Med skeptikerne ind i den selvkørende fremtid

Selvkørende biler er helt sikkert koblet til overvågning af brugerens kørselsmønstre, men de overvåger også bilens omgivelser. Hvad sker der med al den data, de indsamler?

Søren Riis
Lektor på Roskilde Universitet, fremtidsforsker og medlem af transportministerens ekspertgruppe om fremtidens transport

Nu er den her næsten. ”Hvis alt går vel, kører den første førerløse bil i Danmark i starten af 2018.” Sådan sagde transportminister Ole Birk Olesen (LA) til Politiken sidste år, da han barslede med et lovforslag til Folketinget, som skulle tillade førerløse biler på offentlige veje i Danmark. Gættekonkurrencen, som transportministeren dengang meldte sig ind i, lyder måske bekendt.

Silicon Valleys chefer har vænnet sig til at ride på en bølge af begejstring og forventning, hver gang det nyeste skridt mod førerløse biler lanceres. I oktober 2012 annoncerede en af Googles stiftere Sergey Brin, at almindelige mennesker ville køre i Googles selvkørende bil inden for ”en årrække, der kan tælles på én hånd”. I oktober 2014 lovede Audis teknologichef, at en fuldt ud autonom A8, hvis digitale chauffør skulle kunne køre bedre bil end de fleste mennesker, ville blive præsenteret i 2016 og lanceret globalt i 2017. I oktober 2016 lancerede Elon Musk Teslas planer om at sende en selvkørende bil fra Los Angeles i Californien tværs over landet til New York uden menneskelig indgriben undervejs inden udgangen af 2017.

Problemet med de tre – og mange lignende – udmeldinger er, at de ikke er gået i opfyldelse. Sergey Brins hånd har fem fingre, Audis autonome bil lader fortsat vente på sig, og Elon Musk erkendte allerede i august, at man måske lige var nødt til at udskyde turen en anelse. Eksemplerne er blot tre ud af mange. Fortællingen om morgendagens teknologiske landvindinger udi selvkørende transport mangler stadig at vise sig leveringsdygtig.