Direktør om kunstig intelligens: Europa skal med på vognen nu

Af Cecilia Bonefeld-Dahl
Generaldirektør, Digitaleurope

Kunstig intelligens (AI) er driveren af en ny teknologisk og økonomisk æra. Anvendt rigtigt kan AI-teknologier ændre verden, som vi kender den, og sparke gang i både vækst og massive forbedringer af borgernes liv. Men vi er oppe mod stærke kræfter fra både øst og vest – og måske også os selv?

Med kunstig intelligens står verden med en teknologisk landvinding, hvis potentiale næsten ikke kan overdrives. Et forsigtigt bud er, at AI kan forbedre produktiviteten med 40 procent i størstedelen af de europæiske lande, og hvad angår rollen som vækstbooster, er mulighederne også til at få øje på: Nogle taler om en decideret fordobling.

Optimerede sektorer
Med AI kan vi få et både bedre og billigere sundhedsvæsen, hvor sygdomme opdages tidligere og behandles langt mere præcist – måske endda før de overhovedet bryder ud. Vi kan løfte den generelle sundhedstilstand ved hjælp af intelligent og målrettet forebyggelse.

Og med en AI-baseret transportsektor vil vi få ikke bare smartere, men også mere miljøvenlige løsninger, både ved hjælp af selvkørende biler, bedre brændstofudnyttelse, dynamisk ruteplanlægning osv. På uddannelsesområdet vil AI-baserede coachingværktøjer levere personligt og konteksttilpasset undervisning til gavn for både unge og færdiguddannede med behov for efter- og videreuddannelse. Blot for at nævne nogle eksempler.

Virksomhederne ved det. Og landene ved det. I løbet af det sidste års tid er der nærmest udkommet en ny national AI-strategi om måneden. Strategier, der selvsagt søger at sætte rammerne for en retning, der udnytter det store potentiale, men også strategier, der har til formål at beskytte Europas borgere og ikke mindst de grundlæggende værdier.

Et forsigtigt bud er, at AI kan forbedre produktiviteten med 40 procent i størstedelen af de europæiske lande

Og det er lige dér, i spændet mellem værdiskabelse og værdibevarelse, at vi skal finde vores ben at stå på. Eller sagt på en anden måde: Vi skal give plads til vækst, samtidig med at vi holder fast i de grundlæggende samfundsværdier, der gør os til europæere.

Der skal gøres noget
Men vi er bagud på point fra starten.

Konkurrencen om de kvalificerede medarbejdere er stor. Og selv om nogle af verdens klogeste hjerner inden for AI-teknologisk forskning sidder i europæiske hoveder, og vi har et højt antal forskere inden for teknologi i forhold til vores størrelse, så har det ikke kastet et tilsvarende antal nye skalerbare virksomheder med globalt vækstpotentiale af sig.

Kun 11 procent af verdens unicorns, det vil sige hurtigt voksende virksomheder med over én milliard dollar i markedsværdi, findes i Europa.

Der er god grund til at frygte, at virksomheder i de dele af verden, der er længere fremme, går på hugst i Europa efter bemeldte gode hoveder – og samtidig holder eget hjemmedyrket talent tæt ind til kroppen.

Også hvad angår investering i AI, er vi desværre bagud i Europa. I 2016 blev der i privat regi investeret mellem 2,7 og 3,6 milliarder euro i AI i Europa. I Kina var tallet op mod tre gange større, nemlig mellem 7-11 milliarder euro. Og i USA næsten seks gange større, nemlig mellem 14 og 21 milliarder euro.

Det er et konkret problem, for med investeringslysten følger evnen og viljen til at bygge virksomheder, forske og udvikle. Men det er også et symptom på noget langt mere grundlæggende, nemlig at Europa, Kina og USA har helt fundamentalt forskellige syn på, hvordan AI bør udvikles og inddrages i vores samfund.

Forskellige tilgange
I Kina går øvelsen ud på at understøtte den innovation, som styret finder hensigtsmæssig. Beskyttelse af borgerne, privatlivets fred og tilsvarende gemytligheder må til enhver tid vige for værdiskabelse og vækst.

