Trampolinhuset: Når politikerne svigter asylbørnene, tager frivillige over

DEBAT: Christiansborg ser asylansøgere og asylbørn som tegn på krise og mener ikke, at vi har plads til dem i Danmark. Vi frivillige, der arbejder med integration, ved, at der er plads, og derfor har vi startet Folkebevægelsen for asylbørns fremtid, skriver Morten Goll, direktør for Trampolinhuset.

Af Morten Goll
Direktør, Trampolinhuset 

Jeg har sat mig foran computeren for at google ordet "asylbørn". Jeg finder masser af informative artikler af folk, som lader til at vide, hvad de taler om. De er i kontakt med flere af børnene, som bor på asylcentre.

De har fulgt specifikke asylansøgende familier i årevis, og de har sat sig til tasterne for at gøre os alle sammen opmærksomme på noget, som foregår lige i vores nabolag. Et par eksempler: Michala Bendixen skriver om "En barndom i ingenmandsland" på den sobre og velargumenterede hjemmeside, som tilhører Refugees Welcome.

Hun fortæller, at Danmark har en praksis for asylbørn, som er i modstrid med børnenes menneskerettigheder, og også i stærk kontrast til hvordan danske børn behandles. Niels Nymann Eriksen skriver i "Når asylcentre bliver barndomshjem" i Kristeligt Dagblad, at ""dilemma" er et farligt ord, når det drejer sig om at tage ansvar for et sårbart menneske. Ordet rummer nemlig en stiltiende accept af handlingslammelse. Når man formulerer et dilemma, giver man gode grunde til ikke at kunne handle".

Olav Hergel skriver i "Afviste Asylbørn er dansk politiks kastebold" i Politiken, at "Gennem årene har familierne og deres børn været kastebolde i en politisk værdikamp mellem dem, som mener, at det vil være moralsk forkert at belønne afviste asylansøgere, der siger nej til at samarbejde, med egen bolig og frit skolevalg og så de politikere, som har svært ved at se den ene barndom efter den anden forsvinde på et asylcenter".

Jeg lærer også, at vores regeringer i perioden fra 2008 til 2012 var enige om, at de afviste asylbørn tog så voldsomt skade af at bo i de almindelige asylcentre, at man var nødt til at indkvartere dem under mere almindelige boligforhold.

Og jeg lærer, at man siden dengang har arbejdet målrettet på at forværre forholdende på landets asylcentre, samtidig med at man har fjernet børnefamiliers mulighed for indkvartering udenfor centrene.

Jeg lærer, at der bor op mod 2900 børn i danske asylcentre, at mange af dem har skiftet center 6-9 gange, at der kan gå måneder, før den nye kommune finder skole til barnet, og at der på Center Sjælsmark 18. januar 2018 boede 70 børn, heraf 21 som er født i Danmark.

Ikke så sort og hvidt, som politikerne siger
Jeg hører om et barn, som, når hun hører politiet komme, gemmer sig under bordet og tisser i bukserne, fordi hun har oplevet at miste mange af sine venner, når politiet dukker op.

Jeg tænker, at hun måske er blevet mere hårdhudet siden, for i dag sidder der politi og kigger på hende hver dag, når hun skal spise i Sjælsmarks kantine. Jeg hører, at hun har problemer med at spise i kantinen, selvom husordenen på Sjælsmark foreskriver det.

Jeg læser beretninger fra dagens Danmark, som får mig til at gispe efter luft og klemme en tåre. Mange af os, der har ansvar for vores egne børn, har prøvet at tænke denne tanke "hvad nu hvis jeg ikke er i stand til at give min datter en god start på livet?", "hvad hvis det var mig?"

Jeg læser også, at hele Folketinget, fra Enhedslisten og til Dansk Folkeparti, er enige om, at de afviste asylansøgere skal repatrieres. Det er svært at argumentere imod dette standpunkt i dagens Danmark.

"They have had their day in court", som amerikanerne siger. Derfor er det sådan set, med Inger Støjbergs(V) ord, forældrene til de afviste børns egen skyld, at de lader deres børn vokse op under de kummerlige forhold i centrene.

Men problemet er ikke så sort/hvidt, som alle de enige danske politikere ser det. Politikerne ved godt, at det ikke er en vindersag at give børn dårlige opvækstvilkår, så derfor skal der være en krisesituation, der retfærdiggør det.

En brændende platform, som det også kaldes. Den krise, politikerne har defineret, er antallet af flygtninge, som søger beskyttelse hos os. Samtlige politikere medgiver, at der er en grænse for hvor mange flygtninge, vi kan modtage. Det er også meningsløst at påstå det modsatte.

Men hvor mange er det egentlig, vi har plads til?

At svare på det er som at sælge elastik i metermål, men den brændende platform kalder på "nødvendighedens politik", og det er derfor, nogle har en interesse i at tale en krise op.

Nu har vi så en situation, hvor der faktisk næsten ikke længere kommer flygtninge til Danmark. Så skulle man jo tro, at kriseberedskabet kunne afblæses?  Men nej... Politikken er afhængig af den brændende platform, så i stedet ændrer man definitionen på krisen.

