LivaRehab: Kampen for udsatte kvinder kvæles i burka og bikini

Af Flora Ghosh
Direktør for LivaRehab, center for rehabilitering af mennesker med skader fra vold, prostitution og seksuelle overgreb

"Da jeg var lille, var vi bange for staten, fordi jeg så, hvordan den kom og tog min far for at slå ham ihjel under krig. I dag frygter jeg, at de vil tage mine penge, mine børn eller min lejlighed. De siger, at de er til for os, men jeg tror dem ikke over en dørtærskel".

Sætninger som dette er ikke et særsyn for os, der arbejder med ekskluderede mennesker. Og ofte har de et helt livs erfaringer med en stat, der kun vil dem det ondt, eller som svigtede, da de stod i problemer.

Og ligesom det ikke er nemt for et ekskluderet menneske at nærme sig det statslige system, er det heller ikke nemt for os socialfaglige at få fat i dem. For vi skal starte på et absolut lavpunkt, når tilliden til de sociale myndigheder skal opbygges.

Derfor er det afgørende at møde folk, hvor de er, hvis vi skal få dem inkluderet i civilsamfundet og dermed gøre dem til deltagere – ikke bare en beskuer – af det danske samfund. Derfor skal vi ikke afvise sårbare mennesker i døren, bare fordi de har mere stof på hovedet end vi måtte bryde os om.

For det eneste, vi opnår, er at dæmonisere staten, at male den op som en ansigtsløs fjende, der fordømmer deres tro og livsvalg, betvivler såvel forældreskab og samfundssind og mistænkeliggør deres motiver – og det er en dårlig begyndelse for et godt fællesskab. 

Hvis det inkluderede og helhedsorienterede danske civilsamfund skal overleve, er det vigtigt, at politikerne og ministerierne erkender og erstatter udgangspunktet for hele forvaltningssystemet med tillid i stedet for mistillid. 

Flora Ghosh
Direktør for LivaRehab

Forbud gør det sværere at inkludere
Religiøst tildækkede kvinder er i forvejen sat tilbage i muligheder. De har langt sværere ved at finde et arbejde, de nægtes ofte sociale ydelser, og der bliver set skævt til dem på gaden. De har med andre ord al mulig grund til at have ret i deres anelser om, det danske samfund for ikke at ville dem godt.

Det er muligt, at intentionen bag tildækningsforbudet er god nok, men resultatet vil være problematisk. Det er svært at lave et blomstrende samfund på et fundament af love og kontrol, men det er, hvad et tøjforbud er.

Selv om det – paradoksalt nok – indføres i kampen mod social kontrol. Det betyder, at vi nu får endnu sværere ved at inkludere udsatte kvinder fra religiøse minoriteter i civilsamfundet. De er undertrykt af patriarker både i hjemmet og ude.

Der er brug for tillid, ikke mistillid
Jeg er selv vokset op i et land med en striks social kontrol, og jeg ved, hvor meget det kan hæmme kvinders muligheder. Men svaret er ikke at møde ofre for social kontrol med social statskontrol. Svaret er at møde dem med muligheder og med støtte i at vælge et liv på egne præmisser – med eller uden stof på hovedet.

Den danske sammenhængskraft er bygget på, at vi organiserer os i foreninger og interessefællesskaber på tværs af klasse, køn og religion. Hvor vi gennem fællesskab bliver klogere på hinanden og styrkes i selv at vælge. Forbuddet betyder det stik modsatte.

At vi selv er i gang med at bygge et parallelsamfund, som deler befolkningen op i "os og dem, hvor der ikke er plads til "dem"". 

Hvis det inkluderede og helhedsorienterede danske civilsamfund skal overleve, er det vigtigt, at politikerne og ministerierne erkender og erstatter udgangspunktet for hele forvaltningssystemet med tillid i stedet for mistillid.