Skærmforsker om mobilfri skoler: Vi får mindre porno og Zalando i timerne – men også mindre digital dannelse

En bred kreds af Folketingets partier har netop stemt for det, der kaldes et nationalt forbud mod mobiltelefoner i skolen.
Men lad os kalde en spade for en spade: Det er reelt en konsolidering af de regler, som langt, langt de fleste skoler allerede har indført for længe siden.
Aftalen består af to hoveddele: Dels regler om "mobilfrihed" for folkeskoler og SFO'er, dels regler om indholdsfiltrering på skolernes netværk, gældende for både grundskoler, efterskoler, frie fagskoler, ungdomsuddannelser og FGU.
Desuden indeholder den forskellige overvejelser om brugen af "skærm", hvor det gentages, at det skal kunne begrundes fagligt, når de bruges.
Argumenterne er velkendte og ligner til forveksling dem, der kom sidste år, da Børne- og Undervisningsministeriet udsendte "anbefalinger" om samme emne. Der er altså ikke meget breaking news over, at det nu er blevet til en lov, at man skal have regler.
Djævlen ligger i detaljen
Heldigvis er man gået væk fra et komplet forbud. Man lader det nu være op til skolernes bestyrelser og ledelser at tilrettelægge de konkrete regler, herunder at vurdere, om der skal være undtagelser for børn med særlige behov eller for elever, der for eksempel har brug for deres rejsekort, når de skal til svømning.
Selv om telefonen ligger i skabet i skoletiden, lever børnenes relationer, konflikter og bekymringer videre online.
Stine Liv Johansen
Lektor, Aarhus Universitet
Med andre ord er reglerne ikke blevet så rigide, som man kunne frygte.
Det er også værd at bemærke, at reglerne ikke skal gælde for fritids- og ungdomsklubber; formentlig i en erkendelse af, at det hverken praktisk eller pædagogisk giver mening, at for eksempel 6. til 7. klasser skal forbydes at have deres telefon i tasken, når de er i klub.
Der er al mulig grund til at lade mobiltelefoner ligge i tasken eller lægge dem ind i et skab og sætte dem på lydløs, når man skal holde undervisning, eller for den sags skyld når man skal spille fodbold i frikvarteret.
Men som så ofte før ligger djævlen i detaljen. For hvad er det, man ikke får, når man bruger så mange ressourcer på at få telefonerne ud af klassen uden at få den digitale dannelse ind?
Hvordan skal børn og unge lære at leve et fornuftigt liv i en verden, der er bygget op af konstante forstyrrelser og fastholdelsesmekanismer? Det får vi ikke svar på.
Her står det politiske paradoks særligt tydeligt: Man har år efter år været nølende med at etablere et reelt teknologiforståelsesfag i folkeskolen.
Ja, der kommer et valgfag og en "faglighed i andre fag" i 2027, men det er for lidt og temmelig sent.
Politikerne kunne have gjort det for længe siden, men valgte ikke at prioritere det. I stedet har man brugt kræfterne på at holde teknologien ude i stedet for at lære børnene at begå sig i den.
Zalando og porno i timerne
Del to af aftalen handler om, at der skal implementeres filtre i skolerne, så gaming og shopping holdes ude af klasserummet. Det er på mange måder fornuftigt.
Ungeprofilundersøgelser viser, at rigtig mange – særligt drenge på ungdomsuddannelserne – bruger virkelig meget tid ikke bare på gaming, men også på gambling.
Det er et reelt problem, som filtrene kan hjælpe med at dæmme op for.
Mobilforbuddet sparker altså en åben dør ind. De fleste skoler har allerede styr på det.
Stine Liv Johansen
Lektor, Aarhus Universitet
Men de filtre er naturligvis ikke gratis. Knap 28 millioner vil de koste om året. Og finansieringen? Den skal blandt andet findes ved at hapse 15 millioner fra puljen til projekter om digital dannelse.
Resten skal udmøntes fra midler til folkeskolens kvalitetsprogram samt børn og unges trivsel.
Aftalen tager altså penge fra digital dannelse for at installere filtre, der skal beskytte eleverne mod det, de ikke har lært at navigere i – fordi vi har taget pengene fra digital dannelse.
Så hvad får vi? Vi får skoler, der gør det samme, som de gør i dag. Og vi får mindre porno og Zalando i timerne. Det er fint nok.
Men hvad mister vi? Vi får færre elever, der bliver rustet til at leve i og med de digitale teknologier. Og der bliver taget lunser af de projekter, der blandt andet skulle sørge for flere klasser med to lærere.
Ind i skabet med problemerne
Mobilforbuddet sparker altså en åben dør ind. De fleste skoler har allerede styr på det. Men der er en overhængende risiko for, at ledelserne ude på skolerne og i klubberne nu tror, at opgaven er løst, fordi telefonerne ligger i skabet.
Børn og unges behov for voksne forsvinder ikke – tværtimod. De har brug for lærere og pædagoger, der kan støtte dem i at løse konflikter, der finder sted online, og hjælpe dem med at forholde sig til det, de ser på nettet.
Selv om telefonen ligger i skabet i skoletiden, lever børnenes relationer, konflikter og bekymringer videre online.
Det vil være virkelig problematisk, hvis skolerne og klubberne nu trækker sig fra de hverdagssamtaler med børnene om deres digitale liv, bare fordi telefonerne ikke er synlige.
Jeg er glad for, at loven ikke blev så firkantet, som den kunne være blevet. Men jeg savner visionen. For når børnene træder ud ad skolens port og kommer hjem, er telefonen der stadig. Og så er de alene med den.
- Tidligere Palantir-ansat: Danmark er ved at lægge sin sikkerhed i hænderne på Trumps tech-inderkreds
- Digitaliseringsministeren har næsten kun ansvar for MitID. Det er en ommer
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Danske Medier: Her er tre tiltag, der kan sikre medier og kulturlivet mod at blive udnyttet af kunstig intelligens
- AI er på dagsordenen i regeringsforhandlinger. Det er på tide, lyder det fra aktører

