Elastik, krise og Støjberg
Inger Støjberg er en mester i denne disciplin. Da det drejede sig om stop for kvoteflygtninge i en tid, hvor tilstrømningen af flygtninge var helt nede på én om dagen, flyttede hun vores forståelse af ordet krise endnu en gang.

Ifølge ministeren skulle der ikke lukkes op for modtagelsen af flere kvoteflygtninge, før hver eneste flygtning med opholdstilladelse er velintegreret i samfundet. På den måde fik hun held til at definere det som en landsdækkende krise, hvis vi har blot én enkelt syrer i landet, som ikke har lært dansk.

Man tænker jo, at så kan den elastik trods alt ikke strammes mere. Men selv dette kategoriske argument indeholder endnu en bekvem elastik, som man kan blive ved med at stramme på: hvordan definerer man "velintegreret"?

Burkadebat, ghettoudspil og nedskæringer på retten til tolke i sundhedssektoren viser, at den elastik sagtens kan strammes.

For politikere, der ønsker at få det til at fremstå som rettidig omhu at forringe asylbørnenes opvækstvilkår ved at placere dem i asylcentre, er det meget belejligt at bruge sådan en elastiskpræmis, fordi enhver brændende platform kan gøres permanent, hvis man løbende kan ændre forudsætningen for, hvorfor krisealarmen oprindelig lød.

Det ved de inde på Borgen. Og der er desværre kun et mindretal derinde, som dog herfra skal have stor ros for deres vedholdenhed, der bekymrer sig om børnenes tarv.

Men hvad nu, hvis krisen er en mindre krise, som er blevet blæst op til ukendelighed? Hvad hvis vi faktisk har værktøjerne til at løse den?

Så burde der vel være plads til flere nye medborgere? Så burde vi vel kunne give børnene et værdigt liv?

Folkebevægelsen for asylbørns fremtid
Når man bevæger sig udenfor Christiansborg, ud blandt de frivillige, blandt medborgerne, ud i foreningerne og ud på arbejdspladserne, så mister virkeligheden sit sort/hvide skær, og nuancerne træder frem.

Det er derfor i det frivillige Danmark, de gode løsninger bliver udviklet. Et sådant initiativ kommer fra en stor gruppe på 30 frivillige organisationer og virksomheder, som er gået sammen om at danne Folkebevægelsen for asylbørns fremtid.

Folkebevægelsen for asylbørns fremtid ønsker at samle disse 30 organisationers kræfter og netværk for at slå fast, at vi ikke anser politikernes brændende platform for en krise, der på nogen måde kan retfærdiggøre dét, der sker for 2900 børn og deres forældre i dagens Danmark.

Vi kan gøre det bedre som samfund!

Vi frivillige, som har fingeren på pulsen og til daglig udvikler det danske demokrati ved at producere integration mellem de mange forskellige kulturer og religioner, ved, at der er plads.

For der er ikke nogen brændende platform. Der er en række alvorlige problemer i samfundet. Problemer med forståelsen for lighed, frihed, demokrati, religionens indflydelse og den sociale kontrakt. Det er problemer, som vi kan og skal løse i fællesskab.

12. marts 2018 klokken 14.00 åbner Trampolinhuset dørene for Folkebevægelsen for asylbørns fremtid. Det bliver et stormøde, hvor alle organisationerne diskuterer bevægelsens næste skridt. Alle er velkomne!

Jeg læser Folkebevægelsen for asylbørns fremtid's anbefalinger på deres hjemmeside, hvor man også kan finde ambassadørerne Mikkel Lomborg, Nadia Nadim og Thure Lindhardt med flere.

Jeg tænker, at det, når alt kommer til alt, er ret simpelt: Det er børn, det handler om, og hvis min lykke, sikkerhed og trivsel afhænger af, at vi gør et barn fortræd, hvad er den så værd?

Så lad os da komme i gang!

Forrige artikel LivaRehab: Sugardating siger mere om samfundets moral end de unges LivaRehab: Sugardating siger mere om samfundets moral end de unges Næste artikel Boligsocial ildsjæl: De udsatte boligområders problemer er sociale Boligsocial ildsjæl: De udsatte boligområders problemer er sociale
  • Anmeld

    Michael Svennevig · Forfatter og dramatiker

    Fin artikel

    Godt set - og klart formuleret, Morten.
    Ja, lad os se at komme i gang!

  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Socialistisk økonom

    Tålmodigheden er efter 40 år opbrugt

    Morten Goll der er vist noget grundlæggende du har misforstået

    Det er gæsterne som har forpligtelse til at tilpasse sig værternes normer eller forlade festen.

    Det er dybt beklageligt at værterne nu har mistet tålmodigheden med gæsternes adfærd og har måttet tilkalde ordensmagten for at stoppe gæsternes misforståede selvbetjeningsmani.

    Riv tørklædet af gæsternes hovede og du vil have gjort den gode gerning vi vist alle angler efter at kunne finde og gøre. Jeg kan se på dit foto at selv det lille skridt har du ikke haft sans for eller ikke kunnet sætte igennem.

