Boguddrag: Er danskerne særlig gode til fællesskaber?

UDDRAG: Efter aftale med Strandberg Publishing bringer Civilsamfundets Videnscenter en smagsprøve fra bogen 'Come Together – Fællesskaber i Danmark' af Jane Sandberg. Bogen handler om de mange frivillige fællesskaber, der pibler frem i Danmark.

Uddrag til Altinget fra bogen 'Come Together – Fællesskaber i Danmark' af Jane Sandberg.

Er danskerne særlig gode til fællesskaber?

Flere har forsøgt at finde årsager til, at vi som helt almindelige borgere drives af lysten til fællesskaber. En forklaring kan måske findes i vores historie; landet, hvor andelstanken blev født, har måske et stærkt fællesskabs-dna? En Eurobarometer-undersøgelse fra 2018 viser, at unge danskere sammen med deres irske aldersfæller topper den europæiske liste, når der måles på lyst til at lave frivilligt arbejde og løfte fællesskabsprojekter.

Hele 39 procent af unge danskere mellem 15 og 30 år svarer, at de inden for det seneste år har arbejdet frivilligt. Undersøgelsen har også set på, hvilke slags fællesskaber der tiltrækker de unge, og her er det særligt lysten til at gøre noget for og sammen med andre, som er udslagsgivende. Professor ved Roskilde Universitet Thomas P. Boje peger i en kommentar til undersøgelsen på, at vi i Danmark har en lang tradition for det at være medlem af foreninger og faglige organisationer, og netop denne tradition kan være en af årsagerne til, at vi er europamestre i frivilligt arbejde og fællesskaber.

På den baggrund kunne det være nærliggende at formode, at der findes en særlig dansk variant af fællesskab, som er kulturelt indlejret i os? En anden forklaring kan findes i noget alment menneskeligt, nemlig erkendelsen af, at mennesket har det bedst i samvær med andre. Institut for Lykkeforskning har for længst dokumenteret, at det er via relationer, mennesker bliver lykkeligere.

”Et af de klareste mønstre i lykkeforskningen er vigtigheden af vores sociale relationer. Hvad enten vi ser på de globale, nationale eller lokale datasæt, så er styrken af vores fællesskab en afgørende faktor for det gode liv. Hvad enten vi måler fællesskab via komplekse mål som UCLA Loneliness Scale, der fanger 20 forskellige aspekter af ensomhed, eller stiller simple spørgsmål som ’føler du, at du har nogen i dit liv, du kan trække på, hvis du har brug for hjælp?’ så er de med til at forklare, hvorfor nogle mennesker er mere tilfredse med livet end andre. Hvis jeg ikke kunne spørge folk direkte, hvor lykkelige de er, ville jeg spørge dem, hvor tilfredse de er med deres sociale relationer,” siger direktør for Institut for Lykkeforskning Meik Wiking.

Opfattelsen understøttes af et studie fra Harvard Universitet, som over en periode på 80 år har fulgt 724 mænd for at identificere psykosociale faktorer, som har betydning for det, studiet kalder ”sund aldring”. Direktøren for forskningsprojektet, Robert Waldinger, siger, at ”gode, stærke og tætte relationer” er udslagsgivende for menneskers oplevelse af lykke. Waldinger fortæller, at kronisk stress over at være ensom og ulykkelig sætter sig i kroppen og bliver en fysisk udfordring, som har afgørende indflydelse på menneskers opfattelse af at være lykkelige. Robert Waldingers råd til, hvordan vi kan indrette vores liv, så vi opnår en oplevelse af lykke, er at ”give vores medmennesker og særligt nære relationer vores fulde opmærksomhed, fordi netop opmærksomhed er det mest værdifulde, vi kan give hinanden”. Robert Waldinger understreger, at det ikke er antallet af venner på Facebook, som er afgørende for, om vi har mange relationer, men at det er kvaliteten af vores relationer, som er vigtig.

Den australske hospicesygeplejerske Bonnie Ware har i sin bog ”The Top Five Regrets of the Dying” beskrevet, at den fjerdemest udbredte fortrydelse er, at den døende ikke har holdt kontakt til sine venner.

