OMBOLD: Det etablerede civilsamfund bør invitere udsatte indenfor

Af Martin Pedersen
Sekretariatsleder, OMBOLD

Vi nærmer os juletid, hvor nogle af samfundets udsatte og værdigt trængende kan se frem til øget opmærksomhed. Ingen må være ensomme, fryse eller gå sultne i seng juleaften. Og i ugerne op til er der gedigen konkurrence mellem private do-good’ers, frivillige organisationer og virksomhedernes CSR-afdelinger om at tiltrække hjemløse, der i december kan vælge og vrage mellem et utal af julefrokoster. Gud ske tak og lov, at vi stadig har fattige og hjemløse danskere, for hvordan skulle vi ellers få opfyldt vores eget behov for at flashe vores medmenneskelighed, næstekærlighed og sociale ansvarlighed?

Tilsyneladende er der en form for fælles fortrængning af det faktum, at de danske hjemløse ikke dør af hverken kulde eller sult. Heller ikke i december. Hovedparten dør af druk, medicin og stoffer – en selvmedicinering, der for langt de fleste er nødvendig for at fortrænge følelsen af at være udenfor, uønskede, forkerte og mislykkede. Kun i deres eget fælles tomrum blandt ligesindede kan de opleve en form for fællesskab, accept og anerkendelse eller i det mindste en følelse af ikke at være helt alene.

Ikke plads i det etablerede
Et selvorganiseret eksempel er Hus Forbi, hvis primære drivmiddel er de hjemløse og udsatte selv. De får måske for første gang i deres liv en oplevelse af, at de selv kan bidrage. Eller rettere, at deres bidrag er bydende nødvendigt for avisens overlevelse. De er ikke passive modtagere af almisser. Flere har frasagt sig kontanthjælpen, fordi de godt kan klare sig uden, mens andre sælger aviser som supplement til offentlig hjælp. Men at de ikke har ressourcer og veludviklede salgsgener, kan ingen være i tvivl om.

De udsatte mennesker i for eksempel Hus Forbi og i OMBOLD hjælper sig selv og hinanden med at putte noget indhold i en ellers tom tilværelse. Det kunne være spændende, hvis civilsamfundets etablerede aktører havde mere fokus på at gøre det samme

Martin Pedersen
Sekretariatsleder i OMBOLD

Et andet eksempel er opstået omkring udsatteidrætten, der formår at engagere ikke-foreningsparate hjemløse og udsatte som deltagere og frivillige i hele landet. De er en del af idrætsfælleskaber, hvor de tager ansvar som dommere, holdledere og trænere. De passer måltavler, brygger kaffe og arrangerer stævner for deres ligemænd. Kort sagt – de er frivillige.

De er frivillige med akkurat de samme udfordringer, som de mennesker, de hjælper, men under vilkår, hvor der er plads til, at det er dagsformen, der bestemmer, om de dukker op, og hvor der tages højde for psyke og fysik. For selvom man er hjemløs, betyder det ikke, at man har mistet interessen for fodbolden og det fællesskab, som de engang har oplevet i ungdommen. Men de kan ikke se sig selv som fuldgyldige medlemmer af den etablerede foreningsidræt, da de ikke formår at aflæse alle de sociale koder og medlemsbaserede normer i en traditionel fodboldklub – hverken som spillere, bestyrelsesmedlemmer eller som frivillige. De vil ufrivilligt udfordre foreningernes sociale rummeligheds-begreb, og deres manglende evner og kompetencer vil uvilkårligt blive udstillet i et bestyrelseslokale.

Giv de udsatte indflydelse og taletid
De udsatte mennesker i for eksempel Hus Forbi og i OMBOLD hjælper sig selv og hinanden med at putte noget indhold i en ellers tom tilværelse. Det kunne være spændende, hvis civilsamfundets etablerede aktører havde mere fokus på at gøre det samme, frem for hovedsageligt at problematisere og siden at legitimere sig selv ved at være de rette til at fikse de udsattes liv. Lad de udsatte få indflydelse og taletid – de er trods alt eksperter i deres eget liv og ved ofte, hvad de har brug for, eller hvor skoen trykker.

Antallet af socialt udsatte og hjemløse ser ikke ud til at blive færre i de kommende år. Skulle vi ikke i det mindste være parate og byde dem og deres ressourcer indenfor – også efter jul?