Kronik

Forsker: Her er syv myter om det nye ophavsretsdirektiv

KRONIK: De største bekymringer om EU's nye copyrightdirektiv har drejet sig om artikel 17. Her forsøger forsker Sebastian Schwemer at afmystificere nogle af artiklens aspekter. 

En tilpasning af ophavsretten til den digitale tidsalder var tiltrængt. De mest relevante regler i dag går tilbage til 00'erne. Før Facebook, Twitter eller Youtube, skriver Sebastian Schwemer.
En tilpasning af ophavsretten til den digitale tidsalder var tiltrængt. De mest relevante regler i dag går tilbage til 00'erne. Før Facebook, Twitter eller Youtube, skriver Sebastian Schwemer. Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Sebastian Schwemer
Ekstern lektor, Center for Informations- og Innovationsret, Københavns Universitet

Sjældent har ophavsret fået så stor opmærksomhed. Det er dejligt for en ung forsker, der beskæftiger sig med emnet.

Men opmærksomheden har desværre primært været negativ – dog i mindre grad herhjemme.

I Tyskland demonstrerede for eksempel flere tusind borgere imod EU's nye copyrightreform og sendte regeringen ud i en mindre krise.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg og kronikker kan sendes til debat@altinget.dk

Der har været store bekymringer om blandt andet artikel 17 af direktivet. Derfor bidrager mit debatindlæg til at afmystificere nogle af dens aspekter.

1. Handler om ophavsret
Den ophavsretlige vinkling har givet den bagvedliggende diskussion en mærkelig drejning.

Hvis du har læst artikel 17 og er forvirret, så er du ikke alene.

Sebastian Schwemer, Ekstern lektor, Center for Informations- og Innovationsret, Københavns Universitet

Enten er du for eller imod de kreative, som har svært ved at overleve i disse tider med store platforme som Google eller Facebook.

Men det er altså ikke det, som det handler om. Det handler om (store) rettighedshavere, som mener at have for lidt forhandlingsmagt, når de aftaler licenser med (store) onlineplatforme.

Ophavsretten er noget smukt. Den er baseret på den hypotese, at kreative vil skabe flere værker, hvis vi giver økonomisk incitament til dem.

Men artikel 17 har ingenting med det at gøre. Og faktisk heller ikke med musik.

Det handler snarere om spørgsmålet, hvornår mellemmænd skal være undtaget ansvar for handlinger, som andre foretager sig. Noget, der egentlig er reguleret i e-handelsloven.

2. Rammer kun de store platforme
I den endelige lovtekst er nogle platforme undtaget af den nye ansvarsskærpelse. For eksempel Wikipedia, Github og eBay samt nye virksomheder under snævre forudsætninger.

Selvom de fleste diskussioner har fokuseret på musik, tager artikel 17 faktisk ikke hensyn til, hvilket slags beskyttet værk det drejer sig om.

Det kan være billeder eller tekster af forskellig art. Hvad med for eksempel din kogebogsapp, hvor du uploader billeder af din mad? Eller din blog med kommentarfunktion, som du tjener lidt penge på?

Hensynet med artikel 17 kan næppe være, at disse er omfattet, men det står knap så tydeligt i lovteksten.

Den tyske regering har i sin forklaring til EU-Rådet kommenteret, at den vil indføre en supplerende undtagelse for startups.

Andre lande bør ved implementeringen følge dette eksempel, hvis landene ikke ønsker at kvæle onlineplatform-startupmiljøet med retsusikkerhed.

3. Artikel 17 bidrager til det digitale indre marked
Hvis du har læst artikel 17 og er forvirret, så er du ikke alene. Artikel 17 er ikke det, som man vil kalde for tydeligt og velskrevet.

Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om dens usikkerhed bidrager til det digitale indre marked og vores internationale konkurrencedygtighed.

Europa-Kommissionen er pålagt at udarbejde en vejledning til artikel 17. Nationale lovgivere har nu mulighed for at præcisere ordlyden ved implementering.

Ellers må vi endnu en gang vente på domstolenes afklaring i Europa, mens udviklingen fortsætter i andre verdensdele.

