Kronik

Forfatter: Udflytningen er en populistisk skandale, der holder os alle for nar

KRONIK: Flere aspekter af regeringens udflytning af statslige arbejdspladser er så skræmmende, at alle besindige mennesker bør stoppe op og give plads til eftertanken, skriver forfatter Egon Clausen, der er aktuel med ny bog.

Regeringens udflytning af arbejdspladser fra hovedstad til provins har været præget af hastværk kombineret med ringeagt over for ekspertviden, skriver Egon Clausen.
Regeringens udflytning af arbejdspladser fra hovedstad til provins har været præget af hastværk kombineret med ringeagt over for ekspertviden, skriver Egon Clausen.Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Egon Clausen
Forfatter

Udflytningen af statslige arbejdspladser bliver mødt med begejstring i store dele af landet, og det er sådan set let at forstå.

Store dele af befolkningen tror på påstanden om, at Danmark er ved at knække midt over, så derfor synes de også, at det er godt, at der rettes op på balancen mellem hovedstad og provins.

Men meget tyder på, at de bliver holdt for nar. Udflytningen giver dem ikke det, de længes efter, men det ved de ikke endnu. Der findes ganske vist nogle, der hævder, at den påståede skævhed ikke findes, og som mener, at udflytningen er en populistisk skandale, men de får knap nok ørenlyd.

Fakta
Egon Clausen er forfatter og tidligere journalist ved DR (1970-2005). Han har blandt andet været formand for Dansk Forfatterforenings gruppe af faglitterære forfattere og næstformand i Dansk Forfatterforening. Han har netop udgivet Hvide pletter – en kritik af statens udflytning’.

Nu tales der til en helt anden slags vælgere. Det er mennesker, der tilsyneladende hverken læser bøger eller aviser, men som lader sig styre af fordomme og folkestemninger.

Egon Clausen
Forfatter

Udflytningen er et af partiet Venstres prestigeprojekter, og den støttes helhjertet af Dansk Folkeparti. De to partier har dog forskellige motiver. Venstre ønsker noget, der ligner en minimalstat, og Dansk Folkeparti ønsker at svække alle former for københavneri.

Begge partiers vælgere bakker dem op. Selv om mange af dem tilsyneladende ikke aner, hvad de berørte råd og styrelser laver, er de ikke desto mindre henrykte over, at disse organer rykkes ud af det københavnske favntag. Og den populistiske vestenvind er så stærk, at ingen politikere tør lufte betænkeligheder ved projektet. Man skal jo nødig miste stemmer. Så udflytningen kan fortsætte, og det gør den.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Der er imidlertid nogle aspekter ved udflytningen, der er så skræmmende, at alle besindige mennesker bør stoppe op og give plads til eftertanken.

For det første kan man indvende, at udflytningen er et forkert svar på et reelt problem. Siden kommunalreformen af 2007 er mange provinsbyer blevet ramt af butiksdød og nedlæggelse af rådhuse, skoler, hospitaler, biblioteker og politistationer.

Det har påført dem et stort tab af ekspertise. Vel at mærke en ekspertise, der var knyttet til det lokale samfund. Købmanden vidste, hvem han turde give kredit. Lægen havde stor viden om folks helbred, og de fleste borgere kendte et eller flere af kommunalbestyrelsens medlemmer. Det var uden tvivl medvirkende til at skabe en følelse af fællesskab og sammenhold.

Nu er dette netværk af gensidig viden gået i stykker, og det bliver ikke genoprettet ved, at nogle jurister bliver flyttet fra centraladministrationen og ud på landet. Det er således ikke en gammel orden, der bliver genetableret. Tværtimod. Det er en gammel orden, der bliver brudt ned.

For det andet handler udflytningen om forholdet mellem centrum og periferi, og regeringen definerer udkanter efter geografiske kriterier, så jo længere væk fra København, desto mere udkant er der tale om. Der findes imidlertid mange andre former for udkanter.

