Invi svarer tidligere socialchef: Vores model er ikke en tryllestav, der løser vilde problemer 

Høegh slår blandt andet ned på, at borgerne mangler tillid til kommunale indsatser, og de unge ofte går ud af kommunernes automatiske skydedøre med flere problemer, end de kom ind med. Uforløste og måske med større portion mismod.

Den viden kunne Høegh sikkert folde ud over adskillelige debatindlæg og altså med god grund.

Model for Vilde Problemer giver dog Høegh en anden vej til at få kolporteret sin viden direkte ind til magthaverne, som ikke kræver at råbe højt i spalterne for politisk ørenlyd.

Et kompleksitetskompas, der udvider spillepladen

Invi's diagnose er, at vidensgrundlaget og værktøjerne, vi tager afsæt i dag, sjældent er tilstrækkelige til at adressere vores vilde problemer. Model for Vilde Problemer er et bud på at overkomme den situation. Et rammeværk for at nuancere politikernes og embedsmændenes forståelse af et vildt problem med udgangspunkt i praktikernes afgørende viden.

Undersøger vi eksempelvis, hvad der er årsag til mistrivsel blandt unge, spørger vi lærere, pædagoger, skoleledere, psykologer, forældre, socialrådgivere, socialchefer og så videre, mens også de unge selv kommer på banen.

Model for Vilde problemer er ikke nogen tryllestav, som løser vilde problemer. Modellen er skabt for at kortlægge kompleksiteten og gøre den navigerbar.

Tine Maria Borresø
Kommunikationschef hos Invi

Alle aktørerne giver deres svar i fritekst, som billede eller indtaling på deres telefon, hvilket betyder, at respondenterne ikke skal mase deres viden ned i bestemte kasser, som vi på forhånd har defineret. Det giver os et unikt indblik i, hvordan et helt felt af fagpersoner, eksperter og borgere oplever et vildt problem – og vi kan dykke ned i, hvad hver enkelt person og gruppe, ser som årsag til problemet.

Høeghs værdifulde viden fra sin tid som socialchef kunne således lande på politikernes bord – og ikke kun som et tal, eller en del af de klynger, der skaber overblik over et vildt problem. De vil kunne dykke helt ned og læse hendes specifikke bidrag.

Ingen hokus-pokus her

Invi er helt enige med Høegh i, at silotænkning er en af de største årsager til, at vores samfund ikke kan tackle vilde problemer. Høegh beskriver stærkt, hvordan en fragmenteret kommunal virkelighed kan forvandle en persons problem til fem nye – og gøre borgerens udfordringer større.

Model for Vilde Problemer er skabt for at gøre op med siloerne. Modellen samler viden fra forskellige fagområder/siloer, der arbejder med samme problem. Når vi bringer mangfoldigheden af perspektiver ind i beslutningsrummet – løbende og hurtigt – så hjælper vi med at navigere i kompleksiteten af forståelser og faglig viden.

Modellen reproducerer dermed ikke silotænkning – tværtimod. Det giver muligheden for at skabe nye samarbejder og finde frem til nye tilgange med den nye viden. Ikke hurtige løsninger, men helhedsfokuserede.

Model for Vilde problemer er ikke nogen tryllestav, som løser vilde problemer.

Modellen er skabt for at kortlægge kompleksiteten og gøre den navigerbar. Den smider ikke en simpel løsning på politikernes skrivebord. Du får syn for en større del af den stjernehimmel, som udgør et vildt problem.

Det store spørgsmål er derfor snarere, hvad man så gør med den nye og mere komplekse viden. Her bliver det interessant.

Høeghs bekymringer er dog helt legitime. Hun taler ind i mange af de debatter, som vi har internt og med de mange skarpe hjerner, som er med til at udvikle modellen.

Tine Maria Borresø
Kommunikationschef hos Invi

Modellen er ikke en magic bullet

Model for Vilde Problemer kan eksempelvis bruges i feedback-loops, hvor man løbende følger implementeringen af et politisk tiltag. Så udover at vise kompleksiteten frem, kan modellen give mulighed for løbende at følge håndteringen i en virkelighed, vi ved, ændrer sig.

På sigt er målet også, at modellen kan matche særlige typer af vilde problemer med særlige typer af policy-værktøjer. Lige om lidt udkommer vores første bud på et Atlas, der summer alle de eksperimenter og nybrud, for at finde nye veje gennem kompleksiteten.  

Høeghs bekymringer er dog helt legitime. Hun taler ind i mange af de debatter, som vi har internt og med de mange skarpe hjerner, som er med til at udvikle modellen.

Vi er glade for hendes bidrag. Vi ønsker ­– ligesom Høegh - at fremhæve kompleksiteten og skabe nye værktøjer, så alle der arbejder med vilde problemer får flere strenge at spille på.

Sum: ”Alle modeller er forkerte, men nogle af dem er brugbare”, sagde George E. P. Box.

Det er vi helt enige i.