WeShelter: Et civilsamfund, der springer fra tue til tue, kan ikke afbøde tidens kriser

De seneste år har vist, at konsekvenserne af kriser er størst for de mennesker, der lever yderst på kanten.

Flygtningekriser bringer mennesker på flugt i hvad de går og står i. Som i 2015 hvor syriske flygtninge vandrede fra Homs til Hovedbanegården i København. Her stod Røde Kors’ frivillige klar med overtøj, omsorg og oplysninger om det danske samfund. Det samme skete i 2022, hvor flygtninge fra Ukraine kom direkte rullende ind med toget.

Under coronakrisen tog de sociale hjælpeorganisationer ansvar. KFUM’s Sociale Arbejde kørte ud for enden af grusvejene i yderområderne med støtte, tøj og rådgivning. Projekt Udenfor tjekkede hjemløse gadesovere ind på hotelværelser. Min egen organisation, WeShelter, etablerede nødvarmestue, hvor hjemløse i ly for kulde og regn kunne få et måltid mad.

Kriseindsatserne blev til med offentlige støttekroner i ryggen. Men uden et allerede eksisterende organisatorisk setup kunne de ikke være iværksat.

Organisationer afhjælper leveomkostningskrisen

Lige nu slår leveomkostningskrisen hårdt igennem for dem med de dårligste boliger og laveste indtægter. De bliver særligt klemt, når priserne på brændsel og strøm stryger op, og priserne på æg og fars går samme vej. Politikernes tiltag med blandt andet at sænke elafgiften vil gøre en forskel. Men mange udsatte og fattige vil fortsat gå hårde tider i møde.

Civilsamfundet kan ikke løse leveomkostningskrisen alene. Men de kan afbøde konsekvenserne

Ole Abildgaard Mikkelsen
Direktør, WeShelter

Civilsamfundsorganisationerne kan ikke løse leveomkostningskrisen alene. Men de kan afbøde konsekvenserne. For eksempel ved at tilbyde økonomirådgivning, som giver luft i budgettet.

Mange organisationer giver julehjælp til fattige og tilbyder en plads i fællesskabet omkring spisebordet på værestedet. Og ikke mindst tilbyder flere organisationer social retshjælp, som kan guide mennesker hen til de kommunale støttemuligheder, der gemmer sig i bureaukratiet.

Civilsamfundet er nøglen til et socialt beredskab

Kriser er ofte komplicerede. En enkelt aktør kan hverken løse krisen eller afbøde konsekvenserne alene. Alle gode kræfter skal i spil og tage ansvar. Offentlige og private. Lønnede og frivillige.

Et stærkt civilsamfund, som tager ansvar, er nøglen til at opretholde det sociale beredskab, som bringer udsatte mennesker godt igennem krisen.

Hvis civilsamfundet skal opretholde et socialt beredskab og tage ansvar, så kræver det en solid organisering og mulighed for hurtig mobilisering af frivillige. Gode relationer og netværk blandt nøgleaktører hos myndigheder, i virksomheder og fonde er også en forudsætning. Det kræver også kapacitet til at tænke nyt og handle hurtigt – og til løbende at evaluere og rette indsatsen til. Ingen af delene kan man først gå i gang med at skabe, når krisen er der.

Med stabilitet kan organisationerne koncentrere sig om at dygtiggøre og fastholde såvel nye som erfarne frivillige

Ole Abildgaard Mikkelsen
Dirketør, WeShelter

Stabilitet er kodeordet

Kodeordet er stabilitet. I dag hopper organisationerne fra tue til tue. Med stabilitet kan organisationerne koncentrere sig om at dygtiggøre og fastholde såvel nye som erfarne frivillige. Det vil sikre, at frivillige lægger et varigt engagement i det sociale beredskab.

Stabilitet vil også betyde, at organisationerne kan bruge mindre tid på at udarbejde ansøgninger til offentlige puljer og på at rekruttere og onboarde nye kolleger på kortvarige kontrakter. Det vil samtidig give et bedre arbejdsmiljø. I tilgift vil den organisatoriske hukommelse blive styrket. Når ingen var med til at løse den sidste krise, er organisationen dårligere stillet til den næste.