Er man gammel, bliver man placeret i en aldersudkant. Er man fattig, havner man i en økonomisk udkant. Der er etniske, religiøse og kulturelle udkanter. Fælles for dem er, at når man er havnet i en af dem, er der ingen, der gider lytte til det, man har at sige. Udkanter gør kort sagt mennesker magtesløse.

Det er der sådan set ikke noget nyt i, og for at modvirke denne virkning har Folketinget da også vedtaget en række bestemmelser om borgernes ret til at blive hørt, og denne ret afhænger ikke af geografisk placering. Denne såkaldte høringsret er lavet for at sikre, at alle kan komme til orde, når det gælder vigtige beslutninger. Man kan sige, at høringsretten modarbejder alle slags udkanter.

I de seneste år er høringsretten desværre blevet undergravet. Lovpligtige høringsrunder er blevet afkortet til det absurde, og mange høringssvar er blevet totalt ignoreret. Organisationen Dansk Erhverv har således lavet en opgørelse, der viser, at fire ud af fem af de høringssvar, der i årene fra 2013 til 2014 blev sendt til regeringen, reelt blev afvist.

Det vil sige, at foreninger og organisationer, der ofte har brugt megen tid og mange kræfter på at udarbejde høringssvar, i realiteten er blevet henvist til en placering, hvor ingen lytter til dem. De er kort sagt blevet bortvist til en udkant.

Før i tiden var lovgiverne langt mere grundige, når store reformer skulle gennemføres. Man skrev først et kommissorium, og så nedsatte man et udvalg. Dette udvalg spurgte sagkundskaben til råds, indhentede høringssvar, og til sidst skrev det en betænkning, der gav plads til forskellige synspunkter. Først derefter traf politikerne en beslutning. Sådan var den gamle orden. Den findes desværre ikke mere. Det ses tydeligt i den måde, hvorpå udflytningen er blevet gennemført.

Her har regeringen og dens ministre egenhændigt truffet de afgørende beslutninger, og det er sket uden et offentligt tilgængeligt udvalgsarbejde og helt uden høringsrunder. Udflytningen har også været præget af hastværk kombineret med ringeagt overfor ekspertviden. Saglige indvendinger er blevet afvist uden diskussion.

Man kan sige, at den måde, udflytningen bliver gennemført på, er en foreløbig kulmination af den modvilje, der i lang tid har hersket mod det gamle system med dets udvalg og dets høringsrunder. Udflytningen kan således ses som endnu et tegn på, at en gammel orden er brudt sammen, og dermed er der også en gammel ordentlighed, der er holdt op med at fungere. Det er et tab, der rammer os alle.

Dette tab påvirker også kvaliteten af den politiske diskussion. Så længe det gamle system fungerede, kunne politikerne være sikre på, at der var grupper af borgere, der havde sat sig ind i de foreliggende emner, og dem kunne man henvende sig til. Den offentlige debat kunne derved blive indholdsrig og meningsfuld.

Nu tales der til en helt anden slags vælgere. Det er mennesker, der tilsyneladende hverken læser bøger eller aviser, men som lader sig styre af fordomme og folkestemninger. Det er mennesker, som ingen gider lytte til, fordi de ikke har noget at bidrage med, og som derfor vil blive placeret i udkanten af enhver forening.

Det er imidlertid disse udkantsdanskere, der nu lefles for med uendelige debatter om indholdstomme symboler såsom burkaforbud, ridende politi og strengere straffe. Det er også dem, der tilbedes med påstanden om, at udflytning af statslige styrelser og råd betyder mere demokrati. Sniksnak. Det omvendte er tilfældet. Vi bliver alle holdt for nar.

Egon Clausen er journalist og forfatter. Han er netop udkommet med debatbogen ’Hvide pletter – en kritik af statens udflytning’. Du kan købe den her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Egon Clausen

Forfatter, redaktør
lærer

0:000:00