Knud Vilby anmelder Andreas Kamms erindringer om 40 års flygtningearbejde

ANMELDELSE: Andreas Kamms erindringer om et liv med flygtninge er et skarpt analytisk og kritisk blik på et samfund, der svigtede, da principper og solidaritet blev sat på prøve. Det mener Knud Vilby om ny bog af den tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Altingets vurdering: 4/6

Af Knud Vilby
Journalist og debattør

Andreas Kamm er en strategisk tænkende pragmatiker, og han var en fremragende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp fra 1998 til 2017.

Han så det som sin opgave at hjælpe flygtninge bedst muligt på de vilkår, der nu engang blev givet, også selvom han kunne være uenig i disse vilkår. Sådan agerede han i Danmark under Inger Støjberg. Og sådan agerede han i Syrien under Assad. Det var svært, men det var det muliges kunst.

Han var som generalsekretær altid god at lytte til, og han skjulte ikke sine synspunkter. Men de blev leveret diplomatisk. Det var svært nok, som det var, og der var ingen grund til at brænde diplomatiske broer af.

Analytisk kritik af det krakelerede EU-fællesskab
Sådan er Andreas Kamm stadig. Hvis man havde forventet, at han i sine erindringer – nu som pensioneret – for alvor ville løfte røsten og lægge diplomatiet til side, tager man fejl. Det er stadig den stilfærdige, aldrig ophidsede analytiske kritik.

Men når Andreas Kamm alligevel tager bladet fra munden – og det gør han mange steder i disse erindringer – virker det til gengæld overraskende stærkt. Som eksempelvis beskrivelsen af "hvordan EU faldt fra hinanden, da syrerne kom".

Andreas Kamm skriver om de 1,2 millioner asylansøgere, der kom til EU i 2015.

"Vi er mere end 500 millioner mennesker inden for de ydre EU-grænser, så opgaven var at modtage en ny borger per 500 indbyggere i medlemslandene – eller sagt på en anden måde: I en skole med 500 elever skulle vi finde plads til et ekstra barn. Var det en uløselig opgave? Nej, naturligvis ikke, men politikerne i Europa kunne ikke håndtere udfordringen."

Hvem har ansvaret? Hans svar lyder: "Kun Tyskland og Sverige turde gå foran, men efterladt alene i forreste skyttegrav måtte de også give op."

I stedet krakelerede EU-fællesskabet, og løsningsformlen for hvert enkelt land blev at beskytte sig selv. Andreas Kamm har "aldrig forstået politikere, der kan få sig selv til at mene – og sige – at det er bedre, at vi selv klarer ærterne. Taler de mod bedre vidende, eller ved de ingenting om verden? Begge svarmuligheder er ucharmerende og urovækkende".

Længere op i det røde felt kommer Andreas ikke: Ucharmerende og urovækkende. Ja, det da ved Gud. Og det var i høj grad også Danmark, der usolidarisk efterlod naboer og venner i "forreste skyttegrav", selv om vi er beskyttet af at have mange førstelande for asylmodtagning foran os.

Hjemsendelser på et ordentligt grundlag
Flygtningeproblemet blev større og mere uoverskueligt i Andreas Kamms år som generalsekretær, og han beskriver, hvordan antallet spiller en rolle, og hvorfor man er nødt til at have effektive hjemsendelsesmekanismer for afviste. Men også her holder han naturligvis fast i, at det skal være på et ordentligt grundlag.

Tag den aktuelle hjemsendelsespolitik, hvor man vil gøre stort set alle opholdstilladelser midlertidige og forringer de vilkår, flygtninge lever under. Den tidligere generalsekretær beskriver, hvordan man med de seneste beslutninger vil forringe integrationen og skabe nye problemer.

Han er ikke uforstående over for grundtanken, for "hvis verden stod sammen om at sikre beskyttelse til de forfulgte, så kunne det midlertidige ophold godt blive et element i løsningen. Men lad os være ærlige. Sigtepunktet for Europas politikere er ikke at sikre beskyttelsen af verdens forfulgte, men at sikre ”os” mod ”dem”. Dermed er det vanskeligt at forsvare en dårligere og mindre menneskelig behandling af flygtningene ved at fratage dem muligheden for at opnå permanent ophold efter nogle års ophold her".

