Kritiseret topdiplomat: Tibetkommissionen ved ikke, hvad den taler om

Der mangler dommere med indsigt i forvaltningen, når Folketinget nedsætter undersøgelseskommissioner.

Det siger den fhv. direktør i Udenrigsministeriet Friis Arne Petersen, efter at Tibetkommissionen i sin nye beretning har rettet hård kritik mod Udenrigsministeriet.

”Jeg synes, at der udover de dygtige jurister burde sidde andre i kommissionen, som kender centraladministrationen og politiet. Folk med ekspertise på de her områder, som kunne hjælpe med at retlede kommissionen og finde ud af, hvad der er gået galt,” siger han.

Ifølge Friis Arne Petersen bygger konklusionerne i den nye beretning på helt fundamentale misforståelser af, hvordan udenrigstjenesten arbejder.

Hvor er beviset?

Tibet-kommissionen konkluderer bl.a., at Udenrigsministeriet lagde ”et betydeligt pres på både PET og Københavns Politi for at imødekomme de kinesiske ønsker”, og at ”Udenrigsministeriets forvaltningskultur satte hensynet til ikke at støde kinesiske gæster over grundloven og Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention. Forvaltningskulturen var også kendt på ledelsesniveau i Udenrigsministeriet.”

Som ambassadør er det min pligt at melde hjem, hvad kineserne beder om, så man undgår unødvendige fejl

Friis Arne Petersen
Fhv. ambassadør

Men Friis Arne Petersen, der gennem flere årtier spillede helt centrale roller som både direktør i Udenrigsministeriet og som ambassadør i Kina, kan ikke genkende den udlægning.

”Der er ikke ført bevis for den konklusion og den påstand i mit tilfælde,” siger han.

Tibetkommissionen oplyser til Altinget, at den ikke ønsker at besvare kritik af beretningen. 

Mail fra Kina

Dykker man ned i kommissionens rapport, bygger kritikken blandt andet på en indberetning, som Friis Arne Petersen skrev hjem til Udenrigsministeriet, mens han var ambassadør i Beijing. Anledningen var det forestående besøg af Kinas daværende præsident Hu Jintao i 2012.

I mailen fra Friis Arne Petersen stod bl.a.: ”For en sikkerheds skyld: status, prestige, ”ansigt” spiller en helt anden og stor rolle for de kinesiske ledere end vi kender det i vesten. Det er meget vigtigt at præsidenten og hans delegation får et klart indtryk gennem program, protokol og form at de bliver behandlet så fint og godt som nogen anden gæst på dette niveau.”

Nogle uger senere skrev den daværende departementschef i Udenrigsministeriet, Claus Grube, en mail til flere kolleger, hvor han håbede, at kollegerne ville ” bibringe især PET og Reimann fra Københavns Politi den nødvendige forståelse for deres vigtige roller. Ingen ansigtstab!”

Kommissionen mener, at dette forløb dokumenterer, at Udenrigsministeriet ”reelt lagde et betydeligt pres på PET og politiet” for at opfylde kinesernes ønske om, at eventuelle demonstranter ikke skulle kunne ses af den kinesiske præsident.

Også selv om kommissionen slår fast, at Udenrigsministeriet faktisk meddelte de kinesiske embedsmænd, at man ikke kunne imødekomme deres krav, fordi der er en grundlovssikret ytringsfrihed i Danmark.  

"Det er kommissionens samlede indtryk, at Udenrigsministeriets håndtering af kinesiske besøg i Danmark generelt har været præget af en forvaltningskultur, hvor hensynet til at undgå at støde de kinesiske gæster for at sikre danske handelsinteresser mv. er sat over grundlovens og Menneskerettighedskonventionens beskyttelse af forsamlings- og ytringsfriheden,” hedder det i beretningen.

Det var en pligt 

Men Friis Arne Petersen mener ikke, at hans mail fra juni 2012 kan læses som et ønske om, at demonstranter skal fjernes fra ruten, eller at politiet skal bryde grundloven.

”Det er et udenrigspolitisk råd, som beskriver, at Kina er blevet mere selvbevidst, og at vi derfor i protokollen skal give dem samme fine behandling, som når vi har besøg af en amerikansk præsident. Det er et råd, der helt tydeligt er henvendt til Udenrigsministeriets protokol. Det er jo dem, der tilrettelægger et besøg,” siger han.

”Som ambassadør er det min pligt at melde hjem, hvad kineserne beder om, så man undgår unødvendige fejl,” tilføjer han.

