Lektor: Den egentlige opposition til Trump og Musk kan findes i civilsamfundet

Men demokratiet i form af de konstitutionelle demokratiske institutioner og domstolene burde kunne forhindre, at autokratiet eller oligarkiet bliver virkeliggjort. Hvis ikke er det sidste bolværk civilsamfundet, folket.    

Ny verdensorden  

Præsidenten selv optræder som en CEO, der gennem deals skal sikre størst muligt afkast til forretningen USA uanset omkostninger for resten af verden og tilsyneladende uden moralske skrupler.

Vi ser en præsident, der ryster posen så grundigt, at ingen længere ved, hvad der er op og ned. Vil man have blot den mindste sikkerhed for noget, må man bede om nåde, sige tak, sværge troskab, betale med territorie og/eller ressourcer og forsage liberale – og demokratiske – ideer om solidaritet, lighed, beskyttelse af minoriteter og andet woke djævelskab.

Nato er sendt til tælling, og Ukraines skæbne synes beseglet med tab af råstoffer til Corporate America og de østlige provinser til Rusland.

Kunne civilsamfundet skabe demokratier af diktaturer i 1990’erne, så skal det i det mindste også kunne forsvare demokratiet i verdens ældste af slagsen, USA.

Ib Sørensen
Lektor i Kristendom, Kultur og Kommunikation ved VIA University College

Vi begynder igen at tale om en ny verdensorden. Sidst, vi gjorde det, var i starten af 1990’erne efter Murens fald. Dengang gjorde vi det med håb i stemmen.

Det var også i den forbindelse, at vi fandt begrebet “civilsamfund” frem fra gemmerne. Anledningen var en bred folkelig mobilisering i Østeuropa og Sydamerika, der viste sig at have transformativ kraft. 

En demokratisk revitalisering

At civilsamfundet viste sig at kunne noget kom bag på mange. Herunder forskere, der mente, at civilsamfundet med god grund var blevet glemt og udskrevet af samfundsteorien.

Enten fordi civilsamfundet ikke blev levnet en reel mulighed for at gøre sig gældende i totalitære regimer. Eller fordi civilsamfundet – i de vestlige demokratier – var blevet reduceret til harmløst foreningsliv og sociale kaffeklubber.

Vi er næppe helt overbeviste endnu om civilsamfundets potentialer, og verden har ændret sig meget siden 1990’erne. Ikke mindst har informationsteknologien skabt nye betingelser for opinionsdannelsen. Mulighederne for demokratisk samtale er utvivlsomt øget. Men spørgsmålet er, om vores evne til at ytre os demokratisk udenfor ekkokamrene og om vores demokratiske etik er fulgt med?    

Kunne civilsamfundet skabe demokratier af diktaturer i 1990’erne, så skal det i det mindste også kunne forsvare demokratiet i verdens ældste af slagsen, USA.

Det skal vise sig, om demokratiet igen kommer på dagsordenen i folkelige diskurser, protester og aktivisme i USA.

Det skal vise sig, om civilsamfundet kan bidrage til rehabiliteringen af demokratiet som mere end blot en måde at fordele magten på.

Det skal vise sig, om det nytter noget, når den nyligt afgåede canadiske premierminister Justin Trudeau appellerer til civilsamfundet, til det amerikanske folk i forsøget på at bevare det tætte forhold mellem Canada og USA.

Vi får se, om Bernie Sanders og andre får held med at råbe vagt i gevær og rejse en almen debat om demokratiet versus oligarkiet, der går på tværs af partier.

Jeg håber det og har ikke kun tænkt mig at være kynisk tilskuer til et globalt eksperiment anført af Trump.

Jeg har tænkt mig at slutte mig til dem, der vælger at agere civilsamfund i situationen. For eksempel gennem at blive kritisk forbruger og investor. Eller støtte op om de europæiske statsledere, der forsøger at finde nye veje sammen. Deltage i debatten om, hvordan demokratiet praktiseres helt ned i dagligdagen også herhjemme og i Europa.

For heller ikke her er demokratiet noget givet. Måske er vi så heldige, at vi i krisen besinder os og ikke bare får styrket forsvaret, men også vores demokratiske beredskab og kompetencer.