Rethink Activism Festival: Hverdagens stille revolution

Af Torben Vinter
Leder af Frontløberne og bestyrelsesmedlem i Sager der Samler

Dette indlæg er historien om, hvordan vi for fjorten dage siden bragte Rethink Activism festivalen til live i Aarhus med 250 arrangementer og over 10.000 deltagende. Festivalen har på mange måder været et stort eksperiment, hvor vi ville undersøge, hvordan vores tids aktivisme ser ud.

Skruer vi tiden tilbage, til da vi i 2016 besluttede os for at holde festivalen, så var vi inspireret af folkemødet på Bornholm og bølgen af lokale folkemøder, der landet over har formået at skabe en helt særlig stemning omkring politisk deltagelse i øjenhøjde – og samtidig trække masser af mennesker til.

Men modsat de andre folkemøder, så ønskede vi ikke, at det var organisationer, partier og virksomheder skulle levere indholdet til festivalen i (dyrt købte) telte. I stedet besluttede vi os for at gøre det nedefra med hverdagsaktivisterne som medarrangører. Derfor hoppede vi enten i vores aktivist-mobil eller på cyklen og besøgte præcis 108 hverdagsaktivister, som vi blev inspireret af.

Alle historier blev delt på Facebook, og langsomt over de mange kopper kaffe opstod fortællingen om mennesker ”der bare går i gang”, og som på hver sin måde skaber små bølger af forandring i deres lokalsamfundet, og på den måde bidrog til en samlende fortælling for festivalen. 

Vi gentænker nedefra
Som sagt ønskede vi ikke holde festivalen i de efterhånden klassiske folkemøde-telte. I stedet fandt vi på, at bruge Aarhus Sydhavn som festivalens ramme – en overset bydel med masser af historiske bygninger beboet af en lang række kreative erhverv og enkelte kommunale forvaltninger.

Vi ser bevægelsen ske – og vi håber endnu flere vil blive inspireret til at være med og handle på det engagement, de føler.

Torben Vinter
Leder af Frontløberne og intiativtager til Rethink Activism Festivalen

Det var her i den gamle industri, at konceptet ”en by i byen” opstod som ramme for byens mange institutioner såsom rådhuset, værestedet, medborgerhuset, kulturhuset, virksomheden, kunstbygningen, værkstedet, torvet og sundhedshuset.

Men modsat de institutioner, vi normalt kender fra vores byer, så skulle de nye udvikles ud fra tre dogmer: ”Vi gentænker nedefra”, ”vi sætter hverdagsaktivisterne på scenen” og ”vi kigger ikke, vi gør”. Heldigvis var beboerne i Sydhavnen ”på”, og flere endte endda med at bidrage til festivalens program ved at tage del i byen og være medskabere af festivalprogrammet!

Således fandt vi en ramme for festivalen, hvor vi kunne skabe byens samfundsinstitutioner. Her tog hverdagsaktivisterne over og satte sig i spidsen for at lave festivalprogrammet indenfor institutionernes ramme.

Det eneste krav vi fra festivalkontoret satte var, at aktiviteterne holdt sig inden for festivalens tre dogmer. Fra festivalkontoret havde vi nemlig bestemt, at vi ikke ville detailstyre programmet, men lade byens steder lede sig selv i programlægningen. 

Således ventede vi også i spænding, da klokken slog tolv 1. september. Det var tidspunktet, hvor der var deadline for programmet, og vi kunne sammensætte det endelige festivalprogram, hverdagsaktivisterne havde skabt.

Vi havde lovet fonden bag Aarhus 2017, som havde støttet festivalorganisationen, at vi ville lave 150 arrangementer, så det var enormt spændende, om vi var i mål med ambitionerne. Og så startede den store optælling i Excel-dokumenter ellers. Og til vores store fornøjelse kunne vi se, at ikke mindre end 250 arrangementer dukkede op i vores program – fyldt til bristepunktet med hverdagsaktivister, der ”bare går i gang” med at skabe et lille stykke samfundsforandring.

Og så gik det ellers løs bare fjorten dage senere.

