Keynote-speaker: "Civilsamfundet skal skabe pladsen, så politikerne kan flytte sig"

CIVILSAMFUNDS FÆLLESDAG: Hovedtaler høstede store klapsalver for budskab om, at organisationerne er for fokuserede på deres brand, skal styrke fokus på deres formål og samtidig give en håndsrækning til små foreninger. 

Julia Unwin høstede store klapsalver for sin hovedtale ved civilsamfundets fællesdag.
Julia Unwin høstede store klapsalver for sin hovedtale ved civilsamfundets fællesdag.Foto: Kristian Juul Pedersen
Rasmus Dahl LøppenthinLouise Rønne Jensen

"Husk nu at bruge dagen på at sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi gør tingene på."

Sådan lød meldingen fra Tuborgfondets sekretariatschef Peter Giacomello, da han var første mand på talerstolen ved civilsamfundets fællesdag onsdag.

Budskabet var målrettet de 200 frivillige under 30, som havde fået deres billet betalt af Tuborgfondet til Altinget-konferencen, som havde i alt 400 deltagere i DGI-byen. 

Èn af overvejelserne har været, at man gerne ville nå ud til så mange forskellige typer af civile aktører. Og det så også ud til at afspejle sig hos deltagerne.

"Det er næsten en kliché, men der er både en med tørklæde, en med nissehue og en person i kørestol," sagde komikeren Michael Schøt, der var ordstyrer sammem med den tværgående chefredaktør på Altinget og Mandag Morgen, Lisbeth Knudsen.

"Jeg vidste ingenting om civilsamfund for en uge siden," sagde hen helt ærligt.


Komiker Michael Schøt var moderator på fællesdagen. Foto: Kristian Juul Pedersen

Som udefrakommende hæftede han sig dog ved, at deltagerne skulle ud i fagspor, hvor blandt andet fake news og grøn omstilling var på dagsordenen.

"Jeg kan godt se, at når politikerne ikke vil håndtere de her ting, så ender den hos jer," sagde han og fortsatte:

"Men jeg synes faktisk ikke, det burde være sådan."

Organisationer bliver for fokuseret på brandet
Kort efter gik Julia Unwin på scenen. Hun er tidligere direktør i Joseph Rowntree Foundation og har stået i spidsen for et panel, som de senere år har kortlagt problemerne i de engelske civilsamfund.

Og selvom hun flere gange fik markante ovationer fra tilhørerne, tegnede hun et noget mistrøstigt billede af en sektor, hvor de enkelte aktører skubber brandet foran sagen. Og hvor man kæmper hårdt om midlerne i stedet for at samarbejde.

"Alligevel vil jeg være optimistisk. Det skal jeg være," sagde hun.

Èn af Julia Unwins centrale pointer var, at vi med globaliseringen, klimaforandringer og stigende politikerlede står i en brydningstid, som historisk har skabt grobund for aktivisme.

"Når der sker store sociale forandringer, ser vi samtidig, at civilsamfundet vokser og bliver stærkere," sagde hun blandt andet med henvisning til de mange ngo'er, der blev etableret i forbindelse med de to verdenskrige.


200 unge deltog i Fællesdagen gratis. Foto: Kristian Juul Pedersen.

Hvis beslutningstagerne tøver med at træffe de rigtige beslutninger i forhold til eksempelvis klimaforandringerne, kan civile stemmer være med til at råbe dem op.

"Civilsamfundet skal skabe pladsen, så politikerne kan flytte sig, men det kræver, at organisationerne har fokus på 'purpose' og ikke deres brands," sagde hun.

"Og det gør ikke noget, hvis ikke de er venlige. De må godt være vrede. Al aktivisme starter med en vrede over tingenes tilstand".

Det fik en ung, kvindelig ActionAid-frivillig med kort, mørkt hår til at rejse sig.

"Hvorfor er de unge ikke endnu vredere over klimaforandringerne?," spurgte den unge frivillige.

"Jamen jeg synes, de er vrede. Og de handler i den grad," svarede Julia Unwin med henvisning til de mange klimademonstrationer, som netop er blevet katalyseret af helt unge aktivister.

I en dansk kontekst har vi set, hvordan demonstrationerne har været med til at sætte klima helt i top på dagsordenen og under valget, ligesom der for kort tid siden landede en klimalov.

Ude i fagsporet om grøn omstilling sad en ældre herre dog og blev lidt bekymret. Workshoppen var stort set kun valgt af unge deltagere, og det bekymrede ham.

"Jeg er jo en af de ældste, der er her. Vi har en barriere i forhold til klima, og det er min generation. Hvis ikke vi finder en mere folkelig løsning og får min generation med, så går der mange år før, der sker noget," sagde han.

Det var Hans Grishauge fra Fora, der tog ordet. 

"Mange siger, at vi har brug for teknologiske løsninger. Og det har vi, men vi har også brug for folkelige løsninger, og vi skal have min generation med," sagde han efterfølgende til Altingets reporter.

Ung deltager kritiserede fondene


Marianne Fuglsang fra Asylum United. Foto:Kristian Juul Pedersen.

I fagsporet om finansiering kunne man også fornemme en vis portion frustration.

"Jeg var helt høj efter Julia Unwins tale, men nu er jeg så kommet ned på jorden igen," sagde 27-årige Marianne Fuglsang fra Asylum United.

"Jeg synes, at repræsentanterne fra de her fonde sad og talte om alle mulige effektmålinger og teorier, som de tog helt for givet var en forudsætning for at få penge. Og der har vi slet ikke en chance for at være med," forklarede hun til Altinget efterfølgende.

Asylum United spiller blandt andet fodbold med kvinder på asylcentre og har 40 frivillige og ingen ansatte.

"Og jeg synes nogen gange, at fondsverdenen stiller alt for store krav til foreninger, der er så små som vores. Vi må aldrig bruge penge på drift, og det er lige præcis det, vi har brug for," sagde Marianne Fuglsang.

Men hvis man skal tage fondsverden lidt i forsvar, så tilgodeser Tuborgfondet vel netop små foreninger som jeres ved at give 200 billetter, så I kan være med en dag som i dag?

"Det er jeg helt enig i. Det var også derfor, jeg sagde, som jeg gjorde. Og jeg havde faktisk oplevelsen af, at de lyttede. De sad i hvert fald og nikkede," sagde Marianne Fuglsang. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

Peter Giacomello

Sekretariatschef, Tuborgfondet

0:000:00