Klumme: Her kan civilsamfundet flytte mennesker

Civilsamfundet skaber samhørighed, tillid og sammenhængskraft på tværs af socioøkonomiske, kulturelle, religiøse, politiske mv. forskelle. Det er de sidste par hundredes års danmarkshistorie, med alt fra andelsbevægelsen til de grundtvigianske højskoler, et vidnesbyrd om.

Og sådan vil det også være i morgen og i fremtiden. Min påstand er, at selvom vi lever i en mere og mere polariseret tid, hvor kløfterne mellem mennesker bliver større og større, så er civilsamfundet den smeltedigel, der holder sammen på vores land og holder sammen på mennesker.

Derfor har vi mere end nogensinde brug for vores civilsamfund. Vi har brug for, at civilsamfundet gør det, som det er bedst til; skaber relationer og opbygger tillid mellem mennesker. Relationer, der er ægte og oprigtige. Dér, hvor stat og marked på grund af deres styring og incitamenter er uden evner, skal civilsamfundet træde til.

Men hvor er det så i dag, at civilsamfundet kan spille en afgørende rolle? Hvilke væsentlige udfordringer i vores samfund kan civilsamfundet løse? Svaret er mange, men nogle er vigtigere end andre. Her er mit bud på tre samfundsudfordringer, hvor jeg mener, at civilsamfundet er løsningen.

Socialt udsatte er i risiko for at ende på kanten af samfundet. Her er civilsamfundet med alle dets finmaskede forgreninger væsentligt.

Camilla Schwalbe
Klummeskribent

1. Antiradikalisering
Radikalisering er en problemstilling, hvor vi inden for det socialfaglige arbejde endnu ikke er lykkedes med at finde frem til metoder, der virker. Formentlig fordi de mennesker, som søger yderliggående miljøer som en fundamentalistisk ideologi, er så antiautoritære, at arbejdet for at inkludere dem i samfundet først og fremmest skal ske via civile initiativer.

Her har vi brug for den boligsociale medarbejder og civile organisationer, der kan skabe fortrolighed og sikre anonymitet, når det kommer til en prekær problemstilling, som ofte har skæbnesvangre konsekvenser for den radikaliserede og dens familie. Det er de civile hænder, der kan gøre forskellen, hvor den kommunale sagsbehandler og politiet ikke er velkomne.

2. Ensomhed
Ensomhed er livsforkortende. Det er et faktum. Ensomhed er et uacceptabelt livsvilkår i vores overprivilegerede velfærdssamfund. Det kan vi ikke være bekendt. Årsagerne til ensomhed kan være mange, men en ting er sikker: Udfordringerne med ensomhed løses bedst ved at blive bragt i rum med andre mennesker.

Her er det besøgsvennerne på plejehjemmet, Ældresagens bankoaften og fodboldholdets weekendtur, der gør forskellen. Her er det de frivillige, som får inviteret og overtalt Jørgen, Louise eller Ali til at deltage i fællesskabet. Den frivillige, som ikke accepterer et ”nej” og bliver ved med at sige: ”Kom nu med.” Det er den form for insisteren og håndsrækning, som gør forskellen.

3. Social udsathed
Når et menneske er socialt udsat, peger pilen oftest tilbage på de grundvilkår, der har præget opvæksten. Social udsathed handler om risiko for misbrug, overgreb, kriminalitet, arbejdsløshed mv. Det er en følgesvend i livet, som man sjældent kommer af med – medmindre man i en tidlig alder bliver præsenteret for en række valgmuligheder, der gør det muligt at tilvælge en bedre tilværelse.

Her kan vores stat gøre meget via uddannelse og beskæftigelse. Men mennesker, der er socialt udsatte, er i risiko for at ende på kanten af samfundet. Her er civilsamfundet med alle dets finmaskede forgreninger væsentligt. Rådgivning, støtte, samvær, økonomiske donationer, frivilligt arbejde og tid. Vigtigst af alt tid. Tid til samtale og nærvær. Tid til at lytte og reflektere. Her kan civilsamfundet flytte et menneske fra udenforskab til et deltagende medborgerskab.

Sammenfaldende for alle tre samfundsudfordringer er, at det handler om forholdet mennesker imellem. Udfordringer kan løses, når vi som medborgere er vores ansvar bevidst – og ikke bare nøjes med at bidrage til samfundet via skatten, men tager vores medborgerskab alvorligt og gør en aktiv indsats for andre.

Vores velfærdssamfund er unikt, og det betragtes misundelsesværdigt fra alle verdenshjørner. Og med god grund. Vi har skabt en model, hvor mennesker i videst muligt omfang ikke efterlades til sig selv i samfundets blinde vinkel. Men vores civilsamfund kan noget mindst lige så vigtigt – faktisk vigtigere.

For dér, når klokken bliver 16 og kommunen, skolen og vuggestuen lukker, der tager civilsamfundet over. Og det er efter klokken 16, at vi alle er på egen hånd og træffer valg for os selv. Her er civilsamfundet vores vigtigste sparringspartner. Her er civilsamfundet afgørende, når det handler om at flytte mennesker.

-----

Camilla Schwalbe er rådgiver og partner i Danmarks første socialøkonomiske kommunikationsbureau, Sivil. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.