Debat

Otte rettigheder essentielle for jeres donorer - og hvorfor danske NGO’er og foreninger bør efterleve dem

Konkurrencen blandt velgørende NGO’er og humanitære foreninger spidser til i disse år. Stadig flere velgørende organisationer kæmper om og appellerer til de samme attraktive målgrupper af donorer. Hertil kommer kommercielle virksomheder og deres ’purpose’. For at skille sig ud og fastholde fokus på etikken, kommer her otte bud på rettigheder for jeres donorer. 

Der kommer stadigt flere NGO'er i Danmark, men de presses af både private aktører, da de ikke har samme vilkår, mener Christian Sophus Ehlers.
Der kommer stadigt flere NGO'er i Danmark, men de presses af både private aktører, da de ikke har samme vilkår, mener Christian Sophus Ehlers.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Christian Sophus Ehlers
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Konkurrencen på indsamlingsmarkedet i Danmark accelerer. Der er kommet flere NGO’er på markedet, og flere kommercielle virksomheder er begyndt at markedsføre sig ud fra filantropiske slogans og budskaber. Purpose-driven marketing, hedder det med et fint ord, når virksomheders forretningsmål er deres merværdi. Det er virksomheder, der har et klart formål for øje, der ligger udover dét at tjene penge, og som bruger dette højere formål som et unikt salgsargument. 

Flere NGO’er balancerer mellem at få økonomien til at slå til på et konkurrencepræget marked, men samtidig have etikken på plads. Og dét, at virksomheder og NGO’er konkurrerer på samme marked, lægger et øget pres på danske indsamlingsorganisationer. 

Flere NGO’er balancerer mellem at få økonomien til at slå til på et konkurrencepræget marked, men samtidig have etikken på plads

Christian Sophus Ehlers
Ekspert i medlemsrekruttering og privatfundraising

En NGO kan ikke længere bryste sig af at være ”den gode dreng i klassen,” for sammenblandingen af konkurrenterne på markedet truer NGO’ers troværdighed på en hidtil uset måde. Der er intet negativt i at drive en kommerciel virksomhed sammenlignet med en NGO, men de vilkårlige formål er forskellige. 

NGO’er og velgørende foreninger presses samtidig af krav om effektivitet. Organisationer som Giv Effektivt, er i den seneste tid dukket op også i Danmark og de sætter spørgsmålstegn ved effektiviteten af den hjælp, danske velgørende organisationer giver. 

Pointen er, mener de, at hvilke organisationer vi som individer og samfund støtter, er mindst lige så vigtigt, som hvor meget vi støtter med i kroner og ører. Det skyldes, at de bedste velgørende organisationer kan være 100 gange bedre end de gennemsnitlige organisationer – målt på effekt pr. krone.

Her følger tre rettigheder for jeres donorer udformet for at adressere netop dette:

§1. At være informeret om organisationens overordnede formål og konkrete målsætninger

§2. At have adgang til aktuel finansiel dokumentation i form af for eksempel regnskaber, budgetter, mv.

§3. At være forsikret om at donationer går til det formål, de var tiltænkt

NGO’er skal være aktive tilvalg

Hvordan sikrer vi som velgørende organisationer og NGO’er, at en person ikke bare investerer i en virksomhed på nettet eller køber en vare, der taler ind i vedkommendes værdier og ønsker, men i stedet aktivt vælger en NGO til? 

Som indsamlingsorganisationer vil vi helst have uøremærket støtte. Det er der intet underligt i. For de uøremærkede midler er de fleksible penge, vi frit kan bruge der, hvor behovet vurderes som størst, også på lønninger, hvis det er der, behovet er. Vi vil tilsvarende gerne undgå øremærkede midler, med alle de restriktioner, der følger med.

De uøremærkede midler er de fleksible penge, vi frit kan bruge der, hvor behovet vurderes som størst, også på lønninger

Christian Sophus Ehlers
Ekspert i medlemsrekruttering og privatfundraising


Ovenstående er organisationens perspektiv. Omvendt forholder det sig typisk for vores donorer. For det værdiskabende for den enkelte donor, er at kunne se det konkrete resultat af sin donation og kende det præcise øremærkede formål. Tilsvarende er det helt centralt for vores donorer, at de er sikret, at pengene går til det egentlige formål, de var tiltænkt.

