Organisationen Danske Museer: Private fonde er nødvendige for udvikling 

År efter år er museerne topscorere inden for kulturverdenen, når det drejer sig om at modtage støtte fra diverse private fonde. I medierne er der ofte fokus på de store bevillinger, som løbende bliver givet til nye museer, renoveringer af gamle og støtte til store udstillinger. Men fondene spiller også en stor rolle i mange andre og ikke så spektakulære sammenhænge. 

De største af fondene giver således betydelig støtte til forskning inden for kulturarv og kunsthistorie, og kunstmuseerne nyder i den grad godt af, at nogle fonde løbende giver støtte til kunstkøb. En lang række større og mindre fonde giver også støtte til bogudgivelser, udstillinger og nye lokale initiativer. Der er måske ikke tale om så store midler, men ofte er de helt afgørende for, at en aktivitet overhovedet kan realiseres. 

Fondsmidler står for udvikling
Er kunstnere og kulturinstitutioner afhængige af private fondsmidler? Ja, helt klart – i det mindste hvis man ønsker udvikling, for de offentlige midler rækker kun til basisdrift. Er den private finansiering så med til at skævvride, og er fondene måske for magtfulde? Et ædrueligt svar på de spørgsmål kræver, at man lige kaster et blik på, hvordan beslutningsprocesser normalt er omkring større kulturinitiativer.

Et første skridt vil være, at man søger at få opbakning hos stat og/eller kommune. Her skal man igennem et nåleøje hos forvaltninger og et politisk flertal. Det er som regel først herefter, at de større fonde kommer på banen, fordi de vil være sikre på, at store initiativer er forankret.

Det nåleøje, man skal igennem hos fondene er lidt på samme måde som hos myndighederne. Der er selvsagt mange flere projekter, end der er midler til, så projekterne skal være gennemarbejdede, relevante, falde inden for fondenes formål og hvile på et solidt driftsøkonomisk grundlag. Er det opfyldt går man videre til den endelige prioritering. 

Konstruktiv dialog
Vi ser imidlertid flere og flere eksempler på, at fondene ikke kun ønsker at være passive modtagere af ansøgninger. En markant tendens i det seneste årti er, at de større fonde i takt med, at pengene er blevet flere, har opbygget professionelle sekretariater, som ønsker at være med i større projekter på et tidligt tidspunkt, så de har mulighed for at præge dem og give gode råd.

Fra museumsverdenen er det vanskeligt at møde folk, som har noget negativt at sige om fondene

Flemming Just
Formand, Organisationen Danske Museer

Fondene ser jo mange projektforslag og har en ret stor indsigt i, hvor der kan ligge faldgruber. Er det udtryk for magt eller gode råd? Det er altid en god ide at lytte til folk med forstand, og det er i lige så høj grad en god ide at have store ører, hvis de relevante fonde ikke bryder sig om nogle løsningsforslag. Her som i så mange andre sammenhænge oplever vi fra museumsverdenen, at der normalt er tale om en konstruktiv dialog om diverse løsningsmuligheder.  

Mange fonde har særlige programmer, og en markant tendens her i 2020'erne er, at fondene aktivt vil bidrage til at løse større samfundsmæssige udfordringer så som social ulighed, udsatte børn og unge, klima med mere. På de områder kommer fondene til i stigende grad at minde om en række offentlige støttemuligheder, hvad enten det er hos kommuner, regioner, stat eller EU. Her møder man strategiske satsningsområder, som man kan vælge at løbe efter eller beslutte, at de ligger uden for kernefeltet.

Politisk strategi er umulig
Fra museumsverdenen er det vanskeligt at møde folk, som har noget negativt at sige om fondene – også når mikrofonerne er slukkede. Branchen føler sig godt hørt og godt behandlet. Der har været røster fremme om, at dansk kulturpolitik – hvad det så end er for en størrelse – burde have en langsigtet strategi for private fondsmidler. Det er principielt og lovgivningsmæssigt umuligt.

Fondene er udelukkende styret af fondslovgivningen, og den enkelte fond af sine vedtægter eller fundats. Det kan politikere ikke blande sig i. Det eneste, politikere kan blande sig i er selve lovgivningen, herunder skattelovgivningen som muliggør, at vi i Danmark har særligt gunstige forhold for fonde – og dermed særligt gunstige forhold for kulturlivet.