Debat

Virksomhed til kommuner: Kom teknologien i møde og forbliv relevante

DEBAT: Kommunerne skal lære at omfavne ny teknologi og bruge den i behandlingen af ældre med demens, psykisk syge eller som undervisningsværktøj. Ellers vil tech-giganterne overtage velfærdsydelserne i fremtiden, skriver virksomheden DareDisrupt.

Hvis børn i fremtiden lærer at læse på deres iPad, inden de starter i skole, skal undervisningen i 0. klasse afspejle det, skriver DareDisrupt.
Hvis børn i fremtiden lærer at læse på deres iPad, inden de starter i skole, skal undervisningen i 0. klasse afspejle det, skriver DareDisrupt.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Hvid og Rasmus Bie-Olsen
Managing partners i DareDisrupt

Borgere såvel som politikere er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved regionernes berettigelse. Men hvad med kommunerne? Er deres rolle fremtidssikret?

Kommunerne står i dag for velfærdsydelser, der i de kommende år bliver underlagt omfattende teknologiske forandringer. Skolelærere er blandt dem, der vil skulle arbejde aktivt med teknologien i fremtiden.

Teknologi må aldrig fjerne behovet for skolelærere, men den vil ændre det, vi underviser i, og måden, vi underviser på. Det handler om at udnytte mulighederne for at skabe engagerende undervisning, der rammer alle elever. Teknologi vil give lærerne nye kraftfulde værktøjer og gøre dem endnu stærkere som lærere.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

I borgernes bevidsthed ”konkurrerer” den offentlige sektor med udenlandske tech-giganter på at skabe individualiserede og tilgængelige løsninger.

Anders Hvid og Rasmus Bie-Olsen
Partnere i DareDisrupt

Tech-giganter som kommunernes konkurrenter
Det er langtfra alle muligheder, kommunerne bør tage til sig. Det afgørende er, at kommunerne formår at tage diskussionen om deres teknologiske fremtid. Kommunerne risikerer at miste deres relevans og mulighed for at servicere deres borgere, hvis de negligerer diskussionen og de svære spørgsmål. Vi skal turde diskutere og definere, hvordan vi bedst udnytter mulighederne.

Danskerne er storforbrugere af teknologi og får generelt mere og mere mod på at kaste sig ud i ny teknologi. I borgernes bevidsthed ”konkurrerer” den offentlige sektor med udenlandske tech-giganter på at skabe individualiserede og tilgængelige løsninger. Derfor vil borgerne også i stigende grad forvente, at kommunale velfærdsydelser reflekterer den virkelighed, de lever i.

Udviklingen går så stærkt, at der er brug for radikal nytænkning, hvis ikke vi vil risikere, at tech-giganterne går ind og overtager dele af de velfærdsydelser, kommunerne i dag står for.

Anders Hvid og Rasmus Bie-Olsen
Partnere i DareDisrupt

Hvis børn i fremtiden lærer at læse på deres iPad, inden de starter i skole, skal undervisningen i 0. klasse afspejle det. Og hvis psykisk syge borgere har monitoreret sig selv og samlet brugbar data via apps og kunstig intelligens, skal kommunernes tilbud imødekomme dette.

Eksempler på de mange muligheder for at gøre livet lettere for unge såvel som ældre spænder vidt. For eksempel kan Virtual Reality (VR) erstatte dyre naturfagslokaler i skolen samt hjælpe ældre demente på plejehjem med at stimulere hukommelsen og genskabe gamle minder.

Teknologi kan gøre velfærden mere relevant
Vi oplever heldigvis et stort mod og vilje i kommunerne til at få greb om de nye teknologier. Men udviklingen går så stærkt, at der er brug for radikal nytænkning, hvis ikke vi vil risikere, at tech-giganterne går ind og overtager dele af de velfærdsydelser, kommunerne i dag står for. I så fald vil borgerne hurtigt begynde at rejse tvivl om kommunernes relevans.

Men vigtigst af alt: Kommunerne misser den oplagte mulighed, teknologien giver for at løse en række af de udfordringer, som i dag ikke løses tilfredsstillende. Det gælder for eksempel uddannelse af børn, der har det svært i skolen, og aktivering af borgere uden for arbejdsmarkedet.

Det handler ikke bare om at få mere velfærd for pengene. Det handler lige så meget om at gøre velfærden mere relevant for borgerne og at møde dem i øjenhøjde med services, der passer ind i deres verdenssyn og daglige behov. Det handler om at gribe fremtiden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00