Messerschmidt raser mod woke-kulturen: Her er fire ting, som DF'eren ikke kan lide

Morten Messerschmidt gik til angreb på identitetspolitik, selvcensur og woke-kultur i sin partiledertale på Folkemødet. Her er fire eksempler på nye tendenser, som partilederen ikke bryder sig om. 

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Tidens identitetspolitik er en farlig strømning, der både presser de unge og fører til unødvendig "politisk korrekt" selvcensur.

Det var budskabet fra Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, da han som den første partileder torsdag formiddag talte ved Folkemødet.

“Frygten for at krænke individets identitet er godt i gang med at rive vores kollektive identitet op med rod,” lød det fra Morten Messerschmidt.

Det er den såkaldte “wokeisme”, der er problemet. Og den havde partilederen flere eksempler med på.

  1. Flydende kønsidentiteter
    Det har aldrig været nemt at være teenager, men det er om muligt blevet endnu sværere, efter at kønsindentitet i stigende grad er blevet et åbent spørgsmål, lød det fra Morten Messerschmidt.

    Han nævnte konkret LGBT+-projektet “Normstormerne”, der har fået støtte af Københavns Kommune til at undervise skolebørn i en mere “nuanceret forståelse af køn og seksualitet”.

    “Hvorfor skal barndommen tages som gidsel af woke-fanatikerne? Hvorfor må børn ikke bare være børn,” spurgte Morten Messerschmidt retorisk.

  2. Kønsstatistik i medierne
    Med den nye medieaftale, der blev indgået af partierne til venstre for midten, blev det besluttet, at medier, der modtager midler fra Public Service-puljen, herunder blandt andre DR og TV 2, skal føre statistik over, hvor mange ansatte de har med forskellige køn.

    Det skal opgøres i kategorierne “mænd”, “kvinder” og “andet”, og det er et stort problem, lød det fra partilederen.

    “Det tvinger jo medievirksomhederne til at have et unaturligt stort fokus på ansattes køn frem for deres kvaliteter og kompetencer. Og hvis nu man gerne vil gå stille med, at man måske er queer, hvorfor skal man så ind i en statistik,” spurgte Messerschmidt.

  3. Lagkagepersoner og anden “selvcensur" 
    En af forsommerens store debatter tog sit udspring, da Berlingske opdagede, at bagerkæden Lagkagehuset er begyndt at tilbyde en "lagkageperson” som supplement til den klassiske kagemand- og kone.

    Tidligere har isselskabet Premier Is besluttet at droppe navnet Kæmpe Eskimo til den søde is med solbærsmag og chokoladeovertræk.

    Både ispind og kageperson er ifølge Morten Messerschmidt eksempler på en bekymrende “selvcensur", der også har spredt sig til kulturinstitutioner, som når Det Kongelige Teater besluttede at droppe opførelsen af forestillingen “Othello”, hvor der i en af akterne fremføres en stammedans.

    “At kunst kan misforstås, tolkes, underholde, inspirere og måske endda provokere, troede jeg egentlig var hele ideen med kunsten,” lød det fra Messerschmidt. 

  4. “Racistiske” og “ekskluderende” foreninger
    Også i foreningsverdenen er der problemer. Ifølge Morten Messerschmidt er der “racistiske” og “ekskluderende” tendenser i organisationer og miljøer, der ellers påberåber sig at arbejde for mangfoldighed.

    Det gælder både foreningen Black Lives Matter, der insisterer på, at hvide personer skal gå bagerst i demonstrationer, og visse dele af LGBT-miljøet.

    “Der er tilsyneladende kun plads til forskellighed, så længe du selv er woke. Vi har set det i dele af LGBT+-miljøet, hvor det ikke længere er nok eksempelvis at være homoseksuel. Du skal også støtte den kønsideologiske linje,” sagde Morten Messerschmidt. 
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00