Manglende kritik af hykleriet om nærområderne
I de sidste års politiske diskussion har et bestandigt omkvæd været, at det er bedst at hjælpe flygtningene i nærområderne, og at man der når ufatteligt mange flere med de samme økonomiske midler. Andreas Kamm påpeger flere steder, hvordan det ikke hænger sammen, at man skitserer globale løsningsmodeller, som forudsætter mange ressourcer til nærområderne, men aldrig skaffer de nødvendige ressourcer.

Andreas Kamm er klar nok, men det er samtidig et af de områder, hvor jeg synes, han bliver for diplomatisk.

Han argumenterer for – og gjorde det også som generalsekretær – at vi må blive meget bedre til at bygge bro mellem nødhjælp og udviklingsbistand, for at give flygtninge mere bæredygtige levevilkår i de overbelastede nærområder (for eksempel Jordan og Libanon). Men han nævner slet ikke, at danske regeringer siden årtusindeskiftet har skåret drastisk ned på alle former for internationale indsatser (undtagen de militære).

Der er trukket milliarder og atter milliarder ud af den danske civile bistand til verden, og det begyndte, længe inden de store flygtningegrupper i 2015 kostede penge. Hykleriet er til at tage og føle på.

Ulykkeligt pres på konventioner og rettigheder
Som man kan forstå, ville jeg godt have haft, at Andreas Kamm en gang imellem lagde diplomatiet og pragmatismen lidt væk. Men når det er sagt, vil jeg gerne tilføje, at det er en klog og velskrevet bog og en god analyse af udviklingen gennem de 40 år, Andreas Kamm har arbejdet med flygtninge. Den rummer også en række gode konkrete menneskehistorier.

Jeg har selv bistået Arne Piel Christensen med at skrive sine netop udkomne erindringer om et liv med flygtninge. Arne Piel Christensen var Andreas Kamms forgænger som generalsekretær, og tilsammen ledte de to Dansk Flygtningehjælp i et halvt århundrede.

Det giver et imponerende og spændende perspektiv, og de to forhenværende er – med forskellig tilgang – enige om det meste. Også om at der i disse år er et ulykkeligt pres på nogle af de grundlæggende konventioner og principper og rettigheder. På noget af det, der definerer os som samfund og som ordentlige mennesker.

Andreas Kamms store udfordring
"Den store udfordring" hedder bogen, og titlen refererer naturligvis til slutkapitlet, der beskriver, hvordan alt peger på, at flygtningeproblemet vil blive endnu større i en verden med klimaændringer, befolkningstilvækst og langvarige konflikter. Det kræver de store samlede og samarbejdende indsatser, som der er utrolig stor mangel på.

Men titlen kunne også have refereret til Andreas Kamms generalsekretærliv. Han kom til på et tidspunkt, hvor lovændringer flyttede ansvaret for integration fra Dansk Flygtningehjælp til kommunerne. Det førte til massive fyringer i Flygtningehjælpen og til en situation, hvor der var reel risiko for, at Dansk Flygtningehjælp kunne gå konkurs.

Det førte også til en langt mere markedsorienteret entreprenøragtig tilgang, men det er en underdrivelse at sige, at den store udfordring blev løst. Dansk Flygtningehjælp er i dag i dansk sammenhæng en gigant med 3 milliarder kroner i omsætning.

Jeg hører til dem, der en overgang mente, at koncernsproget havde taget overhånd. Det handlede – i teksten – næsten mere om produktion og omsætning end om mennesker med rettigheder. Men jeg skylder at sige, at menneskene ikke blev glemt.

Kuren var vellykket, og der står stor respekt om Andreas Kamms indsats. Han beskriver også denne interne udvikling stilfærdigt, men det gør den ikke mindre imponerende.

Andreas Kamm: Den store udfordring. Erindringer fra 40 års liv med flygtninge. Gads Forlag. 336 sider, 300 kroner. Udkommer 8. april 2019.

Forrige artikel Anmelder: Ny debatbog om dansk flygtningehistorie er skarp og nødvendig Anmelder: Ny debatbog om dansk flygtningehistorie er skarp og nødvendig