Mellemfolkeligt Samvirke: Danmark bør gå forrest i at støtte demokratiske protestbevægelser

2022 var krisernes år: Corona, krig i Ukraine, energikrise, skyhøj inflation og en galoperende klimakrise.  

Hertil kan vi tilføje en global demokratikrise med autoritære regimer, der ifølge tænketanken International IDEA bliver mere repressive, mens de demokratiske rettigheder i stigende grad indskrænkes i lande som Ungarn, Polen, Sydafrika og Brasilien.

Organisationen Civicus, der monitorer civile rettigheder, konkluderer, at ni ud af ti personer i dag lever i lande, hvor frihedsrettighederne er stærkt begrænsede. 

Samtidig ser vi flere steder, at befolkningers tillid til demokrati som styreform eroderes; en undersøgelse fra Cambridge University af mere end fire millioner mennesker i 154 lande viser, at utilfredsheden med demokrati er øget over de sidste to årtier, så der i dag er flere, der er utilfredse med demokrati end tilfredse.

Det ses blandt andet tydeligt i USA. 

Modige mænd og kvinder
Omvendt ser vi med beundring på de titusindvis af modige mænd og kvinder, som de senere år har protesteret for demokratiet i blandt andet Hong Kong, Chile, Sri Lanka, Kasakhstan og ikke mindst de seneste måneder i Iran.

Og der er mange flere protester end dem, der rammer de vestlige mainstream medier. Over det sidste årti er protestbevægelser vokset i antal på global plan blandt andet i det sydlige Afrika. I 2022 var inflation og dens konsekvenser for alvor det, der udløste øgede protester verden over.

Tænketanken Carnegie har målt 58 økonomisk relaterede protester i 2022 mod 18 i 2021. Mange af dem var af mindre varighed, faktisk varede cirka halvdelen af protesterne kun en uges tid eller mindre, og desværre alt for ofte uden positive resultater.    

Kort fortalt: organisering, vedholdenhed og opbakning er nødvendige ingredienser for succes

Julie Koch
International direktør i Mellemfolkeligt Samvirke

For protestbevægelser er langt fra altid succesfulde. Antallet af protester vokser, mens antallet af succesfulde protester nærmest forbliver uændret. Det er der flere grunde til.

Selvom bevægelserne ofte er ferme til at bruge sociale medier til mobilisering, er regeringer ofte lige så gode eller bedre. Misinformation deles, aktivistmiljøer infiltreres og beskeder opsnappes. Det oplever vi selv i forbindelse med de aktivister, som vi støtter og samarbejder med i en række forskellige lande som Zimbabwe, Zambia, Indien og Myanmar.

Aktivister forfølges ofte systematisk: De anholdes og nogle gange tortureres de, til tider med døden til følge. I 2021 blev 358 menneskerettighedsaktivister dræbt og Iran henretter lige nu unge demonstranter.  

Organisering, vedholdenhed og opbakning
Et kendt og meget effektiv middel er at lukke internettet. Det sidste har militærstyret i Myanmar gjort brug af mange gange og det skete også under valget i Uganda i 2021, hvor præsident Museveni gennem snyd og intimidering opnåede genvalg.

Det iranske regime har også gjort brug af tele- og netværksnedlukninger i forsøg på at kontrollere protesterne. Ifølge en nylig offentliggjort FN-rapport har der været 931 internetlukninger mellem 2016 og 2021 i 74 lande. Med andre ord er regeringer gode til at slå protester ned.  

Men der er også en anden grund til, at bevægelser ikke altid er succesfulde: De har i dag en tendens til at fokusere på demonstrationer, som er relativ lette at mobilisere folk omkring – specielt ved brug af sociale medier – men som ikke nødvendigvis er den mest effektive taktik.

Regeringen skal hurtigt og højlydt tage afstand fra alle former for undertrykkelse af demokratiske protester

Julie Koch
International direktør i Mellemfolkeligt Samvirke

Decentraliserede taktikker, der involverer civil ulydighed som arbejdsnedlæggelse, forbrugerboykot og koordinerede sygemeldinger, er sværere for statsapparatet at slå ned på og forstyrrer det økonomiske system.

Sådanne taktikker er især succesfulde, hvis de kombineres med mere traditionelle tiltag som oplysning, opbygning af selvhjælpsnetværk, mobilisering af solidaritet fra andre grupper.

Kort fortalt: organisering, vedholdenhed og opbakning er nødvendige ingredienser for succes. Det har vi blandt andet set i Zambia med bevægelsen Youth4Parliament og i Kenya med kampagnen på landets universiteter mod lærernes seksuelle overgreb på eleverne.  

Tre gode råd
Men alt for mange bevægelser dør efter at have ’peaket’ uden at have skabt de forandringer, de stræbte efter, og de har brug for støtte til at organisere sig på den lange bane. Altså: skabe lokalt lederskab, lave brede alliancer og opbygge opbakning i den brede befolkning.

Helt konkret ser vi også i Mellemfolkeligt Samvirke, at der er brug for hårdere kritik fra det internationale samfund af angreb på fredelige demonstranter, støtte til cybersikkerhed og midler til at få forfulgte aktivister i sikkerhed. 

Så tak til den nye regering herhjemme for at have til hensigt i sin udenrigspolitik at sætte fokus på styrkelse af det lokale civilsamfund. Det er der i den grad brug for, og her er tre gode råd:

Regeringen skal, gerne i samarbejde med andre ligesindede regeringer klart, hurtigt og højlydt tage afstand fra alle former for undertrykkelse af demokratiske protester, når det sker.

Danmark skal gå forrest i at støtte aktivister, der forfølges og sætter deres liv på spil for sagen.

Dansk udviklingspolitik skal i højere grad end i dag geares til at støtte mere uformelle grupperinger, der ofte er spirende sociale bevægelser med redskaber, der understøtter deres organisering og cybersikkerhed.