Debat

Digital Europe: Prioriter cybersikkerhed og saml ansvaret for digitaliseringen i et ministerium

Hvis Danmark skal kunne håndtere digitale udfordringer, bør en kommende regering blandt andet samle digitaliseringsansvaret i et ministerium og prioritere cybersikkerhed i forsvarsbudgettet, skriver Cecilia Bonefeld-Dahl.

Håndteringen og ansvaret for digitaliseringen bør samles i et stærkt ministerium. Det kunne eksempelvis være i Finansministeriet, skriver Cecilia Bonefeld-Dahl.<br>
Håndteringen og ansvaret for digitaliseringen bør samles i et stærkt ministerium. Det kunne eksempelvis være i Finansministeriet, skriver Cecilia Bonefeld-Dahl.
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Cecilia Bonefeld-Dahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En ny regering kunne betyde en ny begyndelse. Under alle omstændigheder må vi håbe, at det betyder en ny måde at håndtere det digital område. For det haster.  

Her er de fem indsatser, som den kommende regering bør levere på, hvis vi skal sikre, at Danmark både på den korte og lange bane kan blive rustet til at håndtere de udfordringer, vi står overfor. 

1. Digitaliseringsansvaret samlet ét sted 

Danmark har brug for en langt mere fokuseret håndtering af digitaliseringen. Ansvaret er i dag alt for fragmentarisk og mangler en tilstrækkelig koordinering mellem de forskellige fagministerier, der kun beskæftiger sig med delmængder.  

Det er ikke nok med styrelser og nævn. Vi har brug for et ministerium, der har det samlede overblik, og som kan lede et tæt samarbejde med de andre fagministerier, der har sektorindblikket, men mangler de tekniske eksperter. 

I EU indfinder der sig i stigende grad en erkendelse af, at digitalisering – cybersecurity i særdeleshed – ikke kan isoleres til et nationalt spørgsmål.

Cecilia Bonefeld-Dahl
Generalsekretær, Digital Europe

Jeg ved, at flere andre – med varierende konkrete forslag – har været ude med lignende opfordring, og det understreger, at dette er et behov, som må og skal adresseres. Det digitale område er en central komponent på tværs af alt fra grøn omstilling og Danmarks konkurrenceevne til vores fælles forsvar og beskyttelse af kritisk infrastruktur.  

Derfor skal håndteringen og ansvaret for digitaliseringen samles i et stærkt ministerium. Det kunne være Finansministeriet, hvor der samtidig skal etableres et departement af IT-eksperter, som kan bistå i forbindelse med udformningen af lovforslag og strategier Præcis som nu, hvor ministeren kan trække på nogle af landets fremmeste økonomer.  

IT og digitalisering er ikke blevet taget lige så alvorligt, men det bør det. Er man i tvivl, kan man konsultere Udenrigsministeriets nyligt offentliggjorte rapport om det aktuelle trusselsniveau, hvor cybersecurity udgjorde en substantiel del, Rigsrevisorernes rystende kritik af, at 13 samfundskritiske systemer ikke har tilstrækkeligt IT-beredskab, eller det store nedbrud hos DSB, der også skyldes en utilstrækkelig overholdelse af compliance for cybersecurity. 

Men hvis man er i tvivl om manglende overblik, indblik, koordinering og den nødvendige kompetente rådgivning, kunne selvfølgelig også bare sende en tanke til Skatteministeriet. 

2. Engagement i et fuldtonet internationalt samarbejde 

Med et stærkt ministerium på området vil vi også i højere grad kunne indgå i et mere forpligtende internationalt samarbejde – særligt europæisk, hvor der netop er et udspil til fælles cyberdefence på bordet, samt med USA og andre ligesindede. I EU indfinder der sig i stigende grad en erkendelse af, at digitalisering – cybersecurity i særdeleshed – ikke kan isoleres til et nationalt spørgsmål.  