Hverdagsaktivister der bare går i gang
Mens solen skinnede over Aarhus, strømmede gæsterne til over de tre dage festivalen varede, og ikke mindre end 10.000 deltagere svingede forbi vores nye ”by i byen” og deltog i festivalens mange arrangementer. Til trods for at vi altså ikke havde et eneste hovednavn og havde brugt en eneste krone på navne til programmet!

For drivkraften bag festivalen var som nævnt i dogmerne; hverdagsaktivisterne – der bare går i gang. Folk, der brænder så meget for deres sag, at de ikke skal betales for at gå på scenen. For formålet er noget andet. Men hvorfor bruger vi egentligt dette hverdagsaktivisme-begreb, og hvad betyder det?

Vi fra Sager der Samler og Frontløberne, som er to af organisationerne, der stod bag festivalen, har igennem længere tid oplevet, at frivillighedsbegrebet er blevet udfordret. Pludselig blev der talt om professionel frivillighed, kommunal frivillighed og samskabelse overalt. Begreber, der på hver sin måde er udtryk for, at civilsamfundet og det offentlige er ved at rykke tættere på hinanden.

Men omvendt så viste vores hverdag os noget andet. Her så vi en bevægelse, som for det etablerede system nok er sværere at få øje på, men som er mindst lige så aktuelt. Nemlig at der var en hel masse mennesker, der bare ”begyndte at gå i gang”. Noget, som på selvsamme konferencer er blevet kaldt ”ad hoc”-frivillige eller ”de selvorganiserede”.

Og det var netop denne bevægelse, som vi gerne ville give plads til at vise sig selv frem på Rethink Activism-festivalen. Men vi synes ikke, at begrebsrammen var passende. Derfor opfandt vi et nyt begreb, vi synes, er rammende for den måde at engagere sig på: hverdagsaktivisme.

Vi kan bare gå i gang!
Hverdagsaktivister er kendetegnet ved at handle. Ved at tage hånd om en udfordring eller en mangel, de ser i samfundet, og så selv gå i gang med at skabe den forandring, de savner. Et eksempel er SkraldeCaféen, som er en café skabt af Steffen og Annbritt, som mødte hinanden i en skraldespand, mens de skraldede efter gode madvarer, der var blevet kasseret.

De blev venner og fandt hurtigt ud af, at der manglede et caféfællesskab for mennesker, der ikke har råd til at gå på café. Derfor startede de en café med skraldet mad, hvor den eneste præmis for at være med er, at man selv deltager i madlavningen.

Et andet eksempel – i en helt anden boldgade – er Limbo Collective, som er to aarhusianske drenge, som savnede en platform for den alternative musikscene, de selv var en del af, og besluttede sig for at gå i gang med at organisere et koncertfællesskab, som blandt andet havde stor succes med en perlerække af koncerter under årets SPOT festival.

Fælles for disse to initiativer af hverdagsaktivister, som bare er to ud af de mere end 250, der var i programmet, er, at de er gået direkte i gang med at skabe den forandring, de ønsker at se udenom det etablerede foreningsliv.

De har således ikke taget en frivilligopgave, der er blevet stillet – men skabt deres egne på baggrund af deres engagement. Det er netop ved dette særkende, man kan kende en hverdagsaktivist. Det er ikke en klassisk aktivist, der kaster med rød maling og smadrer butiksvinduer, men en aktivist, der laver en positiv forandring i hverdagen som reaktion på de fejl og mangler, man ser i samfundet. 

Men lad os bare indrømme, at vi bestemt var bekymret for, om der overhovedet var nogle, der ville deltage i en festival for hverdagsaktivister. Og om det overhovedet ville kunne lykkes at samle et helt festivalprogram over tre dage med disse.

Vi blev heldigvis ikke bekræftet i vores bekymringer, tværtimod blev vi væltet bagover af entusiasme over de mange, mange hverdagsaktivister og nysgerrige borgere, der dukkede op og skabte indholdet på Rethink Activism-festivalen og samtidig satte stor tyk streg under, at der er en ny samfundsbevægelse i gang! Ikke bare her i Aarhus, men såvel nationalt som internationalt.

Vi ser bevægelsen ske – og vi håber endnu flere vil blive inspireret til at være med og handle på det engagement, de føler.

Og hvad har vi så lært? Et svar står strålende klart:
Den lille revolution sker i vores alle sammens hverdag, og vi kan bare gå i gang!