Socialøkonomisk virksomhed: Kommunerne svigter vores medarbejdere, når de ikke kan få hjælp til at blive i arbejde

Fra landets kommuner lyder det, at de gerne vil de socialøkonomiske virksomheder, men at de skal være uafhængige af den enkelte kommune.

Vi er helt enige, tør jeg godt sige på vegne af en stor del af de socialøkonomiske virksomheder. I den socialøkonomiske virksomhed Special Minds IT lever vi eksempelvis et godt liv uden kommunal støtte. Vi ansætter konsulenter med autismeprofil med de styrker og udfordringer, som de tager med sig, og så konkurrerer vi ellers med andre IT-virksomheder på det kommercielle marked.

Vi kunne aldrig finde på at bede om kommunal støtte til at drive vores forretning. Vi skal kunne konkurrere på almindelige markedsvilkår uden tilskud. Alt andet vil være unfair overfor vores konkurrenter. Oveni vil det være uværdigt for vores dygtige medarbejdere. Vores IT-konsulenter bliver købt til, fordi vi kan levere den bedste løsning til den konkrete opgave. Ikke fordi vi får kunstig støtte.

Kommuner svigter
For en umiddelbar betragtning ser alt altså rigtigt ud. Vi skaber på frie markedsvilkår jobs for dem, som står på kanten af arbejdsmarkedet. Kommunen får flyttet borgere fra ledighed til beskæftigelse.

Men desværre er det ikke helt så enkelt. For hele forudsætningen for at landets socialøkonomiske virksomheder kan konkurrere på frie markedsvilkår er, at de medarbejdere, som vi ansætter, får den nødvendige støtte fra kommunen for at fungere i det konkrete job.

På den måde får vi ikke skabt jobs til den gruppe af mennesker, vi skal have inkluderet på arbejdsmarkedet, og som med de rette rammer er en værdifuld arbejdsstyrke.

Kamille Ebbe
Leder, Special Minds Aarhus samt leder, Vækstpark for Socialøkonomi

Her svigter alt for mange kommuner. De kender de kompenserende ordninger, men de er tilbageholdne med bevillingerne, og i alt for mange tilfælde presser de støtteprisen til den enkelte borger så langt ned, at det, som skulle have været en understøttende jobfunktion, slet ikke har nogen effekt.

Konsekvensen er, at den enkelte medarbejder i den socialøkonomiske virksomhed ikke har de nødvendige forudsætninger for at bestride sit job, og dermed kan den socialøkonomiske virksomhed ikke levere den vare, som den er sat i verden for. Det er unfair for medarbejderen, og det er unfair for den socialøkonomiske virksomhed, som ellers skaber jobbet.

Og det er et omkostningsfuldt nederlag for vores velfærdssamfund. På den måde får vi ikke skabt jobs til den gruppe af mennesker, vi skal have inkluderet på arbejdsmarkedet, og som med de rette rammer er en værdifuld arbejdsstyrke.

Her er eksemplerne
Tag PA-støtten - personlig assistance -, som er en støtte til personer med funktionsnedsættelser, der gør, at de kan fungere i job eller uddannelse. Ordningen er fantastisk i sit udgangspunkt, fordi den giver mulighed for at få den kompenserende støtte, som er nødvendig for at funktionsnedsættelsen ikke spænder ben i jobsammenhæng.

Men når kommuner spiser borgere af med studentermedhjælpssatser, fordi de ikke vil betale for at få den rette fagperson som assistent, så er den enkelte borger lige vidt. I en IT-virksomhed som Special Minds IT vil det for vores medarbejdere eksempelvis aldrig kunne fungere med en studentermedhjælper som assistent på jobbet.

Alternativt kan den enkelte socialøkonomiske virksomhed se sig nødsaget til at tage en ekstra omkostning for at tilbyde medarbejderen den nødvendige støtte til udførelse af jobbet.

Kamille Ebbe
Leder, Special Minds Aarhus samt leder, Vækstpark for Socialøkonomi

Her er der brug for projektledere med både autisme- og IT-indsigt, som kan arbejde på tværs af medarbejdergruppen, og som har den fornødne indsigt i både autismeudfordringen og i IT-arbejdet.

Virksomheden betaler prisen
Men kan den socialøkonomiske virksomhed så ikke bare ansætte de rette folk som personlige assistenter? Det er vel ikke kommunens problem?

Jo, det er det lige nøjagtig, når kommunen af sparehensyn ikke vil give andet end en studentermedhjælpstakst. På den måde får den enkelte medarbejder med funktionsnedsættelserne ikke en støtte, som overhovedet er brugbar.

Alternativt kan den enkelte socialøkonomiske virksomhed se sig nødsaget til at tage en ekstra omkostning for at tilbyde medarbejderen den nødvendige støtte til udførelse af jobbet.

Den ekstra omkostning gør imidlertid, at virksomhedens varer bliver dyrere, og dermed kan den ikke konkurrere på lige vilkår med private virksomheder. 

Roder det hjemme, roder det også på jobbet, og arbejdsevnen går tabt.

Kamille Ebbe
Leder, Special Minds Aarhus samt leder, Vækstpark for Socialøkonomi

Kommuner skal ville investere
Tilsvarende ser vi, at alt for mange borgere kæmper for at få den bostøtte, som de har brug for. Igen er det ikke noget, som kommunerne skal yde som støtte til den socialøkonomiske virksomhed. Det er den støtte, som er nødvendig for, at det enkelte menneske fungerer generelt i sit liv.

Roder det hjemme, roder det også på jobbet, og arbejdsevnen går tabt.

Kort sagt, så kan kommunerne få langt mere ud af de dygtige socialøkonomiske virksomheder - som uafhængige jobskabere –, hvis de er villige til at investere det ret og rimelige i kompenserende støtte til de borgere, som har brug for det.

På den måde kan socialøkonomien spille ind og bidrage til det fremtidens samfund, som vi alle ønsker: Flest mulige i job og en øget adgang til kompetent arbejdsstyrke.

Vi er i de socialøkonomiske virksomheder klar til fortsat udvikling og konkurrence på det frie marked. Og når kommunerne bakker op med den rette kompenserende støtte til de medarbejdere på kanten, som vi skaber jobs til, så fortsætter vi med at levere produkter og ydelser på det fri marked – uafhængig af kommunal virksomhedsstøtte.