Sådan vil Velux-fondene ændre verden – kolonne for kolonne i regnearket

Denne artikel handler om excelark og målemetoder. I hvert fald på overfladen. For i bund og grund handler den om vores klodes fremtid.

Om hvorvidt man med omhyggeligt udvalgte investeringer kan bedre sundhedstilstanden for planetens miljø og klima.

Om man med præcise, nøjeregnende målekrav til effekten af sine investeringer kan gøre en langt større forskel, end størrelsen af ens tegnebog tilsiger.

Og om risikoen for at miste sin retningssans og hænge fast i en bundløs datasump.

Fra min stol har jeg set lidt for mange være lidt for kreative på, hvordan de leverer til verdensmålene. Der er rigtig meget dobbelttælling.

Pelle Pedersen
Ekspert i klima- og miljøinvestering

Lidt for meget kreativ bogføring
Det er Villum Fonden og Velux Fonden og deres arbejde med impact investering, der er udgangspunktet for det hele. Alligevel starter vi historien hos Pelle Pedersen. Han har arbejdet som ekspert i klima- og miljøinvesteringer hos pensionsselskabet PKA, sidder med i 2030-panelet under Folketingets Netværk for Verdensmålene og underviser blandt andet i impact-investering på CBS. Han er med andre ord en mand, der kender forskel på reduceret CO2-udledning og ganske almindelig varm luft.

”Fra min stol har jeg set lidt for mange være lidt for kreative på, hvordan de leverer til verdensmålene. Der er rigtig meget dobbelttælling. Og mange er en tand for optimistiske omkring deres egne bidrag til verdensmålene,” siger Pelle Pedersen.

Det er ikke vores millioner, der kommer til at gøre den store forskel. Det er det, at vi prøver at vise en vej, der fører hen til den dobbelte bundlinje.

Anders Lyngaa Kristoffersen
Head of impact investments, Villum Fonden

Varm luft er der meget af inden for bæredygtig investering, mener Pelle Pedersen. Og det ærgrer ham. For det skader lysten og viljen til at investere i grønne teknologier og virksomheder, der gavner klimaet.

”Det kan jo være svært nok at forstå, at gode afkast og det at redde verden kan gå hånd i hånd. Derfor er troværdighed så vigtigt. Hvis man claimer, at man gavner klimaet, så skal man også vise det. Ellers er man med til at skade de bæredygtige investeringer,” siger Pelle Pedersen.

Et ark fyldt med hårde data
I en bygning i Søborg med kliniske hvide vægge, glasmontrer og møbler med bøgegrønt betræk befinder der sig et gigantisk excelark. De fleste celler er tomme, men enkelte er fyldt ud: Grandview, Vindmøllepark, Texas, USA, reduktion af drivhusgasser, 2974 tons, står der i én række; Dialight, LED-belysning, UK, energibesparelse 2939 MWh i en anden.

Regnearkets ejermand hedder Anders Lyngaa Kristoffersen. Hans ambition er at fylde hver enkelt celle i arket med de hårdest mulige data.

”Alle de data vil vi så prøve at summere sammen på god købmandsmaner. Og vi er selvfølgelig vildt spændt på at se, hvor det ender,” siger han.

Anders Kristoffersen er head of impact investments i Villum Fonden og Velux Fonden. Og for lidt over to år siden kastede han sig over en opgave af de mere usædvanlige i Fondsdanmark.

De to fonde havde fået Civilstyrelsens tilladelse til at bryde hul i den normalt uigennemtrængelige skillevæg mellem investeringsafdelingen og bevillingsafdelingen.

Anders Kristoffersen fik et opdrag, der går ud på at anbringe mindst 850 millioner kroner af fondenes langsigtede formue på 9,4 milliarder i såkaldte impact investments. Det vil sige investeringer, der understøtter fondenes overordnede formål.

”Vi mener, vi kan opnå et attraktivt økonomisk afkast og samtidig få et klart miljømæssigt afkast,” sagde Anders Kristoffersen, da vi talte med ham dengang. Altså tjene gode penge og gøre gavn på samme tid.

Det økonomiske afkast er det stadig for tidligt at vurdere. For den type af investeringer, de to fonde foretager, kræver tid til at modnes og vise deres værd.

