Vestager giver Google rekordbøde på 18 milliarder

BØDEBLOKKEN: EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har endnu en gang været ude med bødeblokken. Denne gang får Google rekordstor bøde.

18 milliarder kroner.

Så meget skal Google betale i bøde for at have misbrugt sin dominerende position i søgninger på nettet.

Det fortæller EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, der mener, at mastodont-søgemaskinen misbruger sin dominans til at vise kunder hen til sin egen tjeneste.

”Hvad Google har gjort, er ulovligt i henhold til EU's konkurrenceregler. Man har frataget andre virksomheder chancen for at konkurrere på deres fordele og for at innovere,” siger Margrethe Vestager og fortsætter:

”Og vigtigst har man nægtet europæiske forbrugere et ægte valg mellem tjenester og den fulde gavn af innovation.”

Givet sig selv bedste eksponering
Sagen mod Google handler mere præcist om tjenesten Google Shopping, der sammenligner priser på produkter. Her har Google ifølge de europæiske konkurrencemyndigheder sørget for at give sin egen indkøbstjeneste den bedste eksponering til skade for både forbrugere og konkurrenter.

Det vil sige, at når brugere har søgt på Google, er søgemastodontens konkurrenter endt længere nede blandt søgeresultaterne, samtidig med at Google har fremhævet sine egne tjenester og annoncer over de andre søgeresultater.

Margrethe Vestager peger på, at Google har udviklet mange innovative produkter og tjenester, der har forandret vores liv. Det er ifølge konkurrencekommissæren en god ting, men det skal ske på lovlig vis.

”Googles strategi for sin sammenligningstjeneste handlede ikke kun om at tiltrække kunder ved at gøre sit produkt bedre end konkurrenternes. I stedet misbrugte Google sin markedsdominans som en søgemaskine ved at promovere sin egen sammenligningstjeneste i sine søgeresultater og degradere konkurrenternes,” siger Margrethe Vestager.

Google uenige i afgørelse
Hos Google er man – ikke overraskende – uenig i tirsdagens rekordstore bøde. Det fortæller Kent Walker, der er juridisk direktør i Google.

”Vi er respektfuldt uenige i konklusionerne, som er annonceret i dag. Vi vil gennemgå Kommissionens beslutning i detaljer, mens vi overvejer at appellere sagen,” siger Kent Walker og fortsætter:

”Når man handler online, vil man gerne finde de produkter, som man leder efter, hurtigt og nemt. Og annoncører vil gerne markedsføre de samme produkter. Det er derfor, at Google viser shoppingannoncer, der forbinder vores brugere med tusinder af annoncører – store og små – på måder, som er brugbare for begge parter.

Tirsdagens bøde på 2,42 milliarder euro, svarende til 18 millarder kroner, er rekordstor. Hidtil har den største bøde, som EU-Kommissionen har straffet en virksomhed med, været på knap otte milliarder. Den blev givet til Intel i 2009.

Forrige artikel Lars Frelle: Vi har haft for naive forestillinger om digitalisering Lars Frelle: Vi har haft for naive forestillinger om digitalisering Næste artikel ”Det er op til os selv, om vi taber” ”Det er op til os selv, om vi taber”
Kommentar: AI bør være en del af almendannelsen

Kommentar: AI bør være en del af almendannelsen

Der er meget godt at sige om kunstig intelligens, og det er oplagt, at også den offentlige sektor begynder at bruge avanceret dataanalyse til at levere mere effektiv og præcis service.
Men skal det virkelig fungere, kræver det, at vi som borgere forstår, hvad der foregår, og at vi kan nære tillid til, at teknologien bliver brugt til vores bedste.