Sådan skaber vi korpsånd mellem kommuner og regioner

Af Charlotte Fischer
Regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden, spidskandidat til regionsvalget (R)

Statsministeren vil reformere sundhedsaftalerne. I stedet for 98 skal der være fem, var hendes budskab på regionenes generalforsamling. Og jo, lidt mere ensartethed er bestemt på sin plads, men statsministeren fik ikke ram på sundhedsaftalernes store udfordring. Kvantespringet vil være at få langt mere kraft ind i de digre aftaler - i form af kroner og ører.

Første skridt er at skabe en ny generation af sundhedsaftaler med klare, konkrete mål. Andet skridt er at betale de tre parter bag aftalerne - regioner, kommuner og praksislæger - alt efter hvor godt de lykkes med disse mål.

Anledningen er der nu. Ikke alene står regionerne foran at skulle forny de gældende sundhedsaftaler. I sundhedsministerens regi slider et udvalg med at reformere takstfinansieringen af sundhedsvæsenet. Allerede nu forlyder det på vandrørene, at det vil blive småt med reformerne. Det er en skam. For der er brug for at tænke nyt og stort.

Kvantespringet vil være at få langt mere kraft ind i de digre aftaler - i form af kroner og ører.

Charlotte Fischer (R)
Regionsrådsmedlem, spidskandidat

Behov for ny økonomisk tankegang
Vi har brug for et økonomisk paradigmeskift. Udfordringen er at gå fra kun at belønne "produktion" af behandlinger til også at understøtte kvalitet og sammenhæng økonomisk. Her er vi fortsat ingen vegne. Og det til trods for at der I mange år har været talt om præmiering af kvalitet - herunder også forløbstakster, hvor pengene knyttes op på samlede forløb på tværs af fag- og myndighedsgrænser. Men meget tyder på, at det er for indviklet til at føre ud i praksis - hvor god tanken end er.

Sundhedsaftalerne er det stærkeste redskab, vi i dag har til at skabe sammenhæng på tværs af hospitaler, psykisk syge, gravide og mange andre patientgrupper. Der er ingen tvivl om, at vores sundhedsmedarbejdere i alle tre hjørner takket være sundhedsaftalerne og stor ihærdighed har skabt fine fremskridt.

Hæmskoen er, at de tre parter - hospitaler, praksislæger og kommuner - ikke deler økonomisk interesse. For kommunerne er patienterne en udgift - og for regionerne en indtægt. Og praksislægerne har helt deres eget aflønningssystem. Det giver ingen samlet korpsånd - og det skader sammenhængen.

Start med forsøg
Opgaven må være at prikke hul på denne sektortankegang - og søge at skabe samme økonomiske tilskyndelse for alle tre parter. Det begynder med at definere nogle enkle, klare mål i den næste generation af sundhedsaftaler, som bliver en fælles mission for parterne. Målene skal gå på "outcome".

For eksempel at reducere antallet af genindlæggelser for hjertepatienter, reducere medicinforbruget for ældre patienter eller øge tilfredsheden med det samlede tilbud for psykisk syge patienter. I det omfang det lykkes at nå sådanne mål, skulle alle tre parter belønnes.

Det siger sig selv, at et sådant paradigmeskift vil være svært. Det taler for at begynde i mindre skala - og gøre sine erfaringer. Man kunne måske forestille sig en foregangs-region, der gennemførte et modelforsøg, hvor der blev sat penge på sundhedsaftalerne.

Herefter kunne man udbrede modellen til de øvrige regioner. Det handler om at komme i gang - og få sat økonomiske realiteter bag ambitionen om det sammenhængende sundhedsvæsen.