Studerende: Kolonihave-drama viser noget vigtigt om demokratiet. Vi foretrækker brok frem for bestyrelsestjanser

Derfor sidder jeg også spændt og venter på, at nogle af kritikerne stiller op til bestyrelsen. Som seer kan man ikke lade være med at tænke: Nu er det endelig kritikernes tid, nu kan de tage magten. Nu gør de det sgu.   

Men nej. Stilheden gennemsyrer generalforsamlingen, ingen stiller op som formand – min forhåbning realiseres ikke.

Nogle få forholdsvis nye, "unge" stiller op til bestyrelsen, men ingen vil være formand. Den kritiske forsamling, der har protesteret med bagtaleri og sure beskeder, gider ikke stille op og indgå i bestyrelsen.  

Selvom det hele er ganske underholdende, så afspejler fadæsen, at vi de sidste 15-20 år har bevæget os mod et såkaldt protestdemokrati.

For når vi skal artikulere vores politiske engagement og demokratiske kritik, så vælger vi i stigende grad at protestere frem for at institutionalisere den. 

Brok frem for bestyrelsespost

Vores hang til protest beskrives i bogen "World Protest: A Study of Key Protest Issues in the 21st Century", der viser, at der i perioden fra 2006-2020 har været en tredobling af protester globalt.

Og at de fleste protester opstår i demokratier, da de i autokratier slukkes med repression.  

Vi har stadig et politisk engagement, en vrede og kritik, som vi vil artikulere. Vi vil stadig gerne høres. Nu er det bare gennem protesten frem for partiet.

Jeppe Grandahl
Studerende, Aarhus Universitet

Igennem historien har der været flere perioder, hvor folk har protesteret mod samfundets tilstand: De revolutionære protester i 1848 og 1917, de massive kvinde-, studenter- og antikrigs-oprør i 1968'erne, i 1989 med Murens Fald fald, til nu, hvor vi har set globale protester som Occupy Wall Street, Black Lives Matter og Fridays for Futures klimastrejke.  

Inden og samtidig med protesten blev mainstream har politologen Robert Putnam beskrevet, hvordan de traditionelle sociale institutioner og demokratiske deltagelseskanaler de sidste mange årtier er blevet udhulet: færre og færre er medlemmer af partier, fagforeninger, kirker, fodboldklubben og så videre.

Vi har foretaget en social og politisk afinstitutionalisering.  

Den politiske afinstitutionalisering har dog primært påvirket de traditionelle politiske deltagelseskanaler.

For vi har stadig et politisk engagement, en vrede og kritik, som vi vil artikulere. Vi vil stadig gerne høres. Nu er det bare gennem protesten frem for partiet. Nu er det – groft sagt – flere sure sms'er, mere brok over døde duer frem for at stille op til bestyrelsen.  

Legitimiteten og seriøsiteten i kolonihavebeboernes protest kan selvfølgelig ikke helt sammenlignes med de virkelige sociale bevægelsers mere raffinerede protester. På den måde er kolonihaven ved Jørgen Berthelsens Minde et protestdemokrati i yderste potens.  

Samfundets Susanne 

I løbet af sæson to går der ikke lang tid, før Finn kaldes for Putin, og at kolonihave demokratiet føles som et autokrati.

Man trækker på smilebåndet. Men der ligger noget dybere i det.  Det kan godt være, at beboerne lever i et kolonihave-demokrati, men de føler sig overset og overhørt af Finn og de mange regler, som nu opretholdes.

De er ikke imod demokratiet i kolonihaven, men måden det fungerer på. En følelse, som i høj grad er udbredt i mange europæiske lande, hvor 92 procent støtter et demokratisk politisk system, men kun 20 procent er tilfredse med det. 

Der tegner sig en krise. Men måske kan kolonihavens arbejdshest Susanne være løsningen – i hvert fald i kolonihaven. Hun er nemlig bindeleddet mellem bestyrelsen og protesten.

Derfor går Finn til hende, da han prøver at få støtte til sit træprojekt i Oasen. Det er gennem hende, han kan få adgang og høre protestens stemme – og få magtens legitimitet.   

Spørgsmålet er, om en Susanne ude i det brede samfund på samme måde kan agere bro mellem protesten og institutionen – eller om der overhovedet findes en Susanne derude?