Debat

Mogens Jensen: Sådan bliver eksporteventyret til virkelighed

DEBAT: Dansk velfærdsteknologi står stærkt internationalt. Men skal vi realisere eksporteventyret, skal der arbejdes mere strategisk, fokuseret og langsigtet med området. Det skriver handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).
Foto: ft.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mogen Jensen (S)
Handels- og udviklingsminister

Den danske sundhedsindustri og vores velfærdsteknologiske løsninger står stærkt, også internationalt. Men der er et stort uforløst eksportpotentiale, som det også fremgår af debatten her på Altinget.dk.  

Både vestlige lande og vækstmarkederne står over for en tikkende ældrebombe. De efterspørger både viden, teknologi og innovative løsninger på forskellige niveauer, som den danske velfærdsmodel og de danske virksomheder har løsningerne på.

Det gode ældreliv på fransk
Et land som Frankrig står over for at skulle bygge et stort antal nye plejehjem, renovere op mod 40 procent af de eksisterende plejehjemspladser og reformere ældreplejens opbygning. Der er tale om milliardinvesteringer - og dermed interessante og konkrete eksportmuligheder for danske virksomheder.

Fakta

Velfærdsteknologidebatten har siden 6. maj sat fokus på dansk eksport inden for det velfærdsteknologiske område.

Handels- og udviklingsminister Mogen Jensen (S) afslutter med sit indlæg debatten.

Du kan også blande dig! Send dit indlæg til [email protected] 

Derfor arbejder vi målrettet på at fremme kendskabet til den danske ældrepleje og dermed bane vejen for danske virksomheder på det franske marked. Blandt andet ved, at den danske ambassade i Paris i samarbejde med Dansk Rehabgruppe og Aalborg Kommune har stået for at præsentere den danske ældremodel i en samlet løsning på en stor fransk rehabiliterings- og sundhedsmesse.

Der er også skabt en strategisk salgsalliance, der består af otte producenter af velfærdsteknologi, som repræsenterer alt fra loftslifte, højderegulerbare køkkener, justerbare badeløsninger og intelligente gulve, senge og gardiner til særlige ældrevenlige stole.

Både på myndigheds- og virksomhedsniveau skal vi blive endnu skarpere på, hvor de danske produkter og løsninger skaber merværdi på de enkelte markeder. Og hvad der skal til for at understøtte de enkelte landes og danske virksomheders behov bedst muligt.

Mogens Jensen (S)
Handels- og udviklingsminister

Formålet med alliancen er at bringe de danske løsninger i spil i forbindelse med konkrete franske byggeprojekter og samtidig fortælle historien om dansk ældrepleje.

Det gør vi blandt andet med studierejser til Danmark for franske plejehjemsdirektører, road-shows i udvalgte franske byer, der står med igangværende og nye byggerier, og direkte promovering af de danske virksomheder over for private udbydere af plejehjemspladser.

Ældreliv på vækstmarkeder
Vækstmarkederne og særligt Kina står også over for en stor udfordring med at håndtere den stærkt stigende ældrebefolkning, som hidtil er blevet passet af deres børn. Men som nu også efterspørger opbygning af ældreplejesystemer og konkrete løsninger her og nu.

Den danske model er attraktiv med adgang til pleje og velfærdsydelser af høj kvalitet og med et fornuftigt omkostningsniveau, hvor der tages hensyn til ældres individuelle behov og ønsker.

Der er dog ingen tvivl om, at eksport af den danske velfærdsmodel til Kina og afsætning af ældreplejekoncepter og uddannelse af kinesisk plejepersonale, kan være en svær ligning at få til at gå op.

Det skyldes blandt andet, at den kinesiske sundhedsreform er underfinansieret, at kineserne endnu ikke helt har været i stand til at definere deres egentlige behov - og at danske løsninger og koncepter ikke kan implementeres som plug-and-play på grund store kulturelle forskelle.

Realisering af eksporteventyret
Men hvad skal der til for at realisere eksporteventyret om velfærdsteknologi og særligt den danske ældremodel til Kina og andre vækstmarkeder?

Det er der ikke noget nemt svar på, men mit bedste svar er, at der skal arbejdes strategisk, fokuseret og langsigtet med området - både i forhold til det offentlige og det private.

Vi skal fortsat brande den danske velfærdsmodel og vise og udvikle samlede løsninger på ældrepleje og andre områder.

Både på myndigheds- og virksomhedsniveau skal vi blive endnu skarpere på, hvor de danske produkter og løsninger skaber merværdi på de enkelte markeder. Og hvad der skal til for at understøtte de enkelte landes og danske virksomheders behov bedst muligt.

Det kræver samtidig, at virksomhederne tænker i andre typer af forretningsmodeller og accepterer, at det tager tid fra interesse til implementering.

Fuld opbakning fra regeringen
Jeg har netop lanceret en ny eksportstrategi, hvor hele regeringen stiller sig bag eksporten for i endnu højere grad at understøtte de danske virksomheder.

Det gælder også for det væld af forskellige brancher involveret i udvikling og produktion af velfærdsteknologi.

Vi opprioriterer det strategiske sektorsamarbejde mellem myndigheder ude og hjemme og mellem danske myndigheder og myndighederne på eksportmarkederne.

Vi har blandt andet afsat penge til knap 20 vækstrådgiverstillinger, der primært oprettes i udviklingslande med høj vækst og i vækstøkonomier.

Vækstrådgiverne skal bidrage til at få sektorsamarbejde mellem lokale og danske myndigheder op at stå og hjælpe danske virksomheder ind over de høje dørtrin på svære markeder.

Det kræver en indsats fra os alle - både det offentlige og det private, hvis eksportmulighederne inden for velfærdsteknologi både til Vesten, Kina og andre nye vækstmarkeder skal realiseres.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

0:000:00