Kina kommer – gør vi?

KLUMME: Sælsomt, særligt, specielt og storslået at besøge Kina kun med fokus på vækst – og ikke et ord om politik, reflekterer Altingets udgiver Rasmus Nielsen.

Kina er med sine 1,4 milliarder indbyggere næsten dobbelt så folkerigt som EU og USA til sammen; og naturligvis blev vi i den danske erhvervsdelegation bjergtaget, da vi i sidste uge besøgte landet i midten, hvis verdenskort lige får plads til Europa oppe i det hjørne, hvor vi selv normalt placerer Grønland.

Det kunne have været en politisk tur med vægt på menneskerettigheder, ytringsfrihed og pluralisme, men nu var formålet ved selvsyn at opleve de gigantiske erhvervsfremskridt, ikke mindst på det digitale område, verdens folkerigeste land de seneste år har opnået.

Tencent er verdens femte mest værdifulde selskab, som bl.a. står bag WeChat, den kinesiske udgave af Facebook, som bruges af én milliard mennesker. Da vi besøgte hovedkvarteret i millionbyen Shenzhen, var der omkring 261 mio. online – og hvert sekund ændrede besøgtallet sig flere tusinde.

Sammen med handelssitet Alibaba i Shanghai, vi også besøgte, er Tencent lige i hælene på de tre største selskaber: Alphabet (Google), Amazon og Facebook.

Tencent har skabt 6.000 arbejdspladser årligt i sin levetid, og jeg gik på en måde nedtrykt derfra: Hvad har jeg, og hvad har alle andre europæiske iværksættere lavet i de 20 år, der er gået, siden internettet brød løs, og enhver kunne starte i dette vilde vesten uden regulering? Jeg nåede på samme tid kun at lave 10 arbejdspladser om året.

Hvad er det, Kina kan? Det ved du, læser, nok mere om end jeg, der altid har dyrket europæisk og dansk politik ... på det seneste med en skulen til USA – men aldrig østover. De er jo bare kommunister og systemmennesker, har jeg tænkt.

Selvfølgelig så vi kun en overflade i det tætpakkede ugeprogram, Det Danske Konsulat i Shanghai (mod betaling) såre professionelt havde lavet for Dansk Erhverv. Hér arbejder 45 personer for at fremme dansk eksport og udstede stadigt flere visa til nysgerrige kinesere, der vil se sne i Danmark, hvis de da ikke snarere, som stadigt flere, vil direkte til den ægte nordiske vare: Island. Og så er vi endda ikke så langt fra Beijing, hvor Danmarks største ambassade i verden ligger med omkring 80 medarbejdere.

På forhånd var jeg skeptisk. Havde som alle andre i delegationen brugt timer på at få visum. Særligt fordi myndighederne fandt ud af gennem solid spørgeteknik, at jeg ikke bare var erhvervsleder, men først og sidst journalist: Så skulle jeg love ikke at interviewe nogen i Kina – hvilket er som at tage klasseværelset fra en lærer. Men o.k., sådan var så spillerreglerne.

Ansøgningsskemaet var også helt forkert – som journalist skulle der pludselig ekstra meget til, og i mangel af bedre havde jeg lånt en kuglepen fra en af visumkontorets ledige skranker. Det var dumt: Kuglepennen skrev lige så rødt som nationens flag, men det fik visummedarbejderen med det udtryksløse ansigt til at gå ud og tage en sort/hvid kopi til sit system; så kunne jeg beholde den røde original. Sort vil de have det, de kinesere!

Men det lykkedes til sidst at få lov at rejse, og i Kina er ilten den samme, tyngdekraften, bølgens brydning på vandet, solen, skyerne, maden osv. Selv slipset har de også smidt.

Hvad vi oplevede i Kina, var virksomheder, der er stolte over, hvad de opnår. De er først og fremmest optaget af deres store hjemmemarked – hvem ville ikke være det – og der tales forbløffende lidt om partiet og rammevilkårene. Det blev kun nævnt, når vi spurgte.

Alle virksomhedsbesøg var uhyre professionelt afviklet af værterne, hvor eksempelvis Huawei, der i Danmark driver TDC's mobilnet, samlede os til fotosession foran sit forskningscenter i Shanghai og vupti – en halv time senere forærede os fotoet i glas og ramme ved kaffebordet med navneskilte på hver af os.

Det var iscenesat, men ikke anderledes end enhver større europæisk og ikke mindst amerikansk virksomhed ville gøre det. Eksempelvis gjorde flere meget ud af at fortælle, hvor meget de leverer til Kinas fattige landdistrikter. Hvorfor blev det sådan betonet igen og igen, tænkte man, indtil en tilfældig medrejsende på et tidspunkt hviskede os i øret: Partiet ser det gerne.

