Kommentar af 
Lene Tanggaard

De intelligente maskiner er arbejdsgivernes drøm. Så hvad skal vi egentlig med uddannelse?

Alle, der arbejder med uddannelse, må og skal forholde sig til den etiske dimension af den teknologiske udvikling, skriver Lene Tanggaard og opfordrer til at genoplive det særligt menneskelige ved uddannelse.

De intelligente maskiner kan skrive og sammenstille information hurtigere end noget menneske. Hvad kommer det til at betyde for uddannelseslandskabet, spørger Lene Tanggaard.
De intelligente maskiner kan skrive og sammenstille information hurtigere end noget menneske. Hvad kommer det til at betyde for uddannelseslandskabet, spørger Lene Tanggaard.Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Lene Tanggaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forleden kunne man læse en provokerende påstand i en dansk avis. Påstanden lød, at middelklassen ryster i bukserne over den nyeste udvikling i kunstig intelligens i form af den såkaldte ChatGPT.

Maskinen er en OpenAI, der lynhurtigt kan sammenstille information, der allerede findes, og så lærer den, jo mere den fodres med spørgsmål.

Dens dialogfunktion vil med andre ord dø uden os, men hvorfor skulle det i særlig grad udfordre middelklassen? Og hvad betyder det for uddannelse?

Det er spørgsmål, vi er nødt til aktivt at forholde os til – ikke alene som tekniske spørgsmål om, hvad den kan og ikke kan, men, mener jeg, som en invitation til at gentænke det særligt menneskelige ved at lave uddannelse og holde skole. 

Sagen er, at de stadigt mere intelligente maskiner kan skrive og sammenstille information hurtigere end noget menneske nogensinde formår.

Selvom maskinerne bliver mere intelligente, så er det os, der bestemmer, hvilken betydning, de skal have

Lene Tanggaard
Rektor, Designskolen Kolding, og professor, Aalborg Universitet

Så hvad skal den middelklasse, der voksede frem i Informationsalderen, leve af? Det vil sige alle dem, der skriver, samler og formidler viden og endda lever af at være nogenlunde gode til det; hvad skal de lave, når maskinerne tager over?

Maskinerne har oven i købet ikke skriveblokering. De bliver hverken nervøse, udmattede eller ramt af stress på en livsinvaliderende måde. Og så drømmer de ikke om en fire-dages arbejdsuge. Et ønskescenarium for enhver arbejdsgiver.

I samme kommentar i avisen stod der, at der derimod i fremtiden bliver rigeligt med jobs til eksempelvis elektrikere og VVS-installatører. Det fysiske, manuelle arbejde vil få en prestigemæssig opblomstring, stod der, jo mere den kunstige intelligens vinder frem.

Nu har vi ellers i mange år talt om, at robotterne ville tage det manuelle arbejde, så hvad er overhovedet op og ned? Hvad betyder det for uddannelseslandskabet og for, hvad vi bør tale mere om, når talen falder på uddannelse?

Selvom maskinerne bliver mere intelligente, så er det os, der bestemmer, hvilken betydning, de skal have.

Vi har med tiden erfaret, at maskinerne helt sikkert overtager nogle af de opgaver, som mennesker hidtil har varetaget, men de skaber heldigvis også nye jobs.

Læs også

Maskinerne skaber plads til, at mennesker kan lave noget, der er mere interessant og udviklende. Maskinerne former også den verden, vi lever i, ofte umærkeligt i øjeblikket, men prægnant over tid.

Det kender vi alle til hudløshed med vores smartphone, som reelt er en lille computer, vi altid bærer på os, og som gør, at alt er inden for fristende rækkevidde. Smartphonen får os til at længes efter begrænsning og afgrænsning, men det kræver en viljesakt at slippe den.

Den menneskelige kreativitet er nærmest umættelig, når det kommer til at udvikle gadget, dimser og ting, der gør vores liv nemmere, og hvis vi ikke hele tiden forholder os til de etiske dimensioner af den teknologiske udvikling og til, hvad vi bør udvikle, så går det galt.

Det er derfor utrolig vigtigt, at mennesker med ansvar for uddannelse forholder sig til disse spørgsmål, og selvfølgelig har Danmark og Europa en historisk stor chance for at være det sted i verden, hvor vi initierer en humanistisk teknologiudvikling, for det er der ikke ret mange andre, der gør.

Lige nu diskuterer vi i Danmark mest, hvis jeg må være så ublu, længde og placering af uddannelse, og det er da bestemt vigtigt og et resultat af mange års tankeløs vækststrategi på de videregående uddannelser. Men er det særlig visionært?

Det er sikkert for sent at drømme så stort, men det er dog vigtigt, for tænkningen om uddannelse må ikke blive hverken snæversynet, fatalistisk eller unødigt teknokratisk

Lene Tanggaard
Rektor, Designskolen Kolding, og professor, Aalborg Universitet

Det mener jeg ikke. Det må være indholdet, visionerne, pædagogikken, og hvad samfundet vil med uddannelse, der bør stå øverst på dagsordenen. Det er for eksempel helt oplagt at turde diskutere, hvad vi skal med uddannelse i de kunstige maskiners tidsalder, og måske hvad vi i det hele taget vil?

I Informationsalderen – og før det i Industrisamfundet – endte det med, at uddannelse blev standardiseret som en vare for de mange. Flest muligt skulle ind og ud af uddannelsessystemet på en effektiv måde, hvilket havde store gavnlige effekter, når det kommer til, hvem der fik uddannelse.

Forskningen blev også strømlinet, så vi alle sammen skriver artikler ud fra de opskrifter, vi kender. Følg opskriften, og du får dit arbejde publiceret. I den kvalitative forskning, som jeg selv kender mest til, har man talt om en "McDonaldisering" af forskningen, og det er ikke en ros.

Forskningsprodukterne ligner hinanden, fordi de produceres på samme måde. Uddannelse er også blevet for de mange. Heldigvis. Men en bi-effekt har været, at der også her er tale om effektivisering og strømlining.

Reformer er ikke noget, vi bare taler om. Det er noget, som alle i sektoren kender til som hverdagskost nærmest. Det kører som på en snor, når vi laver uddannelse i dag med stadigt færre ressourcer.

Læs også

Så måske er den kunstige maskinalder lige netop en invitation til at genopleve det menneskelige i uddannelse. Alt det, som ikke er snorlige. Det kreative og det eksistentielle kunne få en opblomstring, evnen til at tænke kritisk, se muligheder og håndtere usikkerhed.

Hvis maskinerne bliver stadigt bedre til at tænke strømlinet, så kunne uddannelserne tage vare på, at mennesker bliver i stand til at leve gode liv uden unødig mistrivsel. Så ville de humanistiske discipliner pludselig være ret centrale.

Det er sikkert for sent at drømme så stort, men det er dog vigtigt, for tænkningen om uddannelse må ikke blive hverken snæversynet, fatalistisk eller unødigt teknokratisk. Den bør være åbensindet og modig.

Skal vi ikke prøve det?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lene Tanggaard

Rektor, Designskolen Kolding, professor i psykologisk pædagogik, Aalborg Universitet
cand.psych. (Aarhus Uni. 2000), ph.d. (Aalborg Uni. 2005)

0:000:00