Forsker: Vi har bygget en bil uden bremser og GPS, men den kører hurtigt

DEBAT: Den generelle politiske tænkning om digitalisering savner kritiske blik og forståelse for brugere og kunders behov. Den smule vi kender til regeringens disruptionråd, viser umiddelbart heller ingen tegn på det, skriver forsker Jesper Balslev.

Jesper Balslev
Digitaliseringsforsker

Hvordan skal man forstå Radikales vision om en "disruptiv taskforce" for nyligt og nu den nye regerings disruptionråd ud fra den politiske tænkning inden for digitalisering generelt?

I det sidste års tid har jeg været begravet i nationale og overnationale policy papers fra 1985 (året for OECDs "Déclaration de l'OCDE sur les flux transfrontières de données") til i dag.

Målet er det enkle, at kortlægge argumenter for digitalisering, beskrive vidensgrundlaget og forstå, hvilke forestillinger om fremtid, fremskridt og samfund der ligger til grund for det, og endelig, hvilke vidensdomæner og forskning der bruges til at dokumentere effekter.

Håbet er en dag at opruste det fagligt vurderende menneske med analytisk kraft til at vælge teknologi præcist og intelligent.

Potentiale er kronargumentet
Helt overordnet kan man sige, at potentiale er kronargumentet, og at økonomiske projektioner, fremskrivninger eller spekulationer er en dominerende metode. Fremskridt måles på optællinger af antal digitale artefakter i verden eller på folks oplevelser af førnævnte potentiale.

Der arbejdes med to centrale succeskriterier, nemlig tilgængelighed og adoption. Problemer i form af udeblevne effekter, tabte investeringer eller manglende "uptake" forklares ofte med, enten 1) at der ikke er blevet informeret godt nok om det digitale potentiale 2) at nogle (institutioner, mennesker, aktører) hænger fast i det 20. århundredes tænkning og er resistente over for overgangen til det moderne.

Revolutionsromantisk lingo
Man kan sige flere interessante ting om denne form for tænkning: Det digitale beskrives hovedsagligt som et risikofrit materiale, der "virker" på stort set alle niveauer og domæner. Det eskorteres forbløffende tit af (forholdsvis venstreorienteret) revolutionsromantisk lingo.

Der er sjældent formuleret slutmål for digitalisering, og der anvendes kun sjældent skalaforhold – ud over at vi skal have "mere". Tilstedeværelsen af vidensdomæner og forskning fra andre fagligheder end de økonomiske og teknologiske er forbløffende lille, hvilket er i konflikt med meget litteratur om, hvad der skaber innovation.

Ingen beviser på digitaliseringens effekt
Endelig kan man sige, at der er en slående mangel på evaluering af det digitale selv ud fra andre kriterier end adoption og tilgængelighed. Det kunne for eksempel være i forhold til de værdier, vi plejer at måle det sunde samfund på.

Det er svært (inden for mit felt især) at finde politisk tænkning, der henviser til forskning, der beviser klare kausale forhold mellem digitalisering af uddannelse og øgede "learning outcomes" (i Australien og New Zealand er tilfældet faktisk det modsatte!).

Men også mellem for eksempel bredbånd og effekt på BNP, digitalisering og produktivitet, adgang til nye entrepreneurielle værktøjer og antallet af registrerede virksomheder, adgang til gratis PR-platforme som Facebook og Twitter og dramatiske fald i udgifter til marketing eller adgang til gratis redigeringssoftware og antallet af Cannes-priser, vi vinder. Man kunne blive ved.

En idealforestilling om faglighed, og som man kunne argumentere for er i spil inden for meget byggeri, byplanlægning, trafikal infrastrukur og i mange håndværk og industrier, er en ideologifri, vurderende, justerende, præcis og kølig evaluering, der tager udgangspunkt i et konkret nu, og som bruger mere tid på at tilpasse produkter og løsninger til markedet og de kollektiver, som samfundet består af, end på at anklage sine potentieller kunder og brugere for at være fanget i fortiden, hvis ikke de er interesserede i varen.

Det er ikke ny tænkning
Siger jeg, at forslaget om en "disruptive taskforce" er udtryk for konform, speedertrykkende og fingerpegende tænkning? Nej: der er mange positive visioner om kreativitet og tanker om, at vi skal blive endnu bedre til at tænke vildt og udnytte det digitale potentiale.

Det fokus skal aldrig slippes. Det er ikke ny tænkning, men det kunne blive det, hvis vi prøver at importere et større analytisk register ind i den.

Danmark har i mange år været en positiv, adopterende og ivrig frontrunner. Det er ikke mindsettet, der er vores problem, og det kan lige så godt være tilfældet, at dér hvor det digitale ikke tages i brug, kan forklares med dygtige professionelles vurdering af, at det ikke virker dér, selvom det er digitalt. Eller måske, at nogle problemer slet ikke kalder på en digital løsning.

En forsigtig tese herfra er, at vores faglige traditioner for risikovurdering, langtidsplanlægning, materialeforståelse, kritisk tænkning og forståelse for brugere og kunders behov kunne berige den digitale tænkning væsentligt.

Og det ser jeg ikke tegn på i R's udspil, i det lidt, vi ved om regeringens disruptionråd, eller i ret meget poltisk tænkning om det digitale i det hele taget.

Jesper Balslev er lektor på Københavns Erhvervsakademi og forsker i argumenter, kriterier og belæg for digitalisering af uddannelse (2015-2019). Han er tilknyttet instititut for filosofi og videnskabsstudier på Roskilde Universitet. Synspunkterne i debatindlægget er hverken udtryk for KEA's eller RUCs' holdninger, og de tager udgangspunki i et arbejde, hvis resultater først præsenteres i samlet form i 2019.

Forrige artikel Cekura: Nødtelefon skaber tryghed for psykisk syge Cekura: Nødtelefon skaber tryghed for psykisk syge Næste artikel Iværksætter: Digital dagsorden kræver dialog med iværksættere Iværksætter: Digital dagsorden kræver dialog med iværksættere