Bliv abonnent
Annonce
Debat

Digitaliseringsstyrelsen: Her er vores seks indsatsområder

Det er vigtigt, at vi i digitaliseringen ikke mister tilliden til hinanden eller til det offentlige, skriver direktør i Digitaliseringsstyrelsen Rikke Hougaard Zeberg.
Det er vigtigt, at vi i digitaliseringen ikke mister tilliden til hinanden eller til det offentlige, skriver direktør i Digitaliseringsstyrelsen Rikke Hougaard Zeberg.Foto: Agnete Schlichtkrull/Digitaliseringsstyrelsen
29. januar 2019 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rikke Hougaard Zeberg
Direktør i Digitaliseringsstyrelsen

Tiden står i digitaliseringens tegn, og 2019 bliver ingen undtagelse. Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden – endda i så høj grad, at Danmark i sommer blev nummer 1 i en FN-måling af offentlig digitalisering.

Det giver os en masse muligheder, men stiller også store krav til sikkerhed og gennemsigtighed for borgerne.

For bare få år siden var digitalisering langt nede på den politiske dagsorden, men i dag står det bøjet i neon på nethinden hos langt de fleste – både når vi taler om muligheder og om konsekvenser.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten. Debatindlæg kan sendes til: debat@altinget.dk

Vi satte for alvor kraft bag den offentlige digitalisering, da vi for knap syv år siden gjorde det obligatorisk for danskerne at kommunikere digitalt med de offentlige myndigheder via Digital Post, og siden har udviklingen taget fart.

Danskerne har taget løsningerne til sig, og langt de fleste er i dag både meget tilfredse og trygge ved de digitale løsninger.

Både NemID og Digital Post er i færd med at blive konkurrenceudsat

Rikke Hougaard Zeberg
Direktør i Digitaliseringsstyrelsen

De digitale pejlemærker
Men der er stadig meget at gøre. Vigtigst af alt er at sætte borgeren i centrum, når vi udvikler fremtidens digitale samfund. En effektiv offentlig sektor tilbyder borgeren sammenhængende service af høj kvalitet, hvor borgeren samtidig har tillid til, at myndighederne har styr på deres data.

Digitaliseringsstyrelsen har prioriteret seks indsatsområder, som vi i den kommende tid skal lykkes med for at leve op til borgernes forventninger.

Hvis jeg skal dykke ned i et par af indsatsområderne, så er det helt centralt, at vi sikrer sammenhæng mellem de mange selvbetjeningsløsninger, som ofte er placeret hos forskellige myndigheder.

I dag kan borgere, der for eksempel skal skilles, risikere at skulle i kontakt med fem forskellige myndigheder og dertilhørende indgangsportaler, formularer, blanketter med videre.

Det kan være svært at overskue. Der skal vi hjælpe med digitale brugerrejser, som guider borgerne gennem systemet og hjælper dem med at huske på de mange ting, der skal holdes styr på. Vi skal med andre ord tage udgangspunkt i borgerens situation, ikke i myndighedernes.

For det andet skal vi bruge teknologiens muligheder til at lette hverdagen for danskerne. Som led i sammenhængsreformen "Digital service i verdensklasse" er vi sammen med Erhvervsministeriet i fuld gang med at udarbejde en national strategi for kunstig intelligens.

Vi skal sikre, at de danske virksomheder og den offentlige sektor udnytter de muligheder, kunstig intelligens giver os, men at det sker på ansvarlig og etisk vis. For kunstig intelligens kan bruges til alt fra at identificere hjertestop til at finde momssnydere og til interaktiv sagsbehandling med chatbots hos myndighederne.

Sikkerhed og gennemsigtighed skal sikre tilliden
Mens digitaliseringen gør danskernes hverdag nemmere og samtidig frigør ressourcer i den offentlige sektor, følger der også nogle sårbarheder med. Cyberangreb er ikke længere sjældne overskrifter i aviserne, og hvert datalæk, vi ser, er et datalæk for meget. De risici, som fremskridtet indebærer, skal vi kontinuerligt arbejde på at imødegå.

Derfor er netop dette også en af de prioriterede dagsordener for Digitaliseringsstyrelsens arbejde i de kommende år.

I samarbejde med blandt andet Center for Cybersikkerhed vil vi fortsætte arbejdet for et mere sikkert digitalt Danmark. Det gælder både offentlige myndigheder, virksomheder og ikke mindst vores viden og adfærd, når det kommer til at passe på os selv.

For det er os selv – medarbejderne - der ofte er det svageste led, når en tilsyneladende harmløs mail lokker os til at klikke på et link.

I Danmark har vi tillid til hinanden og til de offentlige myndigheder. Og den tillid må vi ikke miste. Hverken til hinanden eller til de offentlige myndigheder. Vi tror på, at høj sikkerhed og stor gennemsigtighed er vejen til at bevare den høje danske tillid.

Derfor bliver en stor opgave for os i 2019 at komme godt i gang med "Mit Overblik", som via borger.dk skal give danskerne indsigt i de oplysninger, de offentlige myndigheder opbevarer om dem. Det skal både skabe åbenhed om den offentlige databehandling og samtidig give borgerne ét samlet overblik, så de ikke skal besøge flere forskellige offentlige hjemmesider for at finde deres egne oplysninger.

Næste generation af det digitale Danmark
Derudover står næste generation af vores fælles offentlige digitale infrastruktur højt på dagsordenen i Digitaliseringsstyrelsen i 2019. Både NemID og Digital Post er i færd med at blive konkurrenceudsat, og vi regner med, at de nye systemer kan blive taget i brug af både borgere og virksomheder om få år.

Vores fælles infrastruktur er fundamentet for den digitale offentlige sektor, så det er naturligvis en opgave, som vi prioriterer meget højt – også i 2019. Den nye NemID bliver til MitID og bliver udviklet i et partnerskab med den finansielle sektor.

Et partnerskab som i international sammenhæng er helt unikt, og som er et omdrejningspunkt for den sammenhængende service, som er målet med vores arbejde.

2019 bliver altså endnu et vigtigt år i historien om det digitale Danmark. Og vi vil i Digitaliseringsstyrelsen gøre vores allerbedste for at sikre, at Danmark fortsat vil toppe de internationale lister – med borgerne for øje hele vejen.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026