Kineserne ser det for eksempel som smart, effektivt og ligefrem serviceorienteret at samle informationer om borgerne og give dem sociale scores, alt efter om de går til lægen, ryger cigaretter og passer deres tandlæge, for på den måde kan man udsætte dem for passende forebyggelsesindsats og tilpasse deres forsikringsordning.

Det ville næppe blive opfattet som hverken smart, endsige etisk forsvarligt, i Europa.

Ser vi derimod vestover, til USA, har vi et land, hvor innovationen får lov at udvikle sig frit. Survival er for the fittest, regler er for socialister, og markedet klarer resten.

Det betyder, at amerikanerne har fostret verdens fem største techselskaber og et helt eksorbitant antal unicorns. Til gengæld er det også her, vi har set uskønne tendenser udfoldet, som for eksempel påvirkning af demokratiske valg via sociale medier, som vi blandt andet så det i forbindelse med seneste præsidentvalg.

Gys og gru, tænker vi i Europa. For påvirkning af valghandlinger er en trussel mod demokratiet, og så falder alting da sammen.

Bekymringerne er reelle. Men bekymringer er også gratis. Det er det desværre ikke at regulere sig fra bekymringerne.

Den svære balance
Spørgsmålet er, hvordan vi finder balancen mellem ambitionen om at tage konkurrencen op på et innovativt og ikke mindst globalt marked og skabe store europæiske selskaber, der kan sikre den fremtidige velfærdsstat i Europa, og imperativet om beskyttelse af status quo for etiske retningslinjer og grundlæggende værdier.

Det er lige dér, Europa befinder sig nu: i smørhullet mellem lysten til fremdrift og trangen til at bevare hævdvundne traditioner og værdier.

Europa har fortsat svært ved at bryste sig af et stort homogent hjemmemarked, hvor virksomheder kan vokse under ensrettet lovgivning og ensrettede regler. Snarere har vi – med en vis retfærdighed – fået ry for at være et fragmenteret marked, hvor hvert land har et væld af rigide regler, og det skaber udfordringer i en ny verden, hvor global skalerbarhed og markedsandele er nøglen til succes.

Kort sagt: De europæiske virksomheder har ikke et stort homogent hjemmemarked at konsolidere sig i, og det gør dem sårbare i den globale konsolideringsbølge. Vi risikerer en situation, hvor det kun er de udenlandske – læs kinesiske og amerikanske – selskaber, som har kapital og kræfter til at indtage det europæiske marked.

Er der så slet ingen vej frem, ingen lyspunkter? Jo, bestemt. 

Vi skal vågne nu
Der er et kæmpe potentiale gemt i samarbejdet mellem offentlig og privat sektor i Europa. Den offentlige sektor i Europa er relativt avanceret. Hvis EU-landenes offentlige og private sektorer på tværs af landene formår at samarbejde om udviklingen af løsninger til for eksempel sundheds- og transportsektoren, kan vi være en ressourcerig, effektiv og frygtindgydende modstander for selskaber i både øst og vest.

Europa er også hjemsted for en effektiv og vel-leanet produktionsindustri; en industri, der er foran teknologisk i forhold til både øst og vest, og som er klar til at investere i digital produktion og har potentialet til at blive markedsledende ved hjælp af netop digitale/AI-baserede teknologier.

Men det kræver selvsagt, at både nationale og europæiske ledere mønstrer viljen og styrken til at føre det fælles europæisk harmoniserede marked frem til næste stadie, når den nye Kommission tiltræder i 2019.

Selvfølgelig skal udvikling og anvendelse af AI i Europa foregå under forsvarlige rammer med respekt for etik og europæiske kerneværdier. Men det er også tid til, at Europa vågner op nu.

Luller vi os ind i for lange og komplicerede snakke om værdi og etik, overser vi behovet for at skabe attraktiv innovation, bedre sundhed og konkurrencedygtige europæiske virksomheder, der kan sikre økonomisk frihed og velfærd "the European way".

Det centrale spørgsmål for Europa, hvad angår anvendelsen og reguleringen af AI, er derfor: Vil vi også skabe værdi – eller vil vi blot bevare værdier?