Debat

Sociolog: Timebanker bør være en del af civilsamfundsstrategien

DEBAT: Det er et problem, at det ikke er muligt at etablere såkaldte timebanker i Danmark, da der er en lang række gevinster ved dem, skriver sociolog Michael Wulff, der håber på, at den kommende civilsamfundsstrategi giver mulighed for at etablere dem.

I England har ordningen med timebanker givet et markant bidrag til løsning af problemer med ensomhed hos ældre borgere.
I England har ordningen med timebanker givet et markant bidrag til løsning af problemer med ensomhed hos ældre borgere.Foto: Linda Johansen/POLFOTO
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Michael Wulff
Chefkonsulent i Kirkens Korshær, sociolog og forfatter til bøger om frivillighed

Onsdag inviterede regeringens taskforce udvalgte repræsentanter fra frivillige organisationer, kommuner og fonde til et dialogmøde om, hvad der skal med i regeringens kommende civilsamfundsstrategi.

Hvis man vil udnytte civilsamfundets og frivillighedens potentiale, bør man efter min mening gøre det muligt at drive timebanker i Danmark. Som Altinget Civilsamfund skrev onsdag vil samfundet med etableringen af timebanker høste store gevinster.  

En timebank er en frivillig organisation, der har til formål at bringe mennesker og deres kompetencer sammen. En timebank adskiller sig fra traditionelt frivilligt arbejde ved, at mennesker mødes og hjælper hinanden, så de både er brugere og frivillige. Dette sker ved udveksling af tid, som registreres i en bank.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

En række af gevinster
Det foregår på den måde, at Anders udfører et stykke frivilligt arbejde i en times tid for Bassim, f.eks. sprogtræning, og Anders har således optjent en times frivilligt arbejde, som han kan hæve i timebanken. Han kan så få en times frivilligt arbejde fra den samme eller en anden person, som f.eks. en times computerhjælp eller besøg af en frivillig besøgsven. Et ganske simpelt system, hvor tid bruges som valuta.  

En evaluering af Community Time Bank i Manchester, England, viste, at deltagerne i 2016 havde udvekslet 2.609 timer med 90 forskellige typer aktiviteter, som f.eks. undervisning i kroket og web design, følgeskab til hospitalaftale og hjælp med opvasken og oprydning i hjemmet. Evalueringen viste, at 80 procent af deltagerne følte sig mere tilknyttet til deres lokalsamfund, 80 procent talte med deres naboer, og 90 procent mente, at deres deltagelse i timebank var meget vigtig for deres liv. 

Evalueringen viste, at 80 procent af deltagerne følte sig mere tilknyttet til deres lokalsamfund, 80 procent talte med deres naboer, og 90 procent mente, at deres deltagelse i timebank var meget vigtig for deres liv.

Michael Wulff
Sociolog

Undersøgelser fra Storbritannien viser, at timebanker er særligt effektive til at involvere socialt marginaliserede grupper, som står udenfor arbejdsmarkedet og som traditionelt ikke udfører frivilligt arbejde i nær så høj grad som andre samfundsgrupper. 

I Rushey Green Time Bank, hvor jeg selv sad i bestyrelsen, viste en undersøgelse, at 44 procent havde etnisk minoritetsbaggrund, og 52 procent havde et fysisk eller psykisk handikap. Samtidig løste timebanken et stort ensomhedsproblem blandt ældre borgere, som udgjorde en tredjedel af timebankens brugere. 

Som en af Rushey Green Time Banks brugere fortæller: ”Jeg skulle sidde sammen med en blind og meget ensom ældre kvinde på den anden side af vejen. Ved at lære hende at kende begyndte jeg at hjælpe og passe hende, og efterhånden kom jeg ud af min depression”. 

Bør gøres lovligt i Danmark
I Danmark er det desværre ikke muligt at etablere timebanker. For som Altinget Civilsamfund fortalte, afgjorde Landsskatteretten i 2005, at den form for frivilligt arbejde skal beskattes. Jeg mener, at det er uklogt at afskære os fra de gevinster, som ligger i timebanker. Når borgere udfører frivilligt arbejde, holder de sig i gang, udvikler deres kompetencer og udvider deres sociale netværk. Det kan ingen vel være imod.

Derfor håber jeg, at den kommende civilsamfundsstrategi indeholder timebanker – og altså gør det lovligt at etablere timebanker. Mit forslag er derfor at afprøve det med et pilotprojekt, så alle kan se, at det hverken fører til sort arbejde eller løndumping, men at der blot er tale om at udvide paletten med frivillige aktiviteter til gavn for flere borgere – som ellers ikke ville involvere sig i frivilligt arbejde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Wulff

Chefkonsulent, Dansk almennyttigt Boligselskab (DAB), forfatter
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 2002)

0:000:00