Og det forstår man jo godt. Det er det, der i Danmark bl.a. går under betegnelsen udflytning. Ret beset må det være optimalt at grundlægge, udbygge og drive virksomhed i et så gigantisk hjemmemarked med ét sæt regler og kun ét parti.

Sat i forhold til Europa, hvor vores forskellige sprog, skat og hele kultur sætter grænser op, hvis det da ikke ligefrem ender med Brexit. I Europa er der statsstøtte til de gamle industrier, der forsvarer deres territorier og på skuldrene af denne konkurrencefordrejdning hindrer nye med mere moderne produkter at trænge ind. Hvis vi da ikke lader de amerikanske tech-giganter komme ind uden beskatning, mens de europæiske hjemmemarkeds-virksomheder da bare har at betale de officielle skattesatser – især når vi er små.

Det virkede ikke på os, som om erhvervslederne undertrykte en kritik af den snart sagt evigt udnævnte præsident i spidsen for Kommunistpartiet. Det virkede, som om de respekterede de vilkår, der gælder, og at de så i øvrigt bare kan klø på og altså skabe ubegribelig vækst – i hvert fald hos de markedsledere, vi mødte.

Jo, Tencent ville da gerne til Europa, og vi begyndte at fortælle om Persondataforordningens nye krav, men det virkede ikke, som om det var noget, de kendte til eller bekymrede sig om. Endnu.

Dansk Erhverv rejser årligt på studieture med medlemmer til verdens vækstcentre. Tidligere har man bl.a. været i Japan, New York og Silicon Valley. Programmet er tætpakket, som var vi med en minister, og det var positivt at opleve, hvordan danske embedsmænd som commercial consul Casper Freddie, der til sommer vender hjem til Danmark for at fortsætte karrieren og Meeja Neergaard, Head of Culture & Communication, balancerede mellem hensyn til de kinesiske værter og vores videbegærlighed og forundring.

De fortalte, at besøg af danske journalister de seneste år er blevet stadig sjældnere – så at Mandag Morgens teknologiekspert Peter Hesseldahl var med på turen, var usædvanligt.

Kina er i dag meget mere end kopiprodukter og billig arbejdskraft for vestlige frontløbere. De kan i høj grad selv. Så Kina kommer, men kommer vi i Europa med på verdenskortet i samme takt? Næppe. Dertil er vi stadig for meget i intern splid med os selv.

Selvfølgelig skal vi ikke have ét parti, der styrer hele Europa. Men med en årlig vækst på to procent i forhold til Kinas syv procent skal der jo til at ske noget. "Look east, young man" er et sted at starte. Lad dig inspirere af det kinesiske eventyr, og hjælp så med til at få Europa i gear igen.

Forrige artikel Klichesprog ikke længere nok efter terrorangreb Klichesprog ikke længere nok efter terrorangreb Næste artikel Rasmus Nielsen: Public service = private, skrevne medier Rasmus Nielsen: Public service = private, skrevne medier
  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Socialistisk økonom

    Anders And er blevet til public service

    Rart at en person man respekterer i offentligheden har skrevet en lille artikel om verdens fremtid. Alt for mange tror at Volvo og kineserne var en smutter. Endnu færre forstår hvad det betyder når Amazon snart åbner sit nye lager i Skandinavien.

    Danske Erhverv ved at det betyder blodig død til et voldsomt stort antal detailforretninger og internet-butikker. De ryster for hvad der sker i Danmark når Amazon tager 30% markedsandel som man har i andre lande. Om computerne var Huawei eller Lenovo har vi knapt bemærket, og vi aner intet om at VW hovedmarked er Kina og at Kina er førende indenfor teknologien omkring kunstig intelligens og førerløse biler.

    Desværre tror vi stadig at Kina er noget med menneskerettigheder og især Tibet. Det kommer til at gå os meget dårligt hvis vi ikke hurtigt bliver klogere og kræver at vore medier sender hærskarer af journalister til Kina, Vietnam, Indonesien, Japan og Indien.

    Hvorfor bruger vi dog milliarder på at producere Anders And film i stedet for at sende folk ud for at informere om verdens gang. Svaret er fordi vore politikere kalder Anders And for public service.

  • Anmeld

    Allan Gorm Larsen · Pensionist

    Kina og menneskerettigheder.

    Erhvervs delegation på besøg i Kina. Ikke et ord om menneskerettigheder, kun erhverv og handel.
    Det forekommer mig at EU og erhvervslivet kun tænker på økonomi.
    Nu kører man sanktioner i mod Rusland, men det gør tilsyneladende ikke noget at Kina undertrykker Tibet, samt menneskerettighederne.
    Det minder mig om, dengang Poul Nyrup, som statsminister besøgte Kina.
    I stedet for, ret meget, at omtale undertrykkelsen af befolkningen, begyndte PNR at synge og danse for de kinesiske politikere.
    Ja, det er jo også en måde at kritisere et diktatur på.

