Kronik: Den globale tech-handel har ændret sig – hvornår går det op for EU?

Symptomatisk for det europæiske DNA
Netop USA har længe set teknologi som et område for stormagtskonkurrence. Eksportkontrollen bruges som et pragmatisk redskab til at opnå skiftende handelspolitiske mål.

Dette kan næppe siges også at være gældende for EU. Udfordringerne bunder blandt andet i, at der i EU ikke foreligger noget tilnærmelsesvist samlet overblik over, hvilke teknologier der er afgørende for europæisk sikkerhed i bred forstand, og som det må formodes er i EU’s interesse at være særlig opmærksom på, hvor ender uden for Europas grænser.

Formand for EU-Kommissionen Ursula Von der Leyen satte i sin 'State of the Union'-tale fokus på næste generation af supercomputere og annoncerede udviklingsinvesteringer for 8 milliarder euro. Men EU har simpelthen ikke tradition for at koble banebrydende teknologier til stormagtskonkurrence og europæisk sikkerhed.

Europa betragter fortsat eksportkontrollen som et multilateralt redskab, der skal sikre, at teknologi egnet til masseødelæggelsesvåben, ikke spredes.

De to udgangspunkter er vidt forskellige. Også når det kommer til, hvilken betydning den teknologiske udvikling i sig selv har i forhold til det løbende internationale reguleringsarbejde.

USA er meget bevidst om, og agerer ud fra et faktum om, at teknologiudviklingen bevæger sig med en hidtil uset hastighed, hvorfor de internationale reguleringsfora, der alle arbejder ved konsensus, får stadig flere og sværere betingelser

For EU står de multilaterale samarbejdsformer som den altovervejende hovedregel. Det er symptomatisk for det europæiske DNA, at medlemslandene i EU-regi nu på fjerde år arbejder med at opnå enighed for at kunne opdatere den gældende EU-forordning på området.

Balancerer realtionen til Kina 
Det er åbenlyst, at ny teknologi ikke blot disrupterer international handel, globale værdikæder og regulering, men også mange andre områder som for eksempel forretningsmodeller, forsvar, demokratiske debatter og valg.

Mængden af alle disse områder gør, at det mest afgørende, som ny teknologi har disruptet, er konkurrencen mellem stater og dermed national sikkerhed.

Men teknologiernes betydning finder særdeles sjældent vej til det magtsprog, som EU, qua sit mål om strategisk autonomi, også ønsker at kunne tale.

Magtsprogligt er handelspolitikken ingen undtagelse, og EU taler da heller ikke længere om strategisk autonomi, men om åben strategisk autonomi for dermed at balancere relationerne til primært Kina.

Evnen til at kunne imødegå Kina afstedkommer nu opfordringer fra flere kanter om at etablere multilaterale samarbejder om eksportkontrol på tværs af Atlanten og med deltagelse af andre ligesindede lande som Japan, Sydkorea, Taiwan og Australien.

Der er imidlertid ikke meget, der tyder på, at EU ønsker at skærpe sit magtsprog over for sin, ifølge kommissionsformand Von der Leyen, ”forhandlingspartner, økonomiske konkurrent og (...) systemiske rival” ved at etablere et nyt internationalt setup eller trække eksportkontrollen i de eksisterende internationale regimer i en retning, hvor reglerne i højere grad afspejler redskaber, der kan anvendes til at opnå handelspolitiske og økonomiske mål.

Skærpet screening 
EU har siden vedtagelsen af forordningen om screening af udenlandske investeringer (FDI) i 2019 rettet sit blik mod at forhindre situationer, hvor udenlandske investorer erhverver virksomheder eller overtager kontrollen med virksomheder, der er kritiske for sikkerhed og offentlig orden.

Af frygt for kinesiske virksomhedsovertagelser opfordrede Kommissionen, i forbindelse med covid-19, medlemslandene til at skærpe denne screening.

Seneste skud på stammen for investeringskontrol er vedtagelsen af Kommissionens hvidbog vedrørende udenlandsk subsidiering af virksomheder, der agerer i det indre marked eller opkøber europæiske virksomheder.

Det er åbenlyst, at EU anser udenlandske investeringer i kritiske virksomheder som betydeligt mere problematiske end disse virksomheders eksport af teknologi. For eksempel i forhold til de nordiske lande er Kinas strategiske interesser centreret om halvledere, ammunitionsrelateret teknologi, FinTech, GreenTech, BioTech og maritime teknologier.

EU er nødt til at fravige sit principielle udgangspunkt
Desuden kan vi fra kinsesisk side se et større fokus på at opnå nordisk teknologi gennem opkøb af start-ups og forskningssamarbejde med akademiske institutioner.

Ud fra et perspektiv om national sikkerhed er det imidlertid kortsigtet, at der ikke er samme fokus på teknologibeskyttende foranstaltninger, når det kommer til eksport af de teknologier, som ellers tilgodeses i forbindelse med udenlandske investeringer i de selvsamme virksomheder.

Såfremt udenlandske investeringer i virksomheder inden for strategiske industrier skal screenes som følge af virksomhedernes afgørende betydning for samfundet og for at undgå tab af kritiske aktiver og teknologi, er det kontraproduktivt, at selve eksporten af disse teknologier er underlagt regler etableret i multilaterale og konsensuskrævende regimer og organisationer, der søger at forhindre eksport af teknologier med et helt andet sigte og udgangspunkt, nemlig hvad der er egnet til at indgå i masseødelæggelsesvåben.

Investeringsscreening og eksportkontrol adresserer to vidt forskellige sikkerhedsbegreber selvom det, man søger at beskytte – teknologien – er det samme.

EU er nødt til at fravige sit principielle udgangspunkt om multilateralitet og optræde betydeligt mere pragmatisk og konsekvent i sin handelspolitik, hvis kritiske og i særdeleshed disruptive teknologier og viden ikke skal sive ud af Europa mellem de to regelkomplekser.

Det vil kompromittere Europas ønsker om teknologisk suverænitet og strategiske autonomi.