I fællesskaberne mødes vi ofte med nogle, som vi deler interesser med, men lige så ofte på tværs af både aldersmæssige, politiske og kulturelle skel. Og møderne er meningsfulde. Derfor søger vi dem. De fællesskaber, som ser dagens lys i disse år, har dog et træk, som skiller sig en smule ud fra tidligere tider. De er ofte født ud af gamle problemstillinger, men løsningsmodellerne er nye. Vor tids fællesskaber er således ofte reaktioner på samfundsanliggender, som før ville have fundet en reaktion inden for et politisk system. Tidligere var det nærliggende at involvere sig i fagforeningen, hvis man var utilfreds med trivslen på sin arbejdsplads. I dag laver medarbejderne en frokostklub eller sejler kajak efter arbejdstid. Tidligere meldte man sig ind i et politisk parti, hvis der var en sag, man ville arbejde for.

I dag melder man sig under Venligboernes faner, når man er utilfreds med, hvordan nytilkomne mødes af vores samfund. I dag finder ligesindede sammen i det, man kunne kalde ”nedefra og op”-reaktioner. Initiativerne fødes ud af et enkelt menneskes visioner og bredes så til andre, ofte med lynets hast via de sociale medier. Reaktionstiden er kort – de nye fællesskaber er agile og kan reagere med dags varsel. ”De hjemløse fryser og mangler soveposer og tag over hovedet i nat, så lad os gøre noget ved det nu!” synes at være et godt eksempel på et konkret fællesskab, som opstod, fordi gode mennesker så et akut behov, da termometeret i januar 2016 nåede ned på minus 16 grader. Et enkelt opslag på initiativtagerens Facebook-side blev læst af 1,8 millioner mennesker, og i løbet af få dage blev der indsamlet tøj, soveposer og mad til de hjemløse i helt overvældende omfang.

I 2009 fik den britiske mad-entreprenør Hugh Fearnley-Whittingstall (kendt fra tv-serien og kogebøgerne River Cottage) en god ide. Hvorfor ikke bruge de sociale medier til at skabe forbindelse mellem alle dem, som gerne vil dyrke deres egne grøntsager, og dem, som har for meget jord? Projektet Landshare fik på ganske kort tid skabt forbindelse mellem tusinder af mennesker, som fik glæde af både grønne hænder og ledig jord.

De lokale ildsjæle spiller selvfølgelig en stor rolle. Ofte som lokomotiv for en udvikling. Som når forfatteren Josefine Ottesen for egne midler køber Frelsens Hærs hus i Svendborg og omdanner bygningen til forsamlingshus for lokalsamfundet med et eneste krav, nemlig at alle, som bruger huset, bidrager med noget. Eller når Jørgen Søvndal fra den vestjyske landsby Linde opkøber bygninger i byen, fordi han ikke kan holde de slukkede lys i vinduerne ud, og nu sørger for, at der bliver ved med at være liv i husene. Men det er ikke blot de lokale ildsjæle med bugnende pengepunge og vilje til at dele ud af deres midler, der betinger en succes, og det er langtfra alle fællesskabsinitiativer, som kræver mange penge – om nogen overhovedet. Det er i lige så høj grad det lokale engagement, som er afgørende for, om en fællesskabsidé bliver en succes. Det dokumenterede et forskningsprojekt fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, allerede i 2013. Rapporten konkluderede, at lokal udvikling i særligt yderområder kræver, at det er borgerne selv, som tager initiativet. Det dur altså ikke, at ideen påduttes af en myndighed, styrelse eller fond. Succesen er ganske enkelt betinget af, at tanken fødes ud af et lokalt og personligt engagement.

I Danmark er vi begavet med en lang række almennyttige fonde, og fondene har for længst fået øje på den kraft, der ligger i de fællesskaber, som fødes nedefra. Ser man på finansieringen af de fællesskaber, som har haft behov for likvide midler, er det meget ofte fondsdonationer, som har skabt bæredygtige fundamenter for fællesskabernes videre færd. Ofte har relativt små donationer gjort hele forskellen for de fællesskaber, som, når de først er skubbet i gang, er rundet af en bytteøkonomi, hvor ydelserne er menneskeligt nærvær, omsorg og lyst til at nedbryde skel. Ofte bidrager fondene med startkapital til initiativer, som har brug for midler til at komme godt fra start, og tit spiller en fondsdonation også positivt ind på, hvorvidt det lykkes at få den lokale kommune til at spytte i kassen.