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    Hvilken musik spiller de i Kina, og hvilken musik skal vi spille i Europa?

    En rejse til Kina er en rejse tilbage til "Europa", som Napoleon kunne have formet Europa, hvis han havde vundet:

    Et unitarens, monistens Europa; et system, der ikke kan ændres, men meget kan gøres/ændres inden for systemet som EU.

    I Europa var vi på vej imod atomismens, pluralismens Europa, hvor systemet udadtil godt kan tænkes ændret, men intet kan gøres/ændres i praksis.

    Vi er endt op i en uniform, ikke- flexible statsdannelse af monistisk art med EU.

    HVordan kommer vi hen til at blive universelle i det økonomiske liv uden at stivne i former af love med rigide sociale strukturere i uniformismen?

    Svar:
    Vi skal turde at "spille" enstemmigt, skifte til flerstemmigt og gå tilbage igen, fra en melodi til flere melodier og tilbage igen.

    Det er den europæiske egenart i verden at kunne gøre det.

    Modsat polariteterne i Kina og Amerika.



  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    .....Som EU kunne være.

    :)

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    The birth of polyphony..

    (several melodies sounding at once) in European music at the turn of the 12th century, as exemplified in the music of the two great masters Léonin and Pérotin at Notre Dame in Paris, is a wonderful example of this European mixture. It is very clear in their music how the northern, individualistic will element with its strong rhythms and multiple melodies penetrates the southern, universalistic thinking element which is the single contemplative floating melody of Gregorian chant). When the strongly driving rhythmic compositions and divergent lines of Pérotin (early 13th century) take over from the older Léonin’s more modest, almost hesitant, first polyphonic additions to the single line (monody) of Gregorian chant (late 12th century), with Léonin and Pérotin, we feel European music is being born. The music repeatedly moves from polyphony to monody and back again, preserving both in a beautiful balance; often, while the polyphonic and melodic lines become increasingly complex, there is a continuous monodic drone underneath.

  • Anmeld

    Allan Gorm Larsen · Pensionist

    Sprog.

    Hvorfor skrive på engelsk?!.
    Det får den del af befolkningen, som ikke er gode til engelsk til at miste en del stof.
    Vi bor i Danmark, og derfor bør også det danske sprog anvendes, i hvert fald bør der oversættes.

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    Fair nok, her er lidt maskinoversættelse.


    Fødslen af ​​polyfoni ..
    (flere melodier lydende på en gang) i europæisk musik ved slutningen af ​​det 12. århundrede, som eksemplificeret i musikken fra de to store herrer Léonin og Pérotin i Notre Dame i Paris, er et vidunderligt eksempel på denne europæiske blanding. Det er meget klart i deres musik, hvordan den nordlige, individualistiske vilje element med sine stærke rytmer og flere melodier trænger ind i det sydlige universalistiske tænkningselement, som er den gængse kontemplative flydende melodi af gregoriansk chant). Når de stærkt drivende rytmiske kompositioner og divergerende linjer Pérotin (begyndelsen af ​​det 13. århundrede) overtager de ældre Léonins mere beskedne, næsten tøvende, første polyfoniske tilføjelser til Gregorian-singel (monod) af den gregorianske sang (slutningen af ​​det 12. århundrede) med Léonin og Pérotin, vi føler, at europæisk musik bliver født. Musikken bevæger sig gentagne gange fra polyfoni til monody og tilbage igen, bevare begge i en smuk balance; ofte, mens de polyfoniske og melodiske linjer bliver stadig mere komplekse, er der en kontinuerlig monodisk drone nedenunder.

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    I Europa må/ skal vi finde balancen imellem " den alt-gennemtrængende uniformisme" og det at én kultur ( den amerikanske) varetager sine interesser på bekostning

    af alle andre kuturers og/eller at individet varetager sine egoistiske interesser på bekostning af alle andre:

    1800-tallets pluralistiske impuls af nationalisme var en falsk Månekraft, fordi den overbelastede det, der kunne kaldes menneskets livs inkarnatoriske pol, fødestedspolen, dvs. fødsel og tilknytning til en bestemt region i verden og dens kultur gennem ens egen genetisk strøm, ens familie, lokalitet, region, nation, race i omfanget af manglende interesse for andre mennesker og kulturer eller endda en fjendtlighed over for dem, fordi de var forskellige. Det bekræftede sin egen del af flerheden, mens han var tilbøjelig til at afvige andre; det følte varmen for ens egen familie og kultur, men ikke for andre. Monismens 20. århundrede impuls, derimod, var en falsk Solkraft, som også kan kaldes en ekskarnationskraft, fordi den i det væsentlige afviser de forskelle, som jordiske virkeligheder pålægger og ser i stedet for den ikke-jordiske. Men i vores materialistiske tidsalder betød dette, at det ikke så ud til en åndelig verden, men til et intellektuelt abstraktionsområde, som kun er en skygge af den åndelige verden. Denne falske solkraft, som præsenterer sig som rationalitet, logik, system og videnskab, udgjorde alt for ofte pålæggelsen af ​​alle af et enkelt monistisk lys fra det høje, et enkelt intellektuelt mønster, et lys uden varme og kærlighed, som kunne derfor ikke rigtig forstå forskellene. Det 19. århundrede var en tid, hvor de Mange (gruppen) (kulturer) hævdede sig på bekostning af den Ene (individet) (menneskelige race); i det 20. århundrede (især i sin anden halvdel), den Ene (individet) - antog menneskeheden som helhed, men alt for ofte kun varetog interesserne for en kultur (den amerikanske kapitalistiske verdensbillede eller den kommunistiske verdenssyn) - hævdede sig på bekostning af de mange (kulturer): ensartetheden (uniformiteten) bliver ALT-GENNEMTRÆNGENDE . Den antroposofiske løsning er at bekræfte begge disse poler, den ene og de mange og forsøge at holde dem i balance.

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    overbelastede = overvægtede

    :)

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    For at finde den rette balance mellem uniformismen og pluralismen i Europa må og skal Europa genforenes med Rusland for at denne opgave kan blive løst på rette vis.

    Det sker bedst før at Europa er blevet amerikaniseret, som en kultur på bekostning af alle andre kulturere med mulighed for at få individer kræver eller hævder deres pengemagt/ejendomsret på egoistisk bekostning af de mange.

    De 3 strømme: Fra øst Uniformismen/monismen, Fra syd: Gruppen, stammen, racen. Fra nord: den anarkistiske, egoistiske individualitet, tag hvad du vil have: vikinger, nordboere.

    I det 9. århundrede, da disse tre strømme blev forankret med hinanden, var der en mand, pave nicholas I (r.858-867), som forsøgte at holde dem adskilt. Han blev assisteret af hans rådgiver Anastasius Bibliothecarius. Som repræsentant for den romersk-katolske kirke stod pave nicholas specielt for romers mysterier - kirkens lov og rettigheder som social og spirituel institution, og han søgte at bevare et frirum imidten af Europa, der ikke ville blive urimeligt påvirket af impulserne fra nordvest og sydøst: impulser af hedensk individualisme på den ene side og asiatisk kollektive ritualisme og mystik på den anden side.

    Nicholas, ifølge Steiner, blev genfødt den 23. maj 1848 som Helmuth von Moltke (over), chef for den tyske hærs generalsekretær og dermed øverstbefalende i 1914, da krigen brød ud. Dette betød, at han var nødt til at beordre hærer, der kæmpede mod både russerne på østfronten og mod briterne og franskmændene på vestfronten.

    Som Nicholas stolede på sin Anastasius, havde Moltke følelsesmæssig, intellektuel og åndelig støtte fra sin kone Eliza, som var en af ​​Steiners tidligste esoteriske elever.

    Efter at Moltke døde den 18. juni 1916, var Steiner i syv år i kommunikation med den døds sjæl - en unik begivenhed i Steiners liv - og han formidlede budskaber fra Moltkes sjæl til Eliza von Moltke.

    Disse meddelelser gør klart at Moltkes individualitet erkendte, at hvad han havde måttet gøre i sit tidligere liv som pave Nicholas, måtte han nu gøre MODSAT.

    For Europas fremtid var han nødt til at arbejde for at bringe Central- og Østeuropa sammen, men på en måde, der respekterede naturen/konstitutionen i begge regioner.

    Det er denne forbindelse mellem Central- og Østeuropa, at de vestlige elitstyrker, der besat det gamle Roms spøgelse, er fast besluttede på at forhindre,

    ikke mindst ved at bruge Tyskland til at forfalske en europæisk union, der er anti-russisk.

    I det tyvende århundrede var de succesrige to gange i de to verdenskrige.

    Men fordi det ligger i Europas skæbne, at denne forbindelse mellem Central- og Østeuropa skal ske, har befolkningerne i de to regioner fortsat forsøgt og vil forsøge at etablere den.

    Vil det blive forhindret en tredje gang i det 21. århundrede?

    Det er ikke i ringe grad op til Vesteuropas folk - om de vil vågne op overfor deres regeringers forræderier eller igen tillade, at deres vilje blive vendt af disse herskere hen imod anstrengelserne for at forbinde Central- og Østeuropa.