Det miljømæssige afkast, derimod, skal der vurderes på og måles på. I detaljen, mener Anders Kristoffersen. For hvordan skulle fondene ellers vide, om de er på rette kurs? Om de gør skade eller gavn? Eller om de måske bare gør lidt mindre gavn, end de kunne have gjort, hvis de havde anbragt deres penge anderledes?

Og det er her, regnearket kommer ind i billedet.

Investeringsfondene måles på fire parametre
De to fonde investerer som altovervejende hovedregel deres penge gennem grønne investeringsfonde. Dem er der indtil videre ti af.

Hver af dem sætter penge i konkrete virksomheder, som hver især har potentiale til at give et godt afkast – både til den økonomiske og den miljømæssige bundlinje. Dem er der cirka 150 af.

Der er altså to niveauer, Anders Kristoffersen skal holde øje med, hvis han skal sikre sig den maksimale effekt af fondenes formuer.

Lad os lige starte med investeringsfondene.

Fra begyndelsen har Anders Kristoffersen givet hver fond en impact-vurdering på fire parametre:

• Additionalitet – altså i hvor høj grad Villum Fondens penge gør en forskel.
• Intentionalitet – i hvilken grad fondene er i stand til at skabe den effekt, de ønsker.
• Målbarhed – i hvor høj grad resultaterne er til at måle.
• Skalerbarhed – hvor langt virksomhedens produkter er fra at blive udbredt på markedet.

En gang om året bliver investeringsfondene målt på, om de lever op til de grundvurderinger, de to fonde har lagt som fundament for samarbejdet.

Lav additionalitet og høj skalerbarhed
Anders Kristoffersen giver et eksempel på en fond, som har fået vurderingen ”lav” på additionalitet.

”Der er et stort behov for grøn venturekapital, fordi investorerne lige efter finanskrisen løb skrigende bort på grund af dårligt afkast. Men det specifikke segment, som denne fond investerer i, er bedre finansieret end virksomheder, der arbejder med teknologier på det helt spæde stadie. Derfor vurderer vi, at vores penge har relativt lav additionalitet,” siger han.

Omvendt har fonden fået vurderingen ”høj” på skalerbarhed.

”Teamet i fonden har et ret unikt netværk af topchefer i store selskaber. Og de har tidligere bevist, at de kan bruge netværket til at sælge vækstvirksomheder til store industrispillere. Hvis Microsoft for eksempel køber en af deres teknologier, så er den på markedet med det samme. Det er der en enorm skalerbarhed i,” siger Anders Kristoffersen.

Glade for tal – når det giver mening
Og så til virksomhederne.

Igennem kapitalforvalterne i de 13 investeringsfonde indrapporterer de enkelte virksomheder data til Anders Kristoffersens regneark. Her opgør de deres effekt på klima og miljø – og vel at mærke brudt ned, så det afspejler størrelsen af Villum Fondens og Velux Fondens investering i virksomheden.

På den måde kan fondene opgøre effekten af deres investeringer helt ned til den enkelte megawatt-time sparet energi, det enkelte ton reduceret CO2 og den enkelte hektar plantet skov.

Alle disse tal udgør det hårde datagrundlag for vurderingen af fondenes samlede impact. Yderst til højre i regnearket er der dog en kolonne, hvor tal er erstattet af ord.

”Vi er glade for tal her i huset, men man skal kun gå efter tal, når det giver mening. Og i nogle tilfælde vil vi hellere have en tekst,” siger Anders Kristoffersen og uddyber:

”Har en virksomhed været med til at lancere en ny teknologi på et marked eller bevisligt haft andel i at accelerere udrulningen af en ny teknologi? Det kan være sådan nogle ting, som man ikke kan fange i et tal, men som vi i stedet knytter en kommentar til.”

Investeringsfond rettede ind
Dataindsamlingen kunne lyde som en pertentlig bogholders våde drøm. Men det er andet og mere end et input til årsregnskabet. For de nøjagtige indberetninger giver de to fonde en mulighed for at reagere på utilfredsstillende resultater, fortæller Anders Kristoffersen og giver to eksempler, et på makro- og et på mikroniveau.  

En grøn infrastrukturfond under den store, globale kapitalforvalter Blackrock rapporterede upræcist om CO2-fortrængning. Fonden brugte en amerikansk konverteringsfaktor til at gøre op, hvor mange ton CO2 der blev fortrængt som følge af deres investeringer i sol og vind.  

