Klumme: Et dataetisk råd kan hjælpe i dataetiske dilemmaer

Af Birgitte Alstrøm
Ledelsesrådgiver hos Lederne
I Danmark har vi været lang tid om at løfte debatten om dataetik op på formelt niveau. Der har været en tendens til at opleve det som fremtidsscenarier, men teknologierne er i dag så fremskredne, at både politikere, ledere og forbrugere i fællesskab nu er nødt til at forholde sig til de dataetiske dilemmaer.
Forbrugere afgiver kraftigt stigende mængder af data som modydelse for nye muligheder. DNA kan nemt samles op og analyseres. Medarbejdere og forbrugere får indopereret en chip i hånden.
I Kina overvåger nogle chefer de ansattes hjerner med hatte fyldt med små sensorer, der kan måle de ansattes aktivitet i hjernen. Det er ikke længere en science fiction-film, men virkelighed lige nu.
Skriv til debat@altinget.dk
Den øgede brug af blandt andet kunstig intelligens (AI), Internet of Things (IoT), smart cities, med videre giver mange spændende udviklingsmuligheder og værdi for både samfund, virksomheder og mennesker.
Flere af de udfordringer, vi står overfor både i Danmark og globalt, vil vi kunne løse ved at have et større datagrundlag at arbejde med på tværs af platforme. Men det skal ikke være for enhver pris.
Vi har derfor brug for en permanent dataetisk gruppe, som behandler dataetiske dilemmaer i både virksomhedernes konkurrenceevne og den offentlige sektor.
Birgitte Alstrøm
Ledelsesrådgiver hos Lederne
Derfor er det vigtigt, at vi finder et niveau, hvor danske ledere konstant kan udfordre og bruge data intelligent til at innovere og forretningsudvikle sig til konkurrencemæssige fordele og øget velfærd for de danske borgere – men uden at det går på kompromis med en etisk ansvarlig anvendelse af personlige data.
Danske ledere står over for dataetiske beslutninger
Et godt skridt på vejen er regeringens initiativ fra marts 2018, hvor erhvervsminister Brian Mikkelsen udnævnte en ekspertgruppe om dataetik. Ekspertgruppen skal ultimo 2018 komme med anbefalinger til regeringen om, hvordan danske virksomheder kan gøre ansvarlig dataanvendelse til en konkurrencefordel.
Hvis vi mangler dataetiske anbefalinger, kan det for nogle danske virksomheder medføre en stilstand i forretningsudviklingen med efterfølgende tab af konkurrencekraft, da danske ledere ønsker at befinde sig på den rigtige side af den dataetiske streg, som ikke er defineret endnu.
På den anden side kan manglen på dataetiske anbefalinger også betyde, at nogle danske ledere kan få igangsat initiativer, som pludselig skal rulles tilbage igen med store økonomiske konsekvenser for virksomhederne og menneskelige konsekvenser på grund af uhensigtsmæssig brug af personlige informationer.
Ledere i både den private og offentlige sektor står således over for nogle svære dataetiske beslutninger.
Brug for permanent dataetisk råd
Regeringens nuværende ekspertgruppe om dataetik skal primært fokusere på, hvordan virksomheder kan håndtere de etiske udfordringer ved brug af data, men debatten er lige så vigtig for hele den offentlige sektor, så de teknologiske muligheder kan komme borgerne til gode på en stadig dataetisk ansvarlig måde. Desuden er ekspertgruppen kun nedsat for 2018, men i de kommende år vil vi også løbende opleve data blive anvendt på nye måder.
Vi har derfor brug for en permanent dataetisk gruppe, som behandler dataetiske dilemmaer i både virksomhedernes konkurrenceevne og den offentlige sektor.
Det kan for eksempel være som et permanent dataetisk råd, der kan sikre en løbende offentlig dataetisk debat, rådgive regeringen og indgå i et stærkt internationalt samarbejde omkring dataetik, da dataetiske dilemmaer i lige så høj grad er globale.
Tillid mellem mennesker, offentlige organisationer og private virksomheder er en af de helt grundlæggende forudsætninger for en bæredygtig udvikling i vores samfund.
Dette inkluderer også en høj grad af tillid til den måde, vi anvender data. Ifølge PwC's tillidsbarometer for 1. halvår 2018 har både institutioner og det private erhvervsliv allerede i dag en opgave med at skabe mere tillid til deres systemer. Det vil et permanent dataetisk råd på tværs af den private og offentlige sektor kunne bidrage med.
Omtalte personer
Emner i denne artikel
Indsigt
Lisbeth Knudsen73 årI dag
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Niras, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet, Medlem af bestyrelsen, Velux Fonden, Sjællandske Medier og Health Tech Hub Copenhagen.
Finn Kensing76 år8. juni
Professor emeritus, dr. scient., Datalogisk Institut, Københavns Universitet
Søren Bregenholt55 år8. juni
Chef for forskning og udvikling, Novo Nordisk, fhv. bestyrelsesformand, Medicon Valley Alliance
- Karina Lorentzen Dehnhardt spørgerHvilke initiativer vil ministeren tage, så Danmark også får ført sager mod techgiganterne?

Louise Brown spørger Sophie LøhdeHvorfor er reglerne ikke ændret, så onlineplatforme kan levere håndkøbsmedicin?
Peter Skaarup spørger Rasmus StoklundHvilke redskaber anvender myndighederne til at forebygge radikalisering via sociale medier?
- B 84 Anvendelse af kunstig intelligens i forbindelse med behandling af ansøgninger om dansk indfødsret (Udlændinge- og Integrationsministeriet)Fremsat
- L 111 Lov om supplerende bestemmelser til forordningen om kunstig intelligens (Digitaliseringsministeriet)1. behandling
- L 96 Lov om leje (Social- og Boligministeriet)1. behandling
- Kvinderne i overtal for første gang: Se alle de nye ministre
- Syv politikere bliver ministre for første gang: Lær dem at kende her
- Mette Frederiksen danner regering efter rekordforhandlinger. Her er, hvad vi ved
- Her er de nye regeringsudvalg
- Nu er regeringsgrundlaget her: Det lagde de fire partiledere vægt på
















