Museumsinspektør: Kulturarven påvirkes af nye regler for ophavsret

Undtagelse kan ramme uddannelsesinstitutioner
Artikel 5 forpligter medlemsstaterne til at indføre en undtagelse for brug af digitaliserede værker i undervisningen.

Det er umiddelbart sød musik i kulturarvsinstitutionernes ører, der løfter en stor dannelsesopgave i samfundet og ligger inde med uendelige mængder autentiske, læringsegnede kilder og værker, der bragt i spil kan være med til at udvide børn og unges videnshorisont.

Men undtagelsen er formuleret sådan, at den kan gå hen og blive prohibitivt dyr for uddannelsesinstitutionerne.

Medlemsstaterne kan vælge at give rettighedshaverne en kompensation for undtagelsen, og ser man på lignende tilfælde, vil rettighedsorganisationerne med stor sandsynlighed lobbye for, at den kompensation bliver klækkelig.

I sidste ende kan det resultere i, at meget af det copyrightomfattede materiale, der nu kunne komme undervisere og elever til glæde og gavn, bliver for dyrt at inddrage i undervisningen.

Og så er vi lige vidt.

Lige præcis udbredelsen af viden og kulturarv gennem undervisning burde have så vigtige, positive samfundseffekter, at man kunne hjælpe undervisnings- og kulturarvssektoren bedre på vej her.

Skuffelse trods forbedring
Artikel 6 er for mig at se en skuffelse, på trods af at den er en forbedring af den eksisterende lovgivning.

Den giver nemlig kulturarvsinstitutionerne en ny undtagelse til at digitalisere deres copyrightbeskyttede samlinger – men kun med henblik på bevaring.

Når man tænker på, at det nye copyrightdirektivs formål er at modernisere de europæiske ophavsretsregler, så de passer bedre til den digitale virkelighed, er det ærgerligt, at man standser her.

Kulturarvssektorens samfundsrolle begrænser sig ikke til at bevare kulturarven.

En afgørende del af dens eksistensberettigelse ligger i at skabe relevante oplevelser for borgerne, og det sker gennem at tilgængeliggøre, levendegøre og inspirere til aktiv brug og deltagelse.

Det er her, at læring og udvikling tager fart og gør en forskel i menneskers liv og dermed i samfundet.

Fremskridt gør værker tilgængelige
Artikel 8 til 11 er et vigtigt fremskridt for kulturarvssektoren. Nærmere bestemt for alle jer brugere, som vi er her for.

Den giver kulturarvsinstitutioner ret til at digitalisere og tilgængeliggøre værker, der ikke længere er i handlen.

Hvad de færreste nok tænker over, er, at store dele af den kulturarv, der opbevares i museer, arkiver og biblioteker på offentlighedens vegne, er umulige at få fat på i butikkerne, men også umulige for kulturarvsinstitutionerne at stille til rådighed på internettet på grund af ophavsret – indtil nu.

Det har fængslet en hel masse værker, som ingen rettighedshavere alligevel tjente penge på, hvilket hverken skabere eller publikum har haft glæde af.

Men – for der er et forbehold – det kan blive et tungt arbejde for kulturarvsinstitutionerne at verificere, at værker i deres samlinger rent faktisk er ude af handlen, og at de derfor har ret til at tilgængeliggøre dem digitalt.

Jeg kan frygte, at arbejdsbyrden vokser sig lige så stor som den, som direktivet for forældreløse værker har medført.

Det kan medføre, at de i princippet delbare værker forbliver bag lås og slå, indtil ophavsretten med sikkerhed er udløbet.

Museer kan påberåbe copyright
Endelig er artikel 14 en glædelig nyhed.

Når man digitaliserer værker, der er fri af ophavsret, må man fra nu af ikke pålægge de digitale reproduktioner nye rettigheder.

De skal være i public domain ligesom det underliggende værk. Det er en ratificering af Europeanas ti år gamle 'Public domain charter' og en stor sejr for kulturarven.

Dog åbner artiklens formulering for en fortolkningsstrid.

For der kan gøres undtagelser, hvis en reproduktion er udtryk for en intellektuel, kreativ indsats fra skaberens side.

Det genåbner den gamle diskussion om, hvorvidt en fotograf kan hævde copyright over et billede af et værk i public domain, fordi der er arbejdet med blandt andet lyssætning og farvestyring, hvilket reelt er praksis på rigtig mange europæiske museer fulde af copyrightbeskyttede fotografier af værker i public domain.

Set gennem de langsynede kulturarvsbriller er copyright en midlertidig undtagelse til det offentlige domæne, hvor vi alle har ret til at bruge hele menneskehedens intellektuelle og kreative arv.

Med denne kattelem i direktivet kan kulturarvsinstitutioner principielt blive ved med at lave nye reproduktioner af deres public domain-samlinger og påberåbe sig copyright over dem.

Var det hensigten med det nye direktiv?

Overordnet afstedkommer det nye copyrightdirektiv for mig at se flere spørgsmål end svar, og opklarende kommentarer er velkomne.

Kulturarvssektoren har brug for kyndig hjælp til at afdække, hvordan det nye copyrightdirektiv skal omsættes til praksis, så vi kan udføre vores opgaver med ro i sindet – vel vidende at vi bidrager med væsentlige byggeklodser til det 21. århundredes samfundsborgere i form af kulturarvsdata og -indhold af højeste karat fra troværdige kilder.