  • Anmeld

    Morten Goll · Trampolinhuset

    Om burkaer og tørklæder

    Tak for kommentaren. Det er Altinget der har valgt billedet. Vores holdning til maskeringsforbudet kan du læse om i min forrige klumme her på altinget.

  • Anmeld

    Michael Funder · Socialt Netværk

    Misforstået definition af alle og opfordring til vold mod kvinder

    Jeg er ganske godt træt, af vores danske ophøjede individer på højrefløjen, som gang på gang mere eller mindre bevidst (nok meget bevidst) føler trang til at opfordre til vold, med deres misbrug af ord. At rive tørklædet af en kvinde, til trods for at hun med stor sandsynlig, bruger tørklædet af egen fri vilje, er for mig, opfordring til vold.
    At man derefter tolker at "vi" alle kunne finde på det, er nok en for stor mundfuld, da det sandsynligvis kun er de mest radikaliserede højreindivider, som offentligt ville udøve vold mod en sagesløs kvinde. For mig er en gæst, i dette tilfælde en flygtning, personer som har større behov for hjælp, end en normal gæst. At man så derudover får lyst til at være voldelig mod sine gæster er en anden sag.
    Claus Sønderkøge, behandler du alle dine gæster således.

  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Socialistisk økonom

    Vær dog lidt hjælpsom Michael Funder

    Michael Funder jeg synes det er bedre at hjælpe mine gæster når jeg kan se de har behov herfor end blot at læne mig tilbage og lade dem løbe linen ud.

    Og det er jo en grusom skæbne de mennesker som har lænet sig sløvt tilbage i 40 år og levet af andres velvilje vil opleve når tilmodigheden slipper definitivt op.

    Giv dem en chance og riv tørklædet af dem så de forstår at nu er det kun dem selv der kan redde dem og deres børn.

  • Anmeld

    Poul Roepstorff · Fhv. advokat

    Svar til Claus Sønderkøge på hans utålmodighed.

    Kære Claus Sønderkøge.
    Sagt lavmælt og i fortrolig tale: "Der er vist noget grundlæggende du har misforstået" Det er en ældgammel regel som også vore forfædre efterkom, at når en person - selv ens fjende - opholdt sig i ens hjem var værten forpligtet til at behandle ham ordentligt. Det kan bedst betegnes som en "gæstebudsregen". Det har aldrig været skik og brug, at gæsten var forpligtet til at "tilpasse" sig værternes orden ligesom det forudsattes, at gæsten respekterede værtens orden. Det gør "gæsterne" som bekendt også i dagens Danmark. Jeg ved selvfølgelig godt, at et flertal i folketinget har vedtaget, at asylansøgere og folk på tålt ophold skal behandles så dårligt som overhovedet muligt i et forsøg på ad den vej at få de pågældende personer til at forlade Danmark. Men, at denne beslutning også skal omfatte de pågældendes , uskyldige børn, som derved bliver gjort til gisler for den førte politik med den overvejende sandsynlige følgevirkning, at (også) børnene får alvorlige psykiske problemer i mange år måske resten af deres liv er ikke os danskere værdigt; vi som hidtil af mange andre er blevet anset for at være liberale, tolerante og hjælpsomme mod andre mennesker. Den anseelse skulle meget nødigt mistes. Jeg er enig med mange andre i, at vi ikke kan redde alle verdens flygtninge og andre folk i nød, men de relativt få af den gruppe mennesker, der er kommet til Danmark i de senere år bør og skal vi behandle ordentligt. Det har vi en menneskelig pligt til og det har vi råd til -hvis vi vil.

  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Socialistisk økonom

    Der er jo ingen der skal behandles så dårligt som muligt

    Poul Roepstorff der er jo ingen der skal behandles så dårligt som muligt. Havde det været tilfældet ville det jo ikke være svært at finde midler der virkede mere målrettet i så henseende.

    Hvis du mener gæsterne aldrig har haft pligt til at tilpasse sig værterne finder jeg du er galt afmarcheret. Folk af forskellig religion har aldrig mødtes derfor har vi også de økumeniske møder. De er svære og for de fleste synes det som om det går meget langsomt fremad hvis overhovedet. Man skal vist nærmere glæde sig over det nok ikke går baglæns på det plan.

    Din kommentar omkring børn må vist være retorisk. Som jurist kender du bedre end de fleste hvad lovgivningen siger om forældres rettigheder og pligter.

    Hvad vi har menneskelig pligt til ved jeg ikke præcis. Men een ting ved jeg det er vi har pligt til at skabe en bedre verden. Det betyder vi har pligt til at ændre vore politiske handlingsmønstre når vi kan erkende at de hidtidige har fejlet.

Bankgebyrers himmelflugt dræner foreningers pengekasser

Bankgebyrers himmelflugt dræner foreningers pengekasser

PRISSTIGNINGER: Gebyrer på foreningskonti har taget himmelflugten, og foreninger skal nu betale op til 5.000 kroner for at oprette en bankkonto. Det viser en prisundersøgelse, som Altinget har lavet. Jyske Bank er blandt de allerdyreste.