
Den tidligere Rådet for Grøn Omstilling-direktør Claus Krog Ekman har fået job i udenrigstjenesten.
Han oplyser selv i et opslag på LinkedIn, at han bliver ny energiattaché i teknologihotspottet Silicon Valley i Californien. Her skal han varetage danske grønne interesser inden for energi og teknologi.
Claus Krog Ekman stoppede i maj som direktør i miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling efter fire år på posten. Han er tidligere souschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og energirådgiver i udenrigstjenesten i Paris.
I Silicon Valley glæder Claus Krog Ekman sig til blandt andet at beskæftige sig med klimadiplomati og teknologi.
"Dansk klimadiplomati er et af de vigtigste redskaber i nationens klimaindsats," skriver han i opslaget.
"Uanset om man synes, der bliver gjort nok her hjemme eller ej, bør det være klart for enhver, at vi skal have de mange danske succeser, både på regulerings- og teknologisiden, ud og gøre en forskel i den store verden."
Samtidig glæder han sig til at fordybe sig i sit fagområde:
"Det har været fantastisk at være direktør de sidste fire år, men i en lille organisation giver det ikke meget tid til fordybelse. Det har jeg savnet, og jeg ser frem til at komme mere i dybden og ha' fokus på lidt færre, men sikkert stadig mange, spændende processer," fortsætter han.
Claus Krog Ekman begynder i sin nye stilling 1. august.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Kommunernes udgifter til Microsoft er næsten fordoblet på seks år: "Det er en ret voldsom stigning"
- Psykiatrifonden: Fire ud af ti unge bruger chatbots som terapeut. Det er på tide at sætte et sikkerhedsnet op
- DTU-rektor: AI-spareplaner på universiteterne vil føre til dårligere forskning
- Ugens digitalchef: Sådan bruger vi kunstig intelligens i sundhedsvæsenet



















