – og jeg er heller ikke enig med ham – men han tænker på de milliarder og atter milliarder af sansende og følende dyr, der lever og dør i en forarmet og ofte smertefuld produktionsproces.

Landmændene er i mine øjne ikke onde mennesker. Men man kan vænne sig til at tage del i en praksis, hvor man bliver blind for den skade, man gør på andre levende væsener.

Svend Brinkmann

Dertil kommer, at Danmark er det mest opdyrkede land i verden (bortset fra Bangladesh), og at mere end tre fjerdedele af vores landbrugsjord bruges til at dyrke foder til dyrene, herunder til de 30 millioner svin der fødes hvert år. 25.000 af pattegrisene dør hver eneste dag.

Tilsammen har det betydet, at livet i vores fjorde og indre farvande nærmest er væk på grund af udledning af kvælstof med mere.

Når man kommer fra Herning, bliver man som udgangspunkt et liberalt sindet menneske, der går ind for privat ejendomsret og ser stor værdi i landbrugets livsform. Sådan et menneske er jeg.

En liberal hovedtanke er, at man må udfolde sit liv, som man vil, så længe man ikke skader andre. Traditionelt har man her tænkt på ”andre” alene som mennesker, men jeg ser ingen grund til at udelukke dyr som svin, høns og kvæg fra kredsen af rettighedsbærende væsener. De kan lide, føle smerte og har interesser i at udfolde sig.

Når jeg formulerer mig på denne måde – med henvisning til Herning og landbruget – er det for at understrege, at landmændene i mine øjne bestemt ikke er onde mennesker.

Men man kan vænne sig til at tage del i en praksis, hvor man bliver blind for den skade, man gør på andre levende væsener.

Derfor bør vi som samfund både stramme op på dyreværnsloven og skabe et incitament til at omlægge fra factory farming. Og vi bør som individer gøre op med os selv, om vi nødvendigvis behøver at spise så meget kød.

Jeg er selv en hykler. Jeg er nemlig ikke vegetar, men jeg er i de senere år gået fra at spise kød hver dag til et par gange om måneden. Så vil de fleste have råd til at tænke lidt på dyrevelfærden.

Men det har ikke været let, når kød i et helt liv har været en naturlig del af de fleste måltider.

Den omtalte filosofistuderende er i øvrigt min ældste søn, der tidligere var ekstremt glad for kød. Og når han kan droppe kødet, vil jeg påstå, at det er muligt for alle at spise mindre af det.

Jeg ved, hvor svært det er at skifte holdning til fundamentale spørgsmål om mad, men det kan faktisk lade sig gøre at flytte sig via argumenter. Og hvis etiske argumenter nogensinde skal tillægges betydning, må det i mine øjne være i en sag som denne.

Det er i hvert fald min holdning, og man er selvfølgelig velkommen til at være uenig. Det ved jeg godt, at de fleste er.