Poul Madsen: Statsministerens Nato-kandidatur svækker regeringen

I virkeligheden ved journalisterne ingenting.

Alligevel fylder historien om Mette Frederiksens mulige kandidatur til Nato-generalsekretærposten alt i alle danske medier. Men selvom det er komplet absurd og imod alt hvad journalistik bør handle om, så er det svært at bebrejde de danske medier at spekulationer, synsninger og gætterier fuldstændig har taget over.

For prøv lige at forestil dig konsekvensen, hvis Mette Frederiksens rent faktisk bliver generalsekretær i Nato. Så skal vi have ny statsminister bare syv måneder efter, at Mette Frederiksen søsatte et af de mest risikable regeringsprojekter i danmarkshistorien.

SVM-regeringen har på ingen måde været en succes. Aldrig har en regering ligget så lavt i meningsmålingerne, så kort tid efter den blev etableret. Og hvordan skal Nicolai Wammen eller Peter Hummelgaard som ny statsminister få regeringen op ad dødvandet?

Mette Frederiksen fremstår stadig, på trods af de bank hun har taget i meningsmålingerne, som det stærkeste kort til at vende udviklingen. Og hvis hun er væk, hvad er der så tilbage?

Derfor er det rimeligt nok, at der spekuleres i "kommentatorkøbing", hvilket er et socialdemokratisk udtryk for de politiske bezzerwissere, der bestemt ikke er venligt ment, men en reference til snæversynet bysladder i en provinsby.

Prøv lige at forestil dig konsekvensen, hvis Mette Frederiksens rent faktisk bliver generalsekretær i Nato

Poul Madsen

Men selvom jeg også er træt af, at danske medier i alt for høj grad er gået over til at kommentere spillet frem for at bruge kræfterne på at grave i fakta, så er der kun èn, der kan stoppe sladderen og spekulationerne om Mette Frederiksen som mulig ny Nato-generalsekretær. Det er Mette Frederiksen selv. Og det gør hun ikke.

Mandag havde hun chancen hele seks gange på pressemødet efter hendes visit hos Joe Biden i Det hvide Hus. Seks gange blev Mette Frederiksen spurgt, og på intet tidspunkt sagde hun: "Jeg har ingen ambitioner om at blive Natos generalsekretær". Eller endnu bedre: "Jeg ønsker ikke at blive Natos generalsekretær".

I stedet sagde hun: "Jeg er glad for at være statsminister i Danmark". Ja, det håber vi da så sandelig!

Og derefter gik Mette Frederiksen i gang med at tale sig selv og Danmark op, og hvor glædeligt det er, at hun nævnes som kandidat til Nato: "Det er godt for Danmark. For en ret vigtig del i det at være statsminister, det er at repræsentere vores land og gøre vores anerkendelse gældende."