Tørklædeforbud, smykkelov og Trumps mur til Mexico: Symbolpolitik er også rigtig politik

"Realpolitik er erstattet af intentionspolitik, som er symbolpolitikkens overmand," udtalte Lars Løkke Rasmussen (M) i efteråret.

Skellet er velkendt. Der er symbolpolitik på den ene side, og så er der rigtig politik på den anden. "Vi drukner i symbolpolitik," skrev den tidligere radikale leder, Morten Østergaard, for eksempel efter sin svømmetur til Lindholm, hvor VLAK-regeringen ville etablere et udrejsecenter. "Radikale Venstre," fortsatte han, "er din garanti for en ny retning. FREMAD!"  

Valget er klart: Symbolpolitik eller fremgang. 'Symbolpolitik' er uden tvivl et af de værste skældsord i dansk politik – måske sammen med populisme, som det ofte bliver kædet sammen med. Symbolpolitik er ifølge ordbogen politik, "der i højere grad føres for at markere en ideologisk holdning over for offentligheden og give indtryk af handlekraft, end for at anvise konstruktive forslag til løsning af det pågældende problem".

Læg her mærke til skellet mellem at markere en holdning og konstruktive forslag, som om de to var gensidigt udelukkende. Eller tag det lille "give indtryk af" før "handlekraft," der markerer, at symbolpolitik ikke er ægte handlekraft. Symbolpolitik er spin, symptombehandling og signallovgivning, mens såkaldt realpolitik – 'rigtig politik' – er med problemløsning.

Pudsigt nok kan skældsordet 'symbolpolitik' i sig selv være et symbol, som anti-symbolpolitikerne kan samles om at være imod

Silas L. Marker
Filosof og forfatter

Den første forudsætning, som anti-symbolpolitikken bygger på, lyder, at samfundsproblemer eksisterer objektivt derude, og politik handler om at løse dem. Denne præmis overser dog, at ethvert udsagn, om at noget er et problem, i sig er selv en politisk påstand.

Sætningen "x er et problem" er en særlig type talehandling, der med et udtryk lånt fra Michael Warner kaldes en problematisering, altså konstruktionen af en problematik forstået som en horisont af forståelighed, inden for hvilken problemer får betydning for os. Problemer ligger nemlig ikke bare derude og venter på at blive løst. For at noget kan gå fra at være en kendsgerning til at være et problem, skal det problematiseres politisk – kun derigennem kan vi genkende noget som et problem.

Med dette begreb om problematisering kan vi se skellet mellem det reale og det symbolske smuldre. Enhver problematisering må nemlig foregå på det symbolske plan. Samtidig er der selvsagt ingen problemløsning uden problemer, der skal løses. Det symbolske er dermed forudsætningen for den såkaldt realpolitiske problemløsning.  

Den anden forudsætning for anti-symbolpolitikken er, at rigtig politik er lig problemløsning. Det lyder umiddelbart også godt, for selvfølgelig skal politikere løse problemer. Men hvis ens begreb om politik er begrænset til problemløsning, overser man to andre væsentlige dimensioner af det politiske: Identifikation og konflikt.  

Først identifikation. Politik handler grundlæggende om at skabe kollektive identiteter. "Arbejderne", "danskerne", "folket". Den slags ord skaber fortællinger, man kan skrive sig ind i for at blive en del af noget større. Og uden symboler, man kan samles om, ingen politisk identifikation.

Tænk blot på, hvor stor betydning et symbol som Dannebrog har for den danske identitet. Symboler er ikke bare krymmel og glasur, men derimod selve kagebunden i ethvert fællesskab. 'Hvem er vi?' er et af de vigtigste politiske spørgsmål, og vi bruger til overflod symboler til at svare på det.