”Det tal brugte de for hele verden. Og det tal var sjovt nok lidt højt. For på det amerikanske marked er der rigtig meget sort strøm. Så du fortrænger meget, når du bruger grøn strøm i stedet. Men i for eksempel Norge og Japan er CO2-mixet helt anderledes, så der skal man bruge nogle andre konverteringsfaktorer,” siger Anders Kristoffersen.

Han skrev til investeringsfonden og bad dem anvende nogle globalt anerkendte standarder, der tager højde for lokale og regionale forskelle.

”Og vi har lige fået data ind fra deres seneste rapporteringer, hvor de har taget det ad notam. Det betyder, at tallene bliver lidt mindre, men også mere differentierede og mere korrekte i vores optik,” siger Anders Kristoffersen.

Producent overrapporterede sin effekt
Et eksempel på mikro-niveauet er en schweizisk virksomhed, som leverer maskiner til produktion af solcellepaneler. Virksomheden sidder på en fjerdedel af verdensmarkedet på det felt, og det foranledigede den så til at tage æren for en fjerdedel af den samlede CO2-reduktion på verdensplan i de sidste 20 år.

”Men virksomheden, der laver solcellepanelerne, vil også tage æren. Og det samme vil dem, der installerer solcellerne. Og på den måde kan man drikke den samme liter mælk mange gange,” siger Anders Kristoffersen.

Han anerkender, at virksomheden leverer udstyr, som gør det billigere og mere effektivt at producere solceller og dermed leverer et vigtigt bidrag til at udbrede teknologien.

”Men vi kunne jo se, at det tal, de angav, stak helt vildt af i forhold til de andre tal, vi har. Det kunne jo ikke passe, at deres CO2-reduktion var mange gange over, hvad vi ellers så. Så ved man, der er noget, der ikke hænger sammen. For så gode er de nok trods alt ikke,” siger han.

Investeringsfonden endte med – af andre årsager, siger Anders Kristoffersen – at sælge sin andel af den schweiziske virksomhed fra.

Det Vilde Vesten
Der findes ingen alment accepteret facitliste for Anders Kristoffersens arbejde. Fondene læner sig op ad internationale standarder i sine rapporteringskrav – dels for at få så anerkendte data som muligt, dels for ikke at belaste virksomhederne og investeringsforeningerne mere end nødvendigt med særkrav. Men effektmålingen befinder sig stadig, som Anders Kristoffersen udtrykker det, i sin formative fase.

”Det er jo lidt Det Vilde Vesten det her,” siger han og fortsætter:

”Vi er virkelig inde i en formativ fase, hvor man kan modellere bolledejen.”

Anders Kristoffersen havde regnet med, at det ville blive nødvendigt at stille kontraktlige krav til investeringsfondene om rapportering af effekt. Men det viste sig lettere end forventet.

”De ville faktisk rigtig gerne. For de ser jo, at det her er et voksende marked, og at det at kunne rapportere konsistent og troværdigt forøger deres salgbarhed,” siger Anders Kristoffersen og tilføjer:

”De gør det ikke for mine blå øjnes skyld. De gør det, fordi de ser et marked.” 

Viser vejen for andre
Det er Jonas Rosenstand Bruun enig i. Han arbejder som rådgiver for det radikale folketingsmedlem Martin Lidegaard og har skrevet ph.d. om global klimafinansiering.

”Der er masser af penge, og der er masser af risikovillig kapital derude, og der er ingen tvivl om, at den grønne dagsorden ikke udelukkende kommer af et godt hjerte. Der er også en rigtig fin businesscase i at være involveret,” siger han.

Jonas Rosenstand Bruun hæfter sig ved, at det indgår i en international tendens, der arbejder på at gøre klimaområdet mere målbart. Og det giver god mening, fordi det kan fremme grøn investering, mener han.

Det samme pointerer Esben Lanthén, som efter en årrække hos Sustainia sidste år dannede sit eget rådgivningsselskab Nordic Sustainability.

Han roser de to fonde for at kaste sig ud i impact investering i stedet for at holde sig til at dele ud af det afkast, de normale investeringer giver.

”Hvis en fond gerne vil gøre godt med sine penge, så har den et mindst lige så stort potentiale i sine investeringer, som den har i sine uddelinger,” siger Esben Lanthén.

Og når nu fondene har valgt at betræde impact-stien, er det godt, at de brolægger den med hårde data, mener han. For på den måde viser de vejen for andre.