Mit bud på, hvordan dette opnås, er ved at opsætte disse rettigheder for jeres donorer:

§4. At være informeret om, hvorvidt den der laver vores kampagner eller anmoder om en donation er frivillig ulønnet, ansat medarbejder eller en professionel fundraiser fra et bureau

§5. At modtage en vis anerkendelse for sine donationer, og kunne se det konkrete resultat af donationen

§6. At kende identiteterne på hvem der sidder i vores bestyrelse, og at ledelsen har ansvarsbevidsthed og viser rettidig omhu

Når man som forbruger eller investor investerer i en virksomhed eller køber en vare, så er man ikke sikret, hvad pengene går til, selvom pågældende virksomhed markedsfører sig på, at man via det købte produkt er medvirkende til at støtte en god sag. Det kan godt være tilfældet, at en given organisation ikke arbejder med øremærkede midler, men pointen er stadig, at det sender et signal til donorerne, hvis man er mere eksplicit i sin kommunikation af resultaterne. 

Vi vil som indsamlingsorganisationer og velgørende foreninger stå stærkere i konkurrencen, hvis vi giver vores donorer transparens

Christian Sophus Ehlers
Ekspert i medlemsrekruttering og privatfundraising

Vi vil som indsamlingsorganisationer og velgørende foreninger stå stærkere i konkurrencen, hvis vi giver vores donorer transparens i form af en konkret rettighed til altid at kunne få at vide, hvad vi bruger deres betroede midler til. Misforstå mig ikke: Mange organisationer oplyser gladelig dette. Men det er ikke nødvendigvis en eksplicit rettighed, vi giver vores donorer.  

Hvem tager beslutningerne?

På grund af de voksende digitale muligheder bliver vi som mennesker alle overdynget med annoncer, reklamer og kampagner. Det vigtige er ikke kun, hvad budskabet i en kampagne er, men hvem der skaber dem. Vores donor og støtter skal via konkrete rettigheder have mulighed for at kende identiteten på bestyrelsen, ledelsen og fundraiserne, hvilket kommer til udtryk gennem følgende rettigheder til vores støtter: 

§7. At kunne stille spørgsmål til organisationen vedrørende sin donation eller mulige donation, og kunne forvente at få et gennemsigtigt og ligefrem svar tilbage

§8. At donorernes navne og personlige oplysninger ikke vil blive delt, solgt eller overdraget til andre

Nogle NGO’er har ikke denne transparens. Her kan man i høj grad møde sine donorer med troværdighed fra starten, da de har mulighed for at følge med i beslutningerne, undrer sig og stille spørgsmål. I dag modtager en person ofte en kvittering for sin donation, som om det var en dagligdagsvare og nogle organisationer glemmer at sige tak. Derfor bør jeres nye donorrettigheder understrege, at I hos jer giver jeres donorer en reel anerkendelse og et oprigtigt tak for deres bidrag til jeres arbejde. 

VORES DONORERS RETTIGHEDER OPSUMMERET

  1. At være informeret om organisationens overordnede formål og konkrete målsætninger
  2. At have adgang til aktuel finansiel dokumentation i form af for eksempel regnskaber, budgetter, mv.
  3. At være forsikret om at donationer går til det formål, de var tiltænkt
  4. At være informeret om, hvorvidt den der laver vores kampagner eller anmoder om en donation er frivillig, medarbejder eller en professionel fundraiser
  5. At modtage en vis anerkendelse for sine donationer, og kunne se det konkrete resultat af donationen
  6. At kende identiteterne på hvem der sidder i bestyrelsen, og at ledelsen har ansvarsbevidsthed og viser rettidig omhu
  7. At kunne stille spørgsmål til organisationen vedrørende sin donation eller mulige donation, og kunne forvente at få et gennemsigtigt og ligefrem svar tilbage 
  8. At donorernes navne og personlige oplysninger ikke vil blive delt, solgt eller overdraget til andre
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Sophus Ehlers

Konsulent, medlemsrekruttering & privatfundraising, bestyrelsesmedlem, Smilfonden
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 2009), diplom i ledelse (DTU 2020)

0:000:00