Koefods Skole: Stop skåltalerne og tag et kig ind i det frivillige arbejdes maskinrum

Fra selvejende institution til kommunalt udbud
En anden form for samarbejde er driftsoverenskomsten. Driftsoverenskomsten er ofte bestemmende for samarbejdet mellem den selvejende institution og kommunen. Jeg har været med til at forhandle mange driftsoverenskomster, både som leder og konsulent for andre organisationer – her skal det indskydes, at man altid forhandler med embedsmændene – ikke politikkerne.

Siden den første gang jeg forhandlede en driftsoverenskomst, er der over årene sneget sig en øget kommunalisering ind i driftsoverenskomster. Det kan være i økonomistyringen, det kan være et kommunalt ønske om at have samme metoder alle steder, det kan være godkendelsesprocedurer ved ansættelser, eller det kan være øgede dokumentationskrav.

Ved denne kommunalisering er der en øget risiko for, at den selvejende institution fuldstændig kommer til at ligne det kommunale tilbud. At der ingen reel forskel vil være.

Det er en udfordring for organisationen, men det er også en udfordring for den borger, som skal benytte et tilbud. Ind i mellem har jeg hørt ledere på det frivillige område tale om, at man må sælge sin sjæl for at få den driftsoverenskomst og de tilhørende penge, som er så vigtig for virksomheden. Det er kommunen, som sidder på pengekassen.

Udefra udfordres man af krav om dokumentation, digitalisering, færre penge, større rationalitet, øget konkurrence og udbud af det sociale arbejde, som ledelserne i de individuelle organisationerne er nødt til at forholde sig til.

Dette betyder nye måder at tænke og arbejde på, som presser organisationerne. Lad os tage et par eksempler.

Brug ressourcerne på kerneopgaven
Tidligere har mange organisationer haft et lille foreningsblad, som er udgivet til medlemmer, biblioteker og andre interesserede. Dette er i de senere år kun blevet dyrere at producere, trykke og udsende – for ikke at nævne, at færre og færre læser fysiske tryksager.

Alle er i dag på de sociale medier, som ligeledes er i konstant forandring. Ændringer af for eksempel Facebooks algoritmer betyder, at budskaber, man for et år siden kunne komme ud med til mange, i dag rammer langt færre mennesker. 

Det er ikke nok, at organisationerne hver især arbejder på at forsøge at ændre et politisk forslag gennem blandt andet læserbreve. Det kræver i dag politiske lobbyister, der arbejder mere eller mindre professionelt.

Et godt eksempel er sagen om momskompensation, der er en illustration af, hvor det politiske arbejde og lobbyisme har ændret karakter i de senere år – vel og mærke uden, at de sociale organisationer har fulgt med de nye tider.

Der ville være mange områder, hvor det ville give mening for sociale organisationer at arbejde tættere sammen, for eksempel omkring administration, herunder bestyrelsesmøder og årsmøder, kommunikation, dokumentation og kursusvirksomhed.

Det skulle jo nødig blive sådan, at disse opgaver tager for mange ressourcer i forhold til kerneopgaven – der går på at tage sig af socialt udsatte mennesker i vores samfund.

Organisationer er for små til at være store
Alt dette er en udfordring for organisationerne, med historiske og organisatoriske traditioner, de mange blandede økonomier af indsamlede midler, formuer samt vedtægter, driftsoverenskomster og fundatser, gør det sværere at skabe større enheder.

For spørgsmålet er, om mange organisationer er blevet for små til at være store!  

Udbud og kommercialisering på ulige vilkår, kommunalisering af organisationerne, dokumentationskrav, digitalisering af medier, er bare nogle af de udfordringer, man har i maskinrummet i en frivillig organisation.

Det er her, at grundlaget bliver lagt for, at man kan have en velfungerende fri og frivillig sektor. Og så har jeg ikke engang nævnt noget om manglende satspulje og stabil finansiering af de frivillige sektorer.