Oxfam Ibis: Den private sektor redder ikke verdens fattigste

DEBAT: De seneste års arbejde med blended finance viser desværre, at udviklingsbistand, der blandes med private penge, sjældent kommer de fattigste til gode. Tværtimod, skriver Kristian Weise. 

Af Kristian Weise
Generalsekretær, Oxfam Ibis

Debatten om såkaldt ”blended finance” er vigtig og har mange perspektiver. For mig står et afgørende paradoks dog helt klart: Det er nærmest umuligt at tiltrække private investeringer til de fattigste lande uden egen industri, og hvor befolkningen ikke har adgang til uddannelse, men i stedet kæmper med dårlige institutioner og stor ustabilitet.

Samtidig bruges der færre udviklingspenge på at opbygge institutionerne i selvsamme stater.

Udenlandske investeringer (FDI, som vi ofte blot kalder det) er vigtigt for økonomien i alle lande, men især for verdens fattigste, der har et kæmpe behov for at tiltrække flere private investeringer.

Penge, som kan skabe vækst, arbejdspladser og skatteindtægter til offentlige investeringer i eksempelvis uddannelse. Erhvervslivet har åbenlyst en rolle at spille, fordi de kan investere i udvikling og opnåelsen af verdensmålene.

Selvom FDI-tallene rettede sig lidt sidste år, så står det ifølge UNCTAD klart, at verdens mindst udviklede lande (LDC’erne) modtager under to procent af de globale investeringer. Og det er, selvom omtrent en milliard ud af klodens 7,5 milliarder mennesker lever i et af disse 47 lande.

De fattige er ikke en sikker investering
Pointen er simpel. Penge søger oftest mod sikkert afkast og forudsigelighed. Det kan de fattigste økonomier i vores verden sjældent levere. Det ved vi godt.

Og det er den manglende sikkerhed for investeringen, som man forsøger at gøre op med, når man i udviklingspolitikken prøver at motivere og øge de private investeringer ved at knytte offentlige garantier til dem.

Men som den nylige evaluering af Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) viser, søger private penge stadig mod de sikre kort, også selvom de blandes med offentlige penge fra udviklingsbistanden.

Kun seks procent af de investeringer, som IFU foretog fra 2015 til 2017, endte i et af verdens fattigste lande. Private investeringer, der er understøttet af den udviklingsbistand, som skal komme verdens fattigste til gode, ender altså, groft sagt, slet ikke i verdens fattigste lande.

Lige så grelt er det, at hver gang én dollar investeres fra udviklingsdonorer i nord, mobiliseres kun 0,37 dollar fra den private sektor, når vi ser på lavindkomstlande – ifølge en 2019-rapport fra Overseas Development Institute.

Til sammenligning mobiliseres der 1,06 dollar, når investeringerne foretages i såkaldte LMICs – lower-middle-income-lande. Det understreger, ikke så overraskende, at de private investorer finder de fattigste lande og deres forbrugere med mere mindre interessante, og dermed også, at potentialet for den private sektor er større, hvis man sorterer de fattigste lande fra.

Udviklingsbistand skal komme de fattigste til gavn
Sammenholder man de nedslående fakta med, at den globale udviklingsbistand til de mindst udviklede lande i 2018 faldt, og at det samlede niveau for den globale udviklingsbistand i runde tal er uændret de seneste ti år, ja, så giver det ikke meget tro på, at verdens fattigste og mest udsatte mennesker også får deres verdensmål opfyldt.

Udviklingsmidler skal udvikle verden til gavn for dem, der har mindst. Det handler om at bekæmpe ulighed og fattigdom. Og om at styrke lokale kræfters muligheder for at skabe bedre samfund. Den idé står centralt i dansk bistandspolitik, og det er der sjældent mange dollar i på kort sigt.

Til gengæld er der penge og solidaritet i, at udviklingsbistanden støtter opbygningen af mere effektive og retfærdige skattesystemer, så både borgere og virksomheder i verdens fattigste lande kan bidrage til skabelsen af gode og stabile samfund.

For desværre viser de seneste års arbejde med ’blended finance’, at udviklingsbistand, der blandes med private penge, sjældent kommer de fattigste til gode. Tværtimod.

Forrige artikel DI: Gør verdensmål og krav om bæredyg­tighed til en del af offentlige udbud DI: Gør verdensmål og krav om bæredyg­tighed til en del af offentlige udbud Næste artikel Globalt Fokus: En global klimakamp kræver et globalt ansvar Globalt Fokus: En global klimakamp kræver et globalt ansvar