Læs også

4. Kan gennemføres uden uploadfilter
Det store spørgsmål har været, hvorvidt artikel 17 kræver, at de omfattede platforme bruger indholdsgenkendelsesteknologi, som ved upload tjekker, at kun licenserede værker bliver gjort tilgængelige.

Rigtignok står der ikke længere noget om bruget af filterteknologier direkte i teksten.

Men for mig er det svært at se, hvordan platforme skal kunne opleve til de skærpede regler for ansvarsfritagelse uden at netop gøre det. Hvis du gør, kontakt mig endelig.

Den tyske regering mener at have fundet en model til implementeringen, der forhindrer, at uploadfiltre bruges i det størst mulige omfang.

Så endnu en gang kan det være interessant at kigge på vores tyske nabo ved implementeringen.

5. Enden på internettet
Direktivet skal nu implementeres i nationale love. Derfor er det vanskeligt at forudse, hvilken betydning de nye regler får for de forskellige aktører og brugere.

Realiteten vil nok være lidt mere kedelig end det, som vi har hørt: Artikel 17 betyder selvfølgelig ikke enden på internettet. Derimod er den udtryk for en fundamental forandring af den måde, som vi regulerer indhold på nettet.

Artikel 17 medfører mange reelle juridiske bekymringer. Der findes utallige eksempler, som viser, at algoritmiske filtreringssystemer ikke er pålidelige.

Jeg har det som jurist og økonom meget godt med at blive erstattet af en algoritme. Platforme er efter de nye regler pålagt ikke at tage indhold, der ikke krænker ophavsret, ned.

Men hvis eksperter er usikre, om brug af materiale er for eksempel parodi, skal vi så hellere stole på en upålidelig algoritme?

Vi har heller ikke krav på, at alle aktører indretter sig efter det nye regime. Onlineplatforme er frie til at begrænse muligheden for, at brugere kan uploade materiale.

Da GDPR-reglerne blev introduceret, blokerede nogle amerikanske hjemmesider for brugere fra europæiske IP-adresser.

Lignende kan tænkes for direktivet, som i så fald endnu engang vil begrænse vores mulighed til at tilgå indhold.

6. Rettighedshavere vinder, og Google taber
Tiden vil vise, om artikel 17 er den sagnomspundne løsning på rettighedshavers udfordringer.

Og der er mange udfordringer i et digitalt samfund, hvor store onlineplatforme bestemmer regler og håndhæver dem.

Det er vigtigt, at vi kigger på disse aktører. Ikke om et par år. Men nu.

Men artikel 17 er ikke det rigtige værktøj i skuffen.

Youtube og andre bruger allerede i dag filtreringsalgoritmer og bliver bare styrket af reformen. Og så står ophavsretsjurister og forskere pludselig som de store vindere, men det har vel næppe været planen.

7. Sagen er afsluttet
En tilpasning af ophavsretten til den digitale tidsalder har været tiltrængt.

De mest relevante regler for dagens brug går tilbage til starten af 2000-tallet. Før Facebook, Twitter eller Youtube.

Reformen indeholder en del gode og nødvendige tilpasninger, der er druknet i larmen omkring den forfejlede artikel 17.

Det er ærgerligt, at lovgiverne har valgt at presse artikel 17 igennem i stedet for at finde gode løsningsmodeller på reelle problemstillinger.

Det anses for at være en easy win i opgøret med techgiganter, men det er det ikke.

Tyskland har i sin erklæring ved afstemningen erklæret, at landet vil arbejde for at udbedre direktivets mangler, hvis det skulle vise sig, at artikel 17 begrænser ytringsfrihed.

Efter min opfattelse er artikel 17 del af en større udvikling i EU. Tendensen til at stole på bruget af proaktive foranstaltninger (det vil sige filteralgoritmer af private aktører) findes også i andre EU-lovforslag, som ikke handler om ophavsret.

Men det ophavsretlige narrativ med techgiganter mod den europæiske kreative sektor har distraheret os.

Vi mangler en debat i samfundet: Ønsker vi, at algoritmer er indholdspoliti på nettet?

Og hvis svaret er ja: Hvad skal spillereglerne være?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sebastian Felix Schwemer

Associate Professor/lektor, Center for informations- og innovationsret (CIIR), Københavns Universitet
Ph.d. i jura (Københavns Universitet)