Julia B. Hunt: Ingen skal leve med dårligt arbejdsmiljø, heller ikke dem, der gør en forskel

Af Julia Bjerre Hunt
Chefkonsulent i Ingerfair og formand for privatsektoren i Dansk Magisterforening

I denne uge er Dansk Magisterforenings undersøgelse af arbejdsmiljøet i ngo-sektoren kommet frem.

Tallene er ikke gode, uanset hvordan man vender og drejer det. Desværre er det hverken nyt for mig, de øvrige, der udtaler sig i artiklerne, eller de mange, jeg hver eneste uge snakker med.

Kritik af eget arbejdsmiljø
Jeg har igennem hele mit voksne liv – først som frivillig, siden som konsulent og nu også som formand for DM Privat –kunnet følge denne udvikling fra første række.

Det er, som om man ikke må forholde sig kritisk til sit eget arbejdsmiljø og sine arbejdsforhold, hvis man arbejder for en større sag.
 
Vil du virkelig brokke dig over din frokostpause, når de, du arbejder for, ikke engang får mad?

Vil du virkelig insistere på efteruddannelse, når de, du arbejder for, ikke kommer i skole?

I stedet for at sige, at "sådan er det" og "i det mindste gør du en forskel", skulle vi så ikke behandle dem med respekt og insistere på, at de bliver taget alvorligt, når det kommer til deres arbejdsmiljø?

Julia Bjerre Hunt
Chefkonsulent i Ingerfair og formand for privatsektoren i Dansk Magisterforening

Vil du virkelig have mere i løn, når de, du arbejder for, ingen penge har overhovedet?

Vil du virkelig insistere på din øvre arbejdstid, når det er frivillige, der så skal klare resten?
 
Det er ikke det, der faktisk bliver sagt, men det ligger mellem linjerne. Som ansat i civilsamfundssektoren bliver du konstant konfronteret med disse argumenter. 
 
Der er en udpræget whataboutism i spil: Vi kan altid pege på nogen, der har det dårligere end dig, så hvad brokker du dig over? Én ting er dem ”derude”, noget andet er resten af branchen.
 
Det kan godt være, du kun er ansat på en etårig kontrakt, men derovre er der en, som kun har fire måneder. Det kan godt være, du får en dårlig løn, men dem derovre får ingen løn.

Det kan godt være, at du er træt af dine arbejdsvilkår, men der er 450 andre, som gerne vil have dit job.

Det er en fælles sag at skabe et godt arbejdsmiljø
Vi er mange, der ikke vil acceptere denne forståelse. Og det skal heller ikke accepteres.

Det må være en fælles sag for alle – medlemmer, frivillige, medarbejdere, ledelse, fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, puljer og fonde – at skabe de rette vilkår for et godt arbejdsmiljø, hvor de ansatte kan trives.

Vi har at gøre med de mennesker, som har med de absolut mest sårbare mennesker og vigtigste sager at gøre.

Det er dem, der arbejder for de misbrugte, hjemløse og syge. For ligestilling og ligeværdighed i verden. For skolegang til alle, for sygdomsforebyggelse, for at forhindre fattigdom og klimakatastrofer.

Hvad i alverden foregår der? Hvorfor skal de behandles dårligt og ikke som den vigtigste arbejdskraft, vi har?
 
Der er ingen af dem, jeg møder, som ikke er villige til at give noget af sig selv i deres arbejde.

De accepterer en dårligere løn, længere arbejdsdage og mere usikkerhed i deres ansættelser end mange andre.

Men i stedet for at sige, at "sådan er det" og "i det mindste gør du en forskel", skulle vi så ikke behandle dem med respekt og insistere på, at de bliver taget alvorligt, når det kommer til deres arbejdsmiljø?

Og sige tak, fordi de investerer hele deres liv, faglighed og engagement i at gøre verden til et bedre sted? Det synes jeg.