”En ting er, at de gør en forskel i forhold til den enkelte investering. Men den største forskel, de kan gøre, er at vise de virkelig store investorer, at man kan gøre tingene på en anden måde og stadig få et fornuftigt afkast: ’Hvis en dansk fond i Søborg kan gøre det, hvorfor skulle vi så ikke kunne få det til at virke i New York eller London?’” siger Esben Lanthén.

Krav skaber transparens og troværdighed
Også Pelle Pedersen roser de to fondes datadrevne tilgang.

”Mange siger, at de er impact investorer. Men hvis man siger det, så skal man altså også måle på det – uanset om de datasæt og instrumenter, vi har i dag ikke er perfekte,” siger han.

Pelle Pedersen påpeger, at det er op til hver enkelt investor at gøre op med sig selv, hvad der er vigtigt og stille krav til investeringsfondene ud fra det. Og det gør de to fonde på nærmest eksemplarisk vis, mener han.

”De er med til at påvirke et økosystem ved at stille de her krav til fondene. Det skaber mere transparens, og det er med til at skabe mere troværdighed om bæredygtige investeringer. Det er ekstremt positivt, at de stiller de her spørgsmål,” siger Pelle Pedersen.

Pas på datasumpen
Men selv om investeringerne er grønne, vokser træerne ikke helt ind i himlen. Senioranalytiker Lars Nauntrup Jensen fra ngo’en Vedvarende Energi er godt nok grundlæggende positiv over for det stålsatte fokus på data.

”Det handler jo om investering, så det skal være datadrevet,” siger han, men tilføjer, at man skal holde sig for øje, at den vej, man har valgt, ikke fører ud i en ren datasump.

”Man skal passe på – især når man bruger den bagudrettede og meget datatunge metode carbon footprinting – at man ikke ender i en datasump, hvor man producerer data for datas skyld og ikke kommer tæt nok på relevansen af sine investeringer. De er jo fremadrettede og skal pege frem mod Parisaftalens mål,” siger Lars Nauntrup Jensen.

Ifølge Parisaftalen skal pengestrømme gøres konsistente med et nuludslip i 2050.

Lars Nauntrup Jensen tilføjer, at han har tiltro til, at de to fonde kan orientere sig i det vanskelige terræn.

”Men hvis man ikke er dygtig nok, ender man i datasumpen,” siger han.

Og den argumentation kan Jonas Rosenstand Bruun godt følge.

”Man skal passe på, at alting ikke går op i matrixer og excelark. For så kan man ende i nogle projekter, der får de rigtige tal, men måske ikke har det samme impact som det projekt, der ikke lever op til de samme målekrav,” siger han.

Et impact på impact-systemet
I Søborg er Anders Kristoffersen ikke så bekymret for, at hans støvler skal hænge fast i datadyndet. Han fremhæver, at fondene har bestræbt sig på at gøre dataindsamlingen så enkel for investeringsfondene som mulig.

”Det er klart, at vi ikke skal ende i datasumpen. Og netop derfor har vi været pragmatiske og designet en metode, som er til at gå til. Kapitalforvalterne skal grundlæggende bare rapportere på deres kerneaktiviteter, som de bør have 100 procent styr på," siger Anders Kristoffersen.

For vindmølleparker handler det for eksempel om, hvor meget energi de producerer, for derefter at slå op i nogle rapporter, hvor meget CO2 det fortrænger, fremfører han.  

"Jeg ser det ikke som nogle kæmpe akademiske udredninger,” siger Anders Kristoffersen.

Ligesom de eksperter, vi har talt med, ser Anders Kristoffersen den metodiske tilgang til impact-investeringen som fondenes væsentligste samfundsbidrag.

”Vi synes jo allerede, at vi har skabt et lille impact på impact-systemet,” siger han:

”Det er ikke vores millioner, der kommer til at gøre den store forskel. Det er det, at vi prøver at vise en vej, der fører hen til den dobbelte bundlinje.”

Hvis han skal koge sin pointe helt ind, er det et budskab til kapitalforvalterne i investeringsfondene:

”Det, I gør på den finansielle side, er godt. Bliv ved med det. Men I bliver nødt til også at fortælle, hvad jeres investeringer gør på den ikke-finansielle side. Og I skal gøre det på en troværdig måde. Det er vores budskab i en Maggi-terning,” siger Anders Kristoffersen.