Fond og tænketank: Demokratiet har vendt ryggen til en stor gruppe borgere

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør
Rie Odsbjerg Werner
Adm. direktør, Tryghedsgruppen og Trygfonden, næstformand for Fondenes Videnscenter
Det danske demokrati er stærkt, men her og der slår det sprækker.
Ikke fordi de demokratiske institutioner er ved at bryde sammen, men fordi forbindelsen mellem nogle grupper af borgere og beslutningstagere er tyndslidt.
Analysen 'Vores Stemmer' fra Tænketanken Mandag Morgen viser, at op mod hver tredje dansker føler mistillid og afmagt i mødet med demokratiet.
Samtidig ser vi hen imod et kommunalvalg, der ifølge professor Kasper Møller Hansen risikerer at få den laveste valgdeltagelse i 50 år og en gruppe borgere, der kun oplever deres stemmeseddel som en tom gestus.
Det er en demokratisk temperaturmåling, vi ikke har råd til at ignorere.
I den nye analyse 'Demokratisk Mistillid og Afmagt' har Tænketanken Mandag Morgen og Analyse & Tal med støtte fra TrygFonden undersøgt årsagerne til mistilliden blandt de grupper, der stiller sig mest utilfredse overfor demokratiet eller deltager mindst.
Kort sagt har målet være at lytte til utilfredsheden fremfor blot at betragte den med en analytisk distance.
Sofavælgerne er ikke problemet
De interviewede er borgere, der lever i social udsathed, borgere med minoritetsetnisk baggrund, borgere, der bor i et landdistrikt, borgere i lavindkomstgrupper og unge under 30, der har en erhvervsuddannelse.
Mistilliden er ikke et tegn på, at folk har vendt demokratiet ryggen. Det er et råb om at blive taget alvorligt.
Lisbeth Knudsen og Rie Odsbjerg Werner
Strategidirektør, Tænketanken Mandag Morgen og direktør, Tryghedsgruppen
Selvom grupperne er forskellige, viser analysen, at der er fem gennemgående erfaringer, der går igen: Mange oplever, at indflydelse kun er forbeholdt en akademisk elite.
Politikerne opfattes som utroværdige og drevet af karriere frem for idealer.
Medierne beskrives som skæve og sensationssøgende.
Folk føler sig ikke repræsenteret i et Folketing, der ligner en klub for de få. Og store grupper oplever at stå udenfor fællesskabet, stigmatiseret og overset.
Det er ikke sofavælgernes dovenskab, der er på spil. Tværtimod.
De fleste stemmer, når der er valg, mange engagerer sig i foreninger og lokale fællesskaber. Men oplevelsen af ikke at blive hørt, forstået eller taget alvorligt æder sig ind i håbet.
Som Carsten fra Ringkøbing-Skjern siger i rapporten: "Jeg vil stemme blankt til næste valg, fordi politikerne ikke hører, hvad vi siger. De kører deres eget løb."
En ung mand på erhvervsuddannelse fortæller: "Dem, der sidder øverst, kan bryde loven og gå fri. Hvis vi gjorde det samme, blev vi straffet. Så der har jeg mistet alt."
Flere melder sig ud
Analysen viser, at demokratiet stadig bæres af en grundlæggende respekt for idealet om frihed og lighed.
Kun ganske få ønsker et andet styresystem. Men idealet holder kun, hvis vi tør tage mistilliden alvorligt og handle på den.
De, som føler sig sat udenfor, har ikke vendt demokratiet ryggen.
Lisbeth Knudsen og Rie Odsbjerg Werner
Strategidirektør, Tænketanken Mandag Morgen og direktør, Tryghedsgruppen
Borgerne efterspørger ikke mirakler, men konkrete forandringer: Et Folketing, der afspejler og lytter til befolkningen; et politikerideal uden privilegier; en mere inkluderende og fordomsfri debatkultur; og reelle veje til indflydelse også for dem, der ikke taler akademisk eller bor i storbyen.
En sammenfatning af ønskerne kunne være, at broen mellem politikerne og befolkningen skal styrkes.
Mistilliden er ikke et tegn på, at folk har vendt demokratiet ryggen. Det er et råb om at blive taget alvorligt.
Vi kan vælge at affeje stemmerne som brok og populisme – eller vi kan vælge at se dem som et spejl, der viser, hvor demokratiet halter.
Hvis vi ikke handler nu, risikerer vi, at stadig flere borgere trækker sig tilbage i resignation eller søger fællesskab i yderfløjsmiljøer.
Men vi må også huske det mest slående ved rapporten: De, som føler sig sat udenfor, har ikke vendt demokratiet ryggen – de oplever, at demokratiet har vendt dem ryggen.
Og netop derfor er deres håb og vrede det stærkeste signal, vi kan få om, at forbindelsen mellem system og borgere skal genopbygges – nu.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Røde Kors startede som en bragende fiasko på Dybbøls slagmark, men kom til at forme det danske velfærdssamfund
- Generalsekretær: Foreningslivet er ikke nostalgi og kulturarv. Det er samfundskritisk infrastruktur
- Giver det magt at have statsministerens nummer i sin mobil? Ikke nok, hvis man spørger Anders Ladekarl
- Navneskifte på civilsamfundsuddannelse giver håb om flere ansøgere: “Det er stadig fugle på taget”
- Forbund: Små foreninger skal selv søge indflydelse i kommunerne























