Juraprofessor: I praksis er adgang til domstolene lukket for borgerne og organisationer, når myndighederne ikke overholder loven 

Men hvad kan borgerne gøre, når myndighederne ikke overholder loven?

Svaret er desværre ofte: ikke særlig meget.

Det handler ikke blot om miljøet, men om retssikkerhed i bred forstand.

Manglende juridisk ansvar for myndigheder

Et aktuelt eksempel er de sager, som en række ngo'er og en palæstinensisk borger har anlagt mod Rigspolitiet og Udenrigsministeriet.

De hævder, at Danmark gennem eksport af våben og komponenter – som ender i Israel – overtræder dansk, EU- og international ret.

Flere lande har allerede indstillet lignende eksport, og eksperter har gentagne gange påpeget, at Danmarks praksis strider mod både FN’s Våbenhandelstraktat og EU’s fælles regler for våbeneksport.

Alligevel fortsætter eksporten fra Danmark.

Østre Landsret afviste sagerne i april med den begrundelse, at ingen af sagsøgerne havde retlig interesse; et krav, der skal være opfyldt, for at en sag kan realitetsbehandles ved domstolene.

Landsretten udtalte, at selvom sagsøgernes forhold i Gaza var alvorligt påvirket, adskilte deres situation sig ikke væsentligt fra den øvrige befolkning i området.

Hårdt sagt: At blive bombet er ikke nok til at få retlig interesse, hvis alle andre også bliver bombet. Sagerne er nu indbragt for Højesteret.

Miljøsagen og våbeneksportsagerne illustrerer det samme strukturelle problem: Myndigheder kan overtræde dansk ret og internationale regler uden at blive holdt juridisk ansvarlige.

Hårdt sagt: At blive bombet er ikke nok til at få retlig interesse, hvis alle andre også bliver bombet.

Jacques Hartmann
Professor i International Law, University of Dundee

Adgangen til domstolene i sådanne sager er begrænset, især på grund af kravet om retlig interesse. Denne problemstilling er beskrevet i en ny bog af Simon Kærslund Terp fra Aarhus Universitet.

Danmark har et veludviklet administrativt klagesystem med uafhængige klagenævn, der giver både borgere og organisationer adgang til prøvelse af for eksempel miljøsager.

Men sammenlignet med mange andre lande, har vi ikke tradition for, at domstolene efterprøver lovlighed af myndighedernes handlinger.

Nederlandenes Højesteret kritiserer landets regering

Det er på trods af, at Grundlovens paragraf 63 fastslår, at "domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser". Men hvem, der har ret til domstolsprøvelse, er generelt ikke fastlagt ved lov.

I praksis begrænses adgangen af kravet om retlig interesse. Et krav, som ikke er lovfæstet, men udviklet gennem retspraksis.

Det betyder, at det ofte er umuligt for borgere og ngo’er at få prøvet sager, hvor de ikke er direkte eller individuelt berørt.

Et eksempel er en sag fra Nederlandene, der minder meget om de danske våbeneksportsager.

3. oktober 2025 fastslog landets Højesteret, at det er regeringen – ikke domstolene – der skal vurdere, om eksporten af F-35-komponenter til Israel kan føre til brud på folkeretten.

Samtidig kritiserede retten regeringens tidligere vurdering for at være utilstrækkelig og for ikke konkret at tage stilling til risikoen for alvorlige folkeretsbrud i Gaza. Indtil en ny og grundig vurdering er gennemført, forbliver eksporten suspenderet.

I modsætning til Danmark blev sagen i Nederlandene realitetsbehandlet. Det samme er sket i Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Klagerne tabte deres sager, men fik deres dag i retten.

Rettigheder til naturen

I nogle lande er man gået endnu videre og har tillagt naturen selvstændige rettigheder. Et eksempel er Mar Menor, Europas største saltvandslagune ved Spaniens middelhavskyst.

Efter mange års forurening og forvaltningssvigt førte et borgerinitiativ i 2022 til vedtagelsen af en lov, som anerkender lagunen og dens opland som en juridisk person.

Det betyder, at Mar Menor har selvstændige rettigheder, og at enhver borger eller organisation kan føre sag på lagunens vegne.

Loven fastlægger ansvarsmekanismer og ugyldiggør administrative handlinger, der strider mod lagunens beskyttelse.

Det spanske eksempel er ikke enestående. Allerede i 2008 indskrev Ecuador naturens rettigheder i sin grundlov, og flere lande har fulgt trop.

Kernen i denne bevægelse er, at man ikke kun kan føre sag på vegne af mennesker, der rammes direkte af miljøødelæggelse, men også på vegne af naturen selv, hvilket fjerner usikkerheden om retlig interesse.

Som systemet fungerer i dag, er adgangen til domstolene i praksis lukket.

Jacques Hartmann
Professor i International Law, University of Dundee

I Danmark findes der ikke en tilsvarende ordning.

Danmark har tiltrådt Aarhus-konventionen, som skal sikre offentlighedens adgang til at anlægge miljøsager. Vi har retspraksis, der indikerer, at miljøorganisationers lovfæstede klageadgang medfører søgsmålsret.

Denne retspraksis blev udviklet, efter at FN’s Aarhus-komité i 2008 udtrykte bekymring over Danmarks praksis og anbefalede bedre adgang til domstolsprøvelse.

Udover miljøorganisationer er adgangen til domstolene imidlertid snæver.

Når der er tvivl om, hvorvidt myndighederne overtræder nationale eller internationale forpligtelser, burde borgerne kunne stille dem til ansvar, også uden at være direkte berørt.

Som systemet fungerer i dag, er adgangen til domstolene i praksis lukket. Det svækker retsstaten og underminerer tilliden til myndighederne.

Der findes flere juridiske løsninger.

Danmark bør tage ved lære af lande, hvor retten til at anlægge sag ikke kun tilkommer dem, der er direkte ramt, men også dem, der kæmper for miljøet, menneskerettighederne og for at holde staten ansvarlig.