Præcis som det gælder internt i Danmark, resulterer det i manglende koordinering og fragmenteret indsats. Det bliver også afspejlet i den nyligt lancerede NIS2, der gælder for samtlige EU-lande. Et resilient digitalt økosystem er grænseoverskridende, og derfor skal initiativer tænkes tilsvarende.  

Vi skal også blive bedre til både at lytte og dele erfaringer. Danmark er – trods vores udfordringer – en digital frontrunner, og dette kan give os adgang til en position som en europæisk rollemodel og leverandør af løsninger, der kan komme alle EU-lande til gavn, så vi kan bidrage til vores fælles digitale økosystem og de muligheder, vi skaber for alle EU-borgere og virksomheder. 

3. Opprioritering af STEM-uddannelser  

Modsat hvad vi har set, skal optaget ikke begrænses men øges. Vi ved allerede, at vi er i næsten desperat underskud af talent med STEM-kompetencer. Og det vil kun blive værre.  

Læs også

Det er ikke tilfældigt, at Kina, som en central del af deres plan for det næste tigerspring, vil lave milliardinvesteringer i STEM-uddannelser.  

Det er en helt nødvendig indsats, hvis landet skal bevare sin konkurrenceevne, og vi vil stå magtesløse, hvis vi ikke ser skriften på væggen og giver dem modspil.  

Dette kan ikke gøres uden de rette kompetencer. Det gælder både digital innovation, cybersecurity og understøttelse af vores andre erhverv. 

4. Cybersecurity og -defence som substantiel del af Forsvarsbudgettet  

Når den nye regering er faldet på plads, begynder forhandlinger om et nyt forsvarsbudget. Der er allerede forslag fremme om en kraftig forøgelse, men det er stadig ikke præciseret, hvor de ekstra bevillinger skal placeres.  

Der bliver opfordret til alt fra ubåde til renovation af kaserner, men cybersecurity bør udgøre en substantiel del. Det spænder over alt fra opmanding af Forsvarets Cybersecurity, bedre digital understøttelse af vores styrker, og digitalt materiel.  

Cyberspace er for nogle år siden blevet kategoriseret som et nyt militært domæne på linje med hav, land og luftrum, og vores forsvar skal naturligvis afspejle dette. 

5. Styrkelse af offentlig/privat samarbejde 

Den nu tidligere S-regering bebudede en kraftig reduktion af eksterne konsulenter. Det viste sig dog – ganske forventeligt – umuligt at realisere på IT-området.  

Det siger sig selv, at virksomheder, der er specialiserede i at udvikle løsninger og har nogle af de fremmeste IT-eksperter ansat, ikke bare kan skæres væk.

Cecilia Bonefeld-Dahl
Generalsekretær, Digital Europe

Det siger sig selv, at virksomheder, der er specialiserede i at udvikle løsninger og har nogle af de fremmeste IT-eksperter ansat, ikke bare kan skæres væk. Og vi har rigtig gode erfaringer med udbud af offentlige IT-opgaver. Tag bare den hurtige og effektive udvikling og brug af corona-passet.  

Men vi skal blive bedre. Specielt i en situation, hvor der er så stor mangel på IT-professionelle. Samarbejde er ikke bare et spørgsmål om udbud. Vi skal skabe bedre rammer for løbende samarbejde mellem de offentlige praktikere og forskere og IT-branchen. Så alle parter kan høste de store fordele, og vi kan skabe nye innovative løsninger, der både kan bruges nationalt og forløse det store eksportpotentiale.   

Man kan fæste mange håb til den nye regering. At den vil prioritere det digitale område og løfte det til et samfundskritisk område, der skal prioriteres på tværs alle sektorer og dele af samfundet, bør dog ligge øverst på listen. Så vi får den nødvendige koordinering, den afgørende cybersecurity og ikke mister konkurrenceevne, arbejdspladser og innovationskraft. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Cecilia Bonefeld-Dahl

Generaldirektør, DigitalEurope, medlem af Europæiske Cyberstyrelse og Natos advisory board for emerging technologies
Sprøk (CBS 1999)

0:000:00