Debat

Mærsk: Lad os turde tale om korruptionen

DEBAT: Ønsker vi at nå FN’s udviklingsmål om effektive og gennemsigtige institutioner, er det nødvendigt at tale om udfordringen med bestikkelse og smørelse – også virksomheder imellem, skriver Annette Stube, bæredygtighedschef i A.P. Møller - Mærsk A/S.

GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Annette Stube
Bæredygtighedschef i Transport & Logistics, A.P. Møller - Mærsk A/S

Da Kaptajn Slawecki lagde til i havnen Apapa i Nigeria for første gang i 2014, blev han overrasket. Efter en vanskelig og forsinket indsejling, truede de lokale immigrationsmyndigheder med anholdelse, hvis ikke kaptajnen betalte med varer fra fartøjets butik; cigaretkartoner og kasser med sodavand. Kaptajnen stod imidlertid fast på ikke at betale, og tre timer senere – efter lokale agenter og Maersk-repræsentanter havde blandet sig – forlod de skibet med uforrettet sag.

Korruption er enormt udbredt
Facilitation payment, eller på dansk "smørelse”, er småbeløb, cigaretter eller sodavand, som embedsmænd kræver med henblik på at kunne udføre helt almindelige opgaver. Dette har længe været en udfordring i Afrika, Asien og Latinamerika, også for shipping- og transportsektoren.

Korruption, som omfatter både smørelse og bestikkelse, er en af de største hindringer for bæredygtig økonomisk, politisk og social udvikling. Det underminerer tilliden til offentlige instanser – og øger omkostningen ved at drive forretning, ikke bare for transportsektoren, men også for små og mellemstore virksomheder, der skal være med til at drive vækst og fremgang i udviklingslandene. Mere end en milliard US dollars bliver hvert år betalt i korruption. Korruption kan koste et land helt op til 17 procent af dets BNP.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Maersk har i mange år haft nultolerance for bestikkelse, men vi har måttet arbejde på andre måder for at komme smørelse til livs. At nægte at betale, selv når kravet ”blot” drejer sig om cigaretter eller sodavand, kan føre til forsinkelser eller endda trusler mod besætningen. Men at betale vil skabe et system, der på længere sigt er langt dyrere for alle parter, og som forværrer ulighed i samfundet.

Kommunikation er afgørende
Skal man smørelse til livs, er det afgørende, at virksomhederne kaster sig ind i kampen. Hos Maersk Line har en del af løsningen været at tale om det.

Maersk har i mange år haft nultolerance for bestikkelse, men vi har måttet arbejde på andre måder for at komme smørelse til livs.

Annette Stube
Bæredygtighedschef, A. P. Møller - Mærsk

I 2014 iværksatte vi en strategi, hvor det centrale element er kommunikation og vidensdeling. Som eksempel kan nævnes, at kaptajnerne sender e-mails til hinanden med erfaringer og oplevelser, når de ankommer til eller forlader en havn. Det lyder simpelt, men netop dette initiativ har vist sig særdeles effektivt. I Maersk Line er brugen af smørelse i havne rundt om i verden faldet med 87 procent siden 2015.

Værktøjskassen omfatter også andre tiltag. For eksempel kan vores skibe døgnet rundt kontakte den lokale Maersk-organisation og hente støtte, hvis der er problemer med en lokal myndighed, der er blevet nægtet smørelse.

For at indsatsen virkelig skal gøre en forskel, ikke bare for Maersk, men også for verden, er vi nødt til at gå sammen i partnerskaber. I 2011 tog vi initiativ til at stifte MACN (Maritime Anti-Corruption Network), der nu tæller 60 virksomheder (og 20 associerede) inden for industrien. Her deler vi vores erfaringer og laver fælles projekter i områder, hvor der er særlige vanskeligheder for hele tiden at skubbe udviklingen i den rigtige retning.

Det er helt afgørende at arbejde på tværs af virksomheder og organisationer, hvis vi skal nå udviklingsmålene. Og det kræver, at vi i langt højere grad taler åbent og ærligt om vores oplevelser. De gode og de dårlige.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00