Nekrolog: Jürgen Habermas viste os, hvorfor religion er en integreret del af demokratiet

Religion som demokratisk ressource

Habermas fastholdt retsstatens neutralitet og demokratiets forrang, men gjorde samtidig opmærksom på et voksende problem i moderne samfund: et normativt og motivationsmæssigt underskud.

Demokrati, menneskerettigheder og solidaritet kan ikke bæres af institutioner og procedurer alene. De kræver moralsk motivation, fælles forestillinger om menneskelig værdighed og et sprog for ansvar over for den anden. Her pegede Habermas på religion som en fortsat – og ofte undervurderet – kilde til normativ indsigt.

Det synspunkt udfordrer både politisk sekularisme og religionsskepsis: Religion er ikke nødvendigvis en trussel mod demokratiet. Under de rette betingelser kan religion og religiøse aktører bidrage til at styrke det.

En pointe, der også udfoldes af Helmut Rosa i bogen 'Demokrati har brug for Religion'.

Habermas' tænkning hjælper os med at forstå, hvorfor tros- og religionsfrihed er vigtig.

Julie Koch
Generalsekretær, Danmission

Oversættelse, ikke udelukkelse

Habermas' måske mest citerede – og misforståede – bidrag til religionsdebatten er hans såkaldte oversættelseskrav.

Religiøse borgere og aktører har fuld ret til at deltage i den offentlige debat. Men når religiøse argumenter skal indgå i politiske beslutninger, der er bindende for alle, må de kunne oversættes til et alment, sekulært sprog.

Det afgørende er, at dette krav ikke kun gælder religiøse. Også sekulære aktører har, ifølge Habermas, en pligt til at lytte åbent og anerkende, at religiøse traditioner kan rumme moralske erfaringer, som det sekulære sprog ikke altid selv producerer.

Denne gensidige læringsproces er kernen i hans forståelse af demokratisk dialog – og den har direkte relevans for arbejdet med interreligiøs og interkulturel dialog i både nationale og internationale sammenhænge.

Religiøse aktører

Habermas placerer religion klart i civilsamfundet, ikke i staten. Netop derfor bliver religiøse aktører politisk relevante: som fællesskabsopbyggere, som talerør for marginaliserede og som moralske korrektiver til stat og marked.

I en global kontekst er dette særligt vigtigt. Tre ud af fire mennesker på verdensplan identificerer sig med en religion. I store dele af verden er religiøse aktører blandt de mest tillidsvækkende og lokalt forankrede institutioner. De leverer sundhed, uddannelse og humanitær hjælp og bidrager også til konfliktforebyggelse, fredsopbygning og social sammenhængskraft.

Habermas giver et stærkt argument for, hvorfor disse aktører ikke blot skal tolereres i internationalt udviklingssamarbejde, men inddrages aktivt. Ikke fordi de er religiøse, men fordi de er legitime civilsamfundsaktører med normativ og social rækkevidde.

Med Jürgen Habermas' død har Europa mistet en af sine sidste store intellektuelle.

Julie Koch
Generalsekretær, Danmission

Dialog og frihedsrettigheder

Habermas' tænkning hjælper os med at forstå, hvorfor tros- og religionsfrihed er vigtig. Det er ikke blot en individuel frihedsret, men en forudsætning for det pluralistiske samfund, han så som demokratiets livsnerve.

Uden tros- og religionsfrihed, ingen reel og ligeværdig dialog. Og uden dialog, ingen fredelig sameksistens i samfund præget af kulturel og religiøs polarisering.

Her bliver interreligiøs og interkulturel dialog ikke et blødt supplement til politik, men en demokratisk nødvendighed. Et konkret eksempel findes på Zanzibar, hvor et dialogforum mellem muslimske og kristne ledere støttet af Danmission har bidraget til at mindske volden under valg.

Et andet er fra Gellerup i Aarhus, hvor Fredens Moske, Gellerup Kirke og Danmission sammen uddanner unge dialogpiloter, som laver dialogværksteder i folkeskolen.

En arv med politisk betydning

Habermas efterlod sig ikke en manual for udviklingspolitik eller religionsdialog. Men han efterlod os med et forsvar for det inkluderende demokrati, der hverken fortrænger religion eller underkaster sig den.

I en tid præget af geopolitisk polarisering, religiøs instrumentalisering og pres på civilsamfundet minder Habermas os om noget grundlæggende: Demokratiet er ikke kun en styreform, men en samtale – og denne samtale må også rumme religion.