Politikere går fri

Han undrer sig også over den manglende logik i Tibetkommissionen, når det gælder vurderingen af Udenrigsministeriets rolle i forhold til de skiftende ministre og i forhold til politiets ledelse.

Når det gælder politikerne, udtaler kommissionen ingen kritik. Den vurderer, at de ikke har været bekendt med den langstrakte praksis om, at kinesiske besøgende ikke måtte se demonstranter. Men det afspejler en stor mangel på viden om, hvordan systemet fungerer, mener Friis Arne Petersen.

”Jeg sad i Udenrigsministeriets ledelse i 21 år, og der er et ekstremt tæt forhold mellem departementet og ministrene. Man kan ikke forestille sig, at der kunne være sådan en forståelse, uden at ministrene var informeret om det. Og grunden til, at de ikke er informeret, det er selvfølgelig, at det ikke er sket. At der ikke er nogen, der har ønsket at gøre noget, der kunne krænke grundloven. Så enkelt er det.”

En anden forklaring kunne være, at man holdt det skjult for ministrene for ikke at bringe dem i fedtefadet?

”Det er helt utænkeligt, at så stort et spørgsmål som det her skulle have været forsøgt holdt hemmeligt for ministrene,” siger han.  

Blød kritik af politiets ledelse

Politiets rolle i kommissionen undrer også Friis Arne Petersen. For selv om der rettes hård kritik mod navngivne politifolk og nogle af de politifaglige ledere, så er der ingen kritik af den øverste ledelse i Københavns Politi – på trods af at kommissionen mener, at politiet i årevis systematisk har krænket borgernes grundlovssikrede rettigheder.

I konklusionerne står: ”Kommissionen har ikke fundet sikre holdepunkter for at antage, at den øverste ledelse over årene i Københavns Politi havde kendskab til den udbredte forståelse blandt såvel politipersonale som ledende politimedarbejdere om, at de så vidt muligt skulle sikre, at den kinesiske besøgende ikke så eller hørte anti-kinesiske demonstrationer og meningstilkendegivelser, og at der blev givet instrukser herom og ageret derefter.”

Dog tilføjer kommissionen, at ”det forekommer at have været et organisatorisk problem, at den øverste ledelse ikke var bekendt hermed.”

Friis Arne Petersen undrer sig over, at der skulle kunne være en opfattelse i politiets lavere dele om en praksis, som politiets ledelse så ikke kender til.

”Det er ekstremt uheldigt, når det handler om noget så fundamentalt som lovligt anmeldte demonstrationer,” siger han.

Og kommissionens bedømelse kalder han også ”meget uheldig”:

”Det svarer jo ikke til den metode, man anvender på Udenrigsministeriet. Hvis man brugte samme metode i forhold til politiet, så skulle politiets ledelse jo også gøres ansvarlig, uanset de interne forhold i politiets organisation og struktur.”

Find en professor

Han opfordrer derfor Folketinget til at overveje en anden sammensætning af fremtidige kommissioner. Tibetkommissionen har som de fleste andre kommissioner bestået af tre jurister med en landsdommer i spidsen.

Justitsministeriet oplyser til Altinget, at der ikke er noget til hinder for, at andre end jurister kan udpeges til undersøgelseskommissioner. Loven slår blot fast, at formanden skal være jurist. 

"Ved udpegningen af de to medlemmer, der ikke er dommere, tages der hensyn til en række forhold, herunder den pågældendes sagkundskab i relation til den foreliggende undersøgelse. Det bemærkes, at siden lovens indførelse i 1999 har undersøgelseskommissioner typisk været sammensat af en dommer, som er formand for kommissionen, en advokat og en universitetsjurist, men det har ikke altid været tilfældet, og der foretages en konkret vurdering forud for udpegningen," skriver Justitsministeriet i en mail til Altinget. 

Mens undersøgelseskommissioner oftest består af tre jurister, så kendes systemet med flere dommere fra Rigsretten. Her vurderes sagen af et antal politisk udpegede dommer sammen et tilsvarende antal højesteretsdommere. 

”Jeg håber, at Folketinget i fremtiden vil få folk, som er eksperter med til at vurdere de her ting. Det kunne være statskundskabsprofessorer med speciale i diplomati, som gennem mange år har oparbejdet en ekspertise i, hvordan udenrigstjenesten arbejder,” siger Friis Arne Petersen.