Der findes mange forskellige fonde, både store og små, som i disse år har et stærkt fokus på netop initiativer, der er med til at styrke sammenhængskraft og medvirke til, at der bygges bro mellem forskelligheder. Fondene er også meget villige til at støtte projekter, som undersøger nye samværsformer, og de er gode til at dele erfaringerne fra de projekter, de har støttet, så andre kan stå på skuldrene af den viden, der er oparbejdet i et projekt.

Det er en ny tendens, som Birgitte Boesen beskriver i bogen ”Fonde i bevægelse”. Bogen ser blandt andet på, hvordan den danske fondsverden har undergået en stor transformation. Fondene er generelt blevet langt mere åbne og søger samarbejde med deres ansøgere. Fondene har bevæget sig fra at agere i lukkede kredsløb, hvor relationen til dem, der søgte støtte, som regel udgjordes af en formel ansøgning på papir og et lige så formelt svar, til i dag i langt højere grad at søge samarbejde, både mellem de enkelte fonde og med deres ansøgere. Mange fonde har ansat fagligt personale, som i dialog med ansøgere udvikler projekter og er med til at kvalificere dem, så de får størst muligt impact. Birgitte Boesen peger i sin bog også på, at fondene i langt højere grad end tidligere er åbne for samarbejder med både ansøgere og kommuner. Fondene ser således sig selv som aktører i tværgående samarbejder. Birgitte Boesen taler ligefrem om:

”En ny filantropisk selvforståelse, der er kendetegnet ved, at de ser sig selv som proaktive samfundsaktører, som i kraft af deres indsats skaber værdi for samfundet i en bredere sammenhæng end blot at dele penge ud til almenvelgørende formål.”

De nye fællesskabsformer stiller anderledes krav til vores gamle systemer. De kræver ofte en samarbejdsvillig og fleksibel kommune, som kan se en fordel i at stille et lokale til rådighed og ikke synes, det er til besvær, at klasselokalet på den lokale folkeskole om aftenen bliver til møderum for slægtsforskerne. Det kræver også, at det er nemt at søge kommunale midler, og ikke mindst kræver det, at der sker en erfaringsopsamling og en tilgængelig videndeling, som sikrer, at erfaringerne nemt og enkelt kan tilgås af dem, som har lyst til at etablere et nyt fællesskab. Mange af de projekter, som er beskrevet i denne bog, har været bevidste om vigtigheden af, at deres bestræbelser blev dokumenteret, fordi de netop har haft for øje, at andre kunne have gavn af at kende til både udfordringer og sejre.

De nye fællesskabsformer, der pibler frem i hele landet, bør inspirere landets politikere, hvis ansvar det må blive at sikre, at de mange ressourcer, som borgerne har, og som kan forløses gennem ikke mindst nye fællesskabsformer, kan få muligheder for at vokse, også selv om det kræver, at de eksisterende systemer skal laves om. Det kræver politisk mod, for det fordrer, at det politiske system giver ansvaret fra sig og i stedet udviser tillid til de borgere, som har lyst til at løfte. Og det kræver politisk courage til at turde sige ja til en ide, selv om man ikke ved, om den har effekt. Endelig forudsætter det en grundlæggende tillid til, at de mennesker, som lægger deres tid og viden i projektet, rent faktisk kan løfte opgaven uden alt for megen indblanding og styring. Men måske er det slet ikke så svært. For hvornår har et politisk projekt fået samme folkelige interesse som Venligboerne, og hvornår har en styrelses kampagne opnået en så bred udbredelse som Danmark Spiser Sammen, der er et omfattende samarbejdsprojekt vokset ud af Folkebevægelsen mod Ensomhed, og som hvert år i uge 17 og uge 45 får mennesker til at spise sammen i hele landet?

Ofte opstår fællesskaber, fordi nogle har lyst til at løfte en sag, som det måske kun giver mening at være fælles om i en kort periode. Den slags fællesskaber kalder på en høj grad af fleksibilitet fra landets kommuner, hvis de skal være samarbejdspartnere og for eksempel stille lokaler til rådighed. Men også fællesskabsinitiativer, som ønsker at bruge byens rum, har brug for langt mere fleksible tilgange til byplanlægning, hvor kommunerne i deres måder at tænke byernes udvikling på, giver plads til det uforudsete og vover at give lidt mere slip. Først når de mere fleksible metoder og rammer er skabt, kan kommunerne for alvor være med til at forløse borgernes fællesskabsressourcer. Først når vi bevæger os fra masterplaner til strukturplaner, hvor der åbnes for, at ting tager form undervejs, og at ikke alt kan planlægges på forhånd, har vi skabt et system, som kan rumme og forløse potentialet hos den største ressource – borgerne.

'Come Together – Fællesskaber i Danmark' af Jane Sandberg er udgivet af Strandberg Publishing og udkom 7. juni 2019. Bogen er 160 sider og koster 199,95 kroner.  

 

Forrige artikel Boguddrag: Udviklingen i frivilligt arbejde Boguddrag: Udviklingen i frivilligt arbejde
Sådan håndterer du paradokserne i frivilligledelse

Sådan håndterer du paradokserne i frivilligledelse

FRIVILLIGLEDELSE: Ledelse af frivillige er fyldt med paradokser, mener ErhvervsPhD ved Roskilde Universitet Jonas Hedegaard. Her er hans bud på, hvordan organisationer kan skabe mening og retning, når værdier, motivation og mål kan være i konflikt.

Steen Hildebrandt om civilsamfundet: Der er brug for simpel oprydning 

Steen Hildebrandt om civilsamfundet: Der er brug for simpel oprydning 

EFTERSYN: Indfør et årligt værdieftersyn på chefgangene i de danske civilsamfundsorganisationer, lyder opfordringen fra ledelsesekspert Steen Hildebrandt. Han efterspørger selvransagelse og et kritisk blik på ledelsesforhold og -kultur med hjælp fra uvildige eksperter.

Bosse: Vi skal turde lønne vores ngo-direktører ordentligt

Bosse: Vi skal turde lønne vores ngo-direktører ordentligt

LØNFORHØJELSE: Skal civilsamfundssektoren løftes, skal bestyrelserne lønne direktørerne bedre. Sådan lød den klare melding fra Stine Bosse, der i en paneldebat om ledelse i civilsamfundet hos Altinget ville have de danske ngo-bestyrelser til lommerne for at rekruttere gode ledere, som kan udvikle sektoren.

Typiske konflikter i foreningslivet og gode råd til at løse dem

Typiske konflikter i foreningslivet og gode råd til at løse dem

GODE RÅD: Konflikter bliver lettere personlige i foreningslivet, siger Julia Bjerre Hunt, som underviser i konflikthåndtering og ledelse af frivillige. Her gennemgår hun nogle af de typiske årsager til konflikter i foreningslivet og giver gode råd til at håndtere dem. 

Gode råd og værktøjer til at håndtere konflikter i frivillige foreninger

Gode råd og værktøjer til at håndtere konflikter i frivillige foreninger

KONFLIKTLØSNING: Hvordan eskalerer en uenighed til en konflikt? Og hvad gør man, når en medfrivillig fortæller én om en konflikt, han eller hun selv har? I frivilligt arbejde, hvor alle brænder for sagen, opstår konflikter let. Her får du baggrundsviden om konflikters dynamik og værktøjer til at forebygge og nedtrappe dem. 

Øvelse: Sådan laver I et konfliktberedskab i jeres forening

Øvelse: Sådan laver I et konfliktberedskab i jeres forening

VÆRKTØJ: Det er en god idé allerede i fredstid at lave et sæt spilleregler for, hvordan I håndterer konflikter i jeres forening. Her får du en øvelse, som kan hjælpe jer i gang. Øvelsen er et uddrag af Ingerfairs bog "Sådan leder du